I byen med en partikelmåler
5. august 2013I løbet af juli har jeg lavet en serie målinger af koncentrationen af ultrafine partikler i Torvegade, hvor jeg for hver af måledagene målte ni forskellige steder for at belyse, hvordan partikelforureningen fordeler sig i gaderummet. Yderligere startede jeg hver dag med at måle i Bibliotekshaven på Slotsholmen, for at have en baggrundsmåling, hvor den direkte påvirkning fra trafikken var lille. Bibliotekshaven havde fungeret fint som baggrundsmåling for en række målinger før, under og efter Cykel-VM i 2011, da jeg sidst havde gang i partikelmåleren, men sådan var det tydeligvis ikke denne gang – det var klart fra første dag, at der var noget, som var meget anderledes.
For overhovedet at have et baggrundsniveau lavede jeg derfor løbende under målingerne optegnelser over niveauet for den reneste luft, plus at jeg efter den sidste måling på Amagerbro gik med partikelmåleren langs Stadsgraven mod nord og mod syd for at se, hvor ren luften kunne blive til hver side, når man kom ud af ‘skyggen’ fra trafikken på Torvegade. Og så lovede jeg mig en dag med godt målevejr at ville prøve at finde ud af, hvad det var som gjorde, at luften på Slotsholmen ikke var nær så ren som i september for to år siden – og den dag var i dag. Jeg havde mine klare mistanker, som i dag er blevet bekræftet, og jeg tænkte, at jeg her ville dele nogle af dagens iagttagelser og overvejelser efter at have været i byen med en ultrafin partikelmåler.