Strøtanker om bæredygtighed

Fredag-lørdag-søndag var der Klimafestival i København, og det var umiddelbart en broget omgang, med fest og ballade, gøgl og lidt alvor, som lige som forløberen, de årlige Miljøfestivaler, trak mange besøgende.

Nedenfor har jeg samlet nogle billeder, dels fra vores stand for Angendacenter Indre By / Christianshavn, hvor vi serverede økologisk grøn te og viste en udstilling om byforgrønnelse, dels fra nogle af de mange andre aktiviteter på Gammel Strand og Højbro Plads.

Læs mere »

The Guardian havde i går en artikel, som stiller spørgsmålet: Kan man grine af miljøet? – og skal man?

Anledningen er en karikaturtegningskonkurrence afholdt af Ken Sprague Fund med miljøet som fælles tema. Blandt de mere end 300 indleverede tegninger fra mere end 50 lande har juryen præmieret tre og givet rosende omtale til yderligere en håndfuld.

[nggallery id=128]

. 
Førstepræmien tilfalder russiske Mikhail Zlatovsky for tegningen Coat Star (nr. 1 i øverste række). Dommerkomiteen føler, at tegningen “captured the shabbiness and sleazy way our planet is being devastated”. Andenpræmien gik til Constantin Ciosu fra Rumænien for hans sommerfuglehær som jagter en jakkesætsklædt blomsterplukker (nr. 2 i øverste række), mens tredjepræmien gik til Tawan Chuntraskawvong fra Thailand for en morbid genfortolkning af udtrykket: man skal ikke save den gren over, man sidder på (nr. 3 i øverste række).

Min favorit er Wang Rui Shengs toiletpapir dekoreret med alle de træer, som vi fælder for at ‘klare’ banale dagligdags ting. Kunne vi på den måde tydeliggøre konsekvenserne af vore handlinger, ville meget være nået. De naturbilleder i det næstsidste billede, som sættes op for at skærme for udsigten til et industriområde, vakte også umiddelbar genklang i mig. Og klimaudfordringens udstilling af de nuværende magtstrukturers magtesløshed er meget flot illustreret i Jakali Nokandehs tegning af kampklar politi overfor de stigende oceaner (nr. 2 i nederste række).

Men når man nu har taget hul på et emne som det globale miljø, som lige nu har alt andet en lyse udsigter, er det tankevækkende, hvor lidt bid og vid, der er i de fleste af tegningerne. Og selvom der er masser af temaer at trække på, har ingen af de præmierede eller fremhævede tegninger søgt at spidde de miljøhellige.

David Adams: Cartoonists use humour to tackle climate change, The Guardian 23.07.2008.

Cartoons make climate change a laughing matter, (19 pictures) The Guardian 23.07.2008.

International Political Cartoon Competition Earthworks2008, Ken Sprauge Fund 2008.

“Store Robert er en smuk skulptur, en mellemting mellem kolossal og monumental. Den udtrykker den abstrakte verden, som vi lever i, og er en vision om vor teknologiske tidsalder”. Sådan skrev Robert Jacobsen om sin lille model til en skulptur til Langelinjeområdet, som nu foreslås opført ved indsejlingen til Københavns Havn.

Med lidt god vilje har skulpturen da også et strejf af den tidlige teknologis dampturbineprustende former – aksler, kedler, ventiler, trykstempler. Men hvis man umiddelbart skal lade associationerne fri, er det i mine øjne mere en mutation mellem maritime pejlemærker og et motorvejsikon for en rasteplads med cafeteria. Skal den forsikre forbisejlende krydstogtskibe om, at de nok skal blive bespist, hvis de lægger til?

[nggallery id=127]

. 
Den bliver stor, meget stor, det skal den også være på det sted, men spørgsmålet er, hvad den skal på det sted? – og jeg kan ikke forestille mig, at Robert Jacobsen, selv kaldet Store Robert, ville have lavet lige den skulptur til det sted, hvis han havde levet i dag. I en tid, hvor vi er ved at vågne til de graverende klima- og miljøproblemer, som den teknologiske tidsalders verdenssyn har påført kloden, virker det på mig aldeles misforstået at placere disse 600 ton jern på byens horisont.

Store Robert er blevet udråbt som et vartegn for byen. Men den har slet ikke den uomtvistelige klarhed eller uomgængelighed, som har gjort Utzons operaskaller til en hel bys identitet – den er i forhold til sin tid nærmest lidt ligegyldig. “Store Robert er en socialdemokratisk skrothandler”, kunne man i begyndelsen af 1980erne læse på indersiden af en af toiletdørene under den italienske trappe på Charlottenborg. Der er gennem årene blevet svejset rigtig meget jern sammen efter hans direktiver.

Den store møllebue hen over Middelgrunden holder horisonten åben. Men i al dens sorte stivhed er skulpturen ‘Store Robert’ endnu en blokade af den vidunderlige fornemmelse af udstrake horisonter, som åbner sig, når man fra Middelalderbyens fortættede labyrinter bevæger sig ud langs havnefronten.

Kunne man ikke nøjes med at udstille den lille model i en glasmontre på Langelinjekajen, som et sindbillede på, hvordan kunstnere tænkte for 25 år siden?

Jacob Weiss: Store Robert på vej til Københavns Havn, Berlingske 12.06.2008.

Din Mening: Er Store Robert den rigtige skulptur til Københavns Havn? Berlingske 13.06.2008.

Camilla Stockmann: Kæmpeskulptur i København udløser hidsig debat, Politiken 18.10.2008.

IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, udarbejdede i 2006 en Energiplan 2030, som gav et solidt bud på, hvordan Danmark i 2030 med CO₂-udledninger 60% lavere end i dag kan være godt på vej til CO₂-neutralitet, uafhængighed af fossile brændstoffer og etableringen af langt mere bæredygtige tilstande.

Siden har meget ændret sig. Dollarkursen er faldet markant, mens olieprisen er steget voldsomt, og alt tyder på, at den aldrig igen vil komme under 100 $, men tværtimod fortsætter med at stige. Ingeniørforeningen har derfor genberegnet energiscenariet fra 2006 med de nuværende priser. Og hvor beregningerne i 2006 viste, at en udvikling, som i 2030 havde halveret CO₂-udledningerne samtidig i 2030 ville medføre en besparelse på 15 mia. kr. pr. år, så har de mellemliggende prisforskydninger medført, at vi ved systematisk at satse på energibesparelser, kollektiv trafik og omlægning til vedvarende energi vil kunne spare 27 mia. kr. om året ved at lægge kursen mod CO₂-neutralitet.

[nggallery id=124]

.
Herover er det en række af rapportens centrale grafer, som giver en god fornemmelse af Energiplan 2030s sigte.

På den baggrund virker energiforliget fra februar i år næsten deprimerende uambitiøst. Hver gang oliepriserne stiger, bliver den økonomiske gevinst ved en systematisk omlægning større, så selvom det for mange kan virke uoverskueligt at igangsætte en sådan transformationsproces i hele den måde, hvorpå samfundet tilvejebringer sin energi på, er det grundlæggende sundt købmandskab, både i snæver økonomisk forstand og i forvaltningen af klodens fremtid. Det er således tid til konsekvent handling, og jeg håber, at beregninger som disse kan inspirere beslutningstagere på alle niveauer til at tage fat, nu!

Energiplan 2030 vil indebære store positive virkninger for Københavns miljø. For eksempel luftkvaliteten burde kunne være meget bedre. Ikke mindst vil den nu dødbringende ultrafine partikelforurening kunne reduceres radikalt i takt med, at de fossile brændstoffer udfases. Trafikmængden på landevejene, som ifølge Infrastrukturkommissionens rapport forventes at stige 70-90% i de kommende år, vil med Ingeniørforeningens plan ligge lavere i 2030 end i dag i kraft af den systematiske satsning på udbygningen af jernbanen og den kollektiv trafik. En national målsætning som i Energiplan 2030 vil således være det perfekte udgangspunkt for, at København vil kunne udvikle sig til Verdens Miljømetropol.

Nedenfor følger Energiplan 2030s 11 centrale anbefalinger:

Læs mere »

Det lille atol-rige Kiribati med blot 93.000 indbyggere har brugt 5. juni, som af FN er udråbt til at være World Environment Day, til at gøre opmærksom på ørigets kritiske situation udløst af klimaforandringerne. Allerede nu gør den stigende vandstand i oceanerne, at havets erosion er betragtelig hver fjortende dag, når højvandet når højest. Oversvømmelser hører til dagligdagen, og flere steder har man i de senere år måttet opgive at dyrke jorden på grund af havets hærgen. Med de nuværende udviklingsmønstre regner man således med, at ø-gruppen om senest 50 år være skyllet i havet. Kiribatis præsident Anote Tong har derfor været på besøg ved New Zealands premierminister for at anmode om hjælp til at kunne migrere befolkningen i tide – inden de bliver klima-flygtninge.

Kiribati består af 33 atoller spredt ud over et 5 mio. km² stort område i Mikronesien, omtrent midt mellem Fiji-øerne og Hawaii. De lave øer, som er dannet af koralrev, stikker typisk ikke mere end 2 meter over havoverfladen, så allerede en FN-rapport fra 1989 forudså, at samfund som Kiribati ville være de første til at mærke katastrofale følger af klimaforandringerne.

[nggallery id=123]

.
I 2006 blev et marinereservat oprettet i området, som er truet af ikke bare klimaforandringer, men også overfiskning. Tidligere i år er marinereservatet udvidet, så det i dag er verdens største marinereservat, næsten ti gange større end Danmark. Koralrevene har udviklet en enestående biodiversitet, og med The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) er et af verdens sidste intakte koralø-økosystemer bevaret, med otte koraløer og to koralrev i en næsten ubeboet område.

Paradis på jord, er Kiribati blevet kaldt. Det er næsten ikke til at fatte – eller bære – at havstigningerne efter afbrændingen af fossile brændstoffer i løbet af få år vil vaske Kiribati bort.

Leader of disappearing island nation says climate change an issue of survival, not economics, Herald Tribune 05.06.2008.

Endangered Pacific islet facing mass relocation, (med video & audio) ABC News 05.06.2008.

World’s Largest Marine Protected Area Created in Pacific Ocean, Conservation International 14.02.2008.

Gregory Stone: On the healthy reefs of the Phoenix Islands, scientists find new species and clues to preserving paradise, National Geographic Magazine februar 2004.

The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) factsheet, (første fase)Phoenixislands.org 2006 (pdf).

Katharine Sandersen: “Too late” to save Pacific island nation from submersion, Nature 06.06.2008.

Emma Brindal: Climate change refugees the forgotten people, The Age 18.06.2008.

Rob Taylor & David Fogarty: Kiribati looks for climate help from Australia, Reuters 20.06.2008.

Kiribati, Wikipedia.org.

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Læs mere »

Til en haveudstilling i Chelsea har Tyndall Centre for Climate Change Research lavet The 2050 Garden, en klimahave med tre scenarier, som tilsammen giver et tankevækkende billede af den globale opvarmnings konsekvenser for hvad, som naturligt vokser i vores haver.

Det ene er et reference-scenario, en typisk engelsk have omkring 1950 med blomster som akelejer, lupin og azaleaer – heriblandt en række urteagtige planter, som vil få de svært under varmere og mere tørre vilkår. De to andre have-scenarier er begge fra 2050. I det ene har vi fået stabiliseret CO₂-udledningerne gennem en udfasning af brugen af fossile brændstoffer, så den årlige gennemsnitstemperatur til den tid kun er steget 1°. Det andet have-scenario viser udviklingen, hvis vi ikke får begrænset CO₂-udledningerne. Her vil temperaturen i 2050 vil ligge godt 2° over i dag.

2° lyder ikke af meget set i forhold til både døgnvariationen og temperaturforskellen mellem sommer og vinter. Men en 2° temperaturstigning giver markante ændringer i vækstvilkårene. I højemissions-scenariet for 2050 vil foråret starte lidt før nu, og sommeren vil vare væsentlig længere, og man regner med 26 flere meget varme dage. Nedbøren vil være omkring den samme som nu, men den vil falde voldsommere og mere ujævnt fordelt på årstiderne. Det vil være mere stormende, og der vil være længere perioder med tørke. Den højere temperatur vil også øge fordampningen, så selv med blot 1° øget temperatur vil det blive vigtigt med et bunddække af planter for at undgå, at haven tørrer ud.

Læs mere »

Blåregnen er tidligt på den i år, så i disse dage kan man opleve blåregnen folde sine store varmblå blomsterranker ud. Blåregnen kan med tiden blive en virkelig stor plante, som med gode vækstvilkår uden problemer når op i 4. sals højde. Den findes i to varianter, den kinesiske blåregn, Wisteria sinensis, som er den kraftigste og mest robuste, og den japanske blåregn, Wisteria floribunda, som findes med lidt større variation i form og farve.

[nggallery id=120]

. 
De to øverste billedrækker er fra en japansk blåregn i Botanisk Have. Midterrækken er fra en kinesisk blåregn, som også står i Botanisk Have, mens fjerde række viser en kinesisk blåregn i Kunstindustrimuseets gårdhave. Nederste række er fra Zürich, som jeg besøgte sidste år. Der var i hundredvis af kinesiske blåregn i gaderne. Efter blomstringen udvikler de en lysende grønt løv, som kan være med til at skygge lidt for den stærke sommersol. Det kunne også være et flot indslag i Københavns gadebillede.

Læs mere »

“Hva’ ka’ vi li? Ren energi” … stemningen var løftet under dagens demonstration for at vi alle, og ikke mindst vore politikere, tager alvorligt fat på at løse klimaproblemerne NU!

Vidunderligt at se de gule førertrøjer i spidsen for en dopingfri klode (læs: uden fossile brændstoffer) i et felt, hvor vi alle kunne følge med – hvor vi alle er nødt til at følge med.

[nggallery id=119]

. 
Demonstrationen startede på Kongens Nytorv med musik ved Sea of Tranquility, som fremmanede billeder af en febervarm klode med kælvende isbjerger, samt taler ved Jean-Francois Corbett fra Klimabevægelsen og Knud Andersen fra Levende Hav, som blandt andet sagde:

“I Danmark har vi et folketingsflertal, som tror, at man kan snakke sig fra realiteterne. Siden valget er der intet reelt sket for at nedsætte drivhusgasserne. Der er oprettet forsinkende elitære udvalg, som skal snakke sig frem til, hvad der skal gøres. Dette sker alt imens, at uledningerne af drivhusgasserne stiger. Det er som om, at man vil gøre imødegåelsen af klimaændringerne til en sag for erhvervslivet og en gruppe specialister, som kan fare verden rundt på de bonede gulve uden, at folket inddrages.

Imens giver man befolkningen indtrykket af, at klimatruslen kan klares ved nogle småjusteringer af energiforbruget og lidt alternativ energi. Men det er løgn! Hvis vi skal bjærge verden uden om det frygtede ‘klimakollaps’, så forestår der en grundlæggende værdikamp – ja, en kulturrevolution!”

Derefter gik turen mod Rådhuspladsen, hvor der var flere taler og musikalske indslag – se video-reportage nedenfor.

Læs mere »

Som optakt til at verdens lande i næste uge samles i Bonn for at drøfte FNs Convention on Biodiversity har WWF udsendt rapporten 2010 and Beyond. Rising to the Biodiversity Challenge. Den viser, at biodiversiteten har det rigtig skidt, og mere end en fjerdedel af verdens vilde dyr er forsvundet siden 1970.

Samtidig anslås det, at der hvert år uddør omkring 1% af alle klodens arter. Igen er nord-syd-billedet slående: Udryddelsen og forarmelsen af økosystemerne er langt større i de tropiske egne end i de tempererede.

Baggrunden er den stadig mere omsiggribende overfiskning, urbanisering og forurening samt inddragelsen af stadig større naturområder til industrielt landbrug – og dermed en konsekvens af, at vi mennesker i vores måde at forvalte og forbruge kloden på systematisk marginaliserer eller utilserer alt andet levende på jorden.

[nggallery id=118]

. 
Rapporten sammenfatter data om et stort antal dyrearter indsamlet og bearbejdet af Zoological Society of London gennem en årrække i en række indeks som er kopieret ind ovenfor. Der er en klar tendens til, at nedbrydningen af biodiversiteten er større i det troperne end i det tempererede bælte.

Yderligere sammenholder rapporten udviklingen i biodiversiteten med udviklingen af det globale fodaftryk (se forudgående blog-indlæg: Det globale fodaftryk for verdens lande). Den stadige nedbrydning af biodiversiteten, som er en vigtig del af de naturlige økosystemernes stabilitet, er en direkte konsekvens af, at vi i dag i den rige del af verden forbruger langt mere af kloden, end der er basis for.

Jonathan Loe (Ed): 2010 and Beyond. Rising to the Biodiversity Challenge, WWP 2008 (pdf).

Biodiversity plummets as resource use soars, WWF UK 16.05.2008.

Jeremy Lovell: World species dying out like flies says WWF, Reuters 15.05.2008.