Den store fest …
11. september 2009
Midt i de seneste dages travlhed har jeg haft en sværm af strøtanker svævende, som langsomt er ved at lande på noget, som kunne blive et princip for oprydningen efter den store fossile fest, som vi har haft kørende op igennem det tyvende århundrede, og som vi endnu ikke rigtigt har kunnet finde ud af at gå hjem fra.
For nylig kunne man i på Ingeniøren online læse, at der alene i Utsira-formationen, som strækker sig under Nordsøen ud for den norske kyst var kapacitet til at lagre al Europas CO2 i de næste 600 år.¹ Ansporet af en norsk CO2-afgift har man her pumpet CO2 tilbage i undergrunden i det norske Sleipner oliefelt, men slet ikke i de volumener, som skal til, for at det virkelig batter noget i forhold til de stadig stigende CO2-koncentrationer i atmosfæren. I alt har man siden 1996 pumpet 11 mio. ton CO2 tilbage. Og ifølge en nylig rapport fra Greenpeace er der grund til at stille alvorlige spørgsmål ved, om denne CO2 rent faktisk bliver hvor den skal, idet seismologiske målinger indikerer, at den CO2, som man har pumpet ned i de dybestliggende lag, stiger opad med en hastighed på mere end 100 m pr. år.²
Når det i de senere år er blevet interessant at finde ud af, hvordan man kan få lagt de enorme mængder CO2 i atmosfæren, som den store fest har afstedkommet, tilbage i undergrunden, er det også fordi der med det kvotesystem, som vi er i færd med at etablere, er udsigt til, at man kan få penge for at deponere CO2 i undergrunden – endda rigtig mange penge.
I nyere ressource-management er det blevet moderne, at se tingene i et cyklisk perspektiv, hvor man for eksempel ikke køber et tæppe, men brugsretten til et tæppe, og at firmaet efter ti år tager tæppet tilbage og står med ansvaret for, at materialerne bliver optimalt genanvendt. Volvo var på et tidspunkt inde på kun at ville lease os biler, så det var Volvo selv, som stod med skrotbjergene – og dermed udfordringerne med at udvikle den forurenings’fri’ bil, hvor bilens mange enkeltkomponenter fungerede optimalt sammen, løbende lod sig udskifte og gik ubesværet videre i systemet.
Men hvad ville der ske, hvis man brugte samme cykliske fordring på den fossile energisektor, således at man hver gang man brød et ton kul, skulle lægge et ton kulstof fra CO2 tilbage i undergrunden, og hver gang man pumpede en tynde olie op var forpligtet til at pumpe en tilsvarende mængde CO2 tilbage i undergrunden?
