Strøtanker om bæredygtighed

På billedet herover forlader to fartøjer, som Shell har specialudviklet til eftersøgning og udvinding af olie i det arktiske område, i 2012 Seattle på vej mod farvandet nord for Alaska. På trods af gigantiske investeringer taler meget nu for, at sådanne projekter bringes til ophør.  

Den nuværende oliepris, som er dikteret af hvad der ligner et saudi-arabisk ophørsudsalg, presser ikke kun den vedvarende energisektor. Mange fossile forekomster er meget vanskelige at udnytte med en pris på råolien som den nuværende på omkring 55 $ pr. tønde. Selv rentabiliteten i allerede etablerede udvindinger er presset. På den baggrund har olieselskaberne i et forsøg på at undgå røde tal alene i år aflyst nye projekter for 200 mia. $, heraf omkring en fjerdedel i den canadiske tar sands-udvinding. Så Saudi-Arabiens prisdumpning synes effektivt at lægge en bremse på klima- og miljømæssigt set mere ‘vanvittige’ udvindingsprojekter.

Når selv olieselskaberne således melder sig i divestment-bevægelsen og afholder sig fra at investere i nye udvindingsprojekter, er det et tegn på, at noget i den globale energisektor er begyndt at gå i den rigtige retning. Der er selvfølgelig en regression i den kinesiske økonomi til mere normale vækstrater, men verden rundt installeres der solceller og vindmøller som aldrig før, mens effektiviseringer og teknologiudviklingen gør, at vi både konkret og billedligt kommer længere på literen. Så vi står på tærsklen til en tid, hvor forbruget af fossile brændsler vil være markant faldende – og nødvendigvis må være det.

Lige præcis Shells olieeftersøgning i de arktiske egne synes man dog at have ikke planer om at udsætte, og for få dage siden gav præsident Obama endelig Shell tilladelse til at foretage yderligere to undersøgelsesboringer i det arktiske område, hvilket har givet anledning til megen harme i NGO-kredse. Man fornemmer, at Shell her efter at have investeret så massivt i så mange år, er så tæt på realiseringen af det arktiske olieeventyr, at man ikke ‘har råd til’ at standse nu, hvor man omvendt ud fra et klima- og miljøperspektiv kun kan komme til den modsatte konklusion, at det i en situation, at udforskning og udvinding af olie i de arktiske egne dybt ubegavet og hasard med fremtidens levevilkår.

Den franske præsident Hollande meldte for få dage siden ud, at 80% af alle kendte fossile reserver er nødt til at forblive uudnyttede, hvis vi skal have en chance for at holde verdenssamfundets målsætning om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til max 2°C. Det er den kontekst, der skal forhandles i frem mod COP21 i Paris. Så det er i yderste øjeblik, at verden standser op. Og bortset lige fra arktis olieselskaberne har set rigtigt: Der er ikke brug for nye eftersøgninger, og det giver i den nuværende situation ingen mening at indlede udvindingen af de blot lidt mere omkostningstunge, risikable og miljømæssigt problematiske forekomster.

Læs mere »

Denne video stammer fra Toronto Global Forum, som har været afholdt 8.-10. juli, hvor Matt Winkler fra Bloomberg under overskriften “The Future of Energy” 9. juli interviewede Shells direktør for det nord- og sydamerikanske område, Marvin Odum.

Winkler går måske af strategiske grunde meget ærbødigt til Odum. Så han bliver meget lidt konfronteret med Shells bedrifter, men skaber omvendt derved et fortrolighedsrum til at tænke højt om et olieselskabs mulige fremtidige rolle. Under vejs i den 21 min. lange samtale siger Odum direkte, at Shell overvejer at stryge ‘oil’ fra sit firmanavn (8:50 ff.).

I det engelsk-hollandske moderselskab er denne udvikling i gang – de seneste to år har Shell udvundet mere gas end olie. “Climate change is real,” siger Odum, og vi hører her en virksomhed tage bestik af situationen og positionere sig i den forestående omstillingsproces. Shell ved så godt som de fleste, at selvom vi hurtigst muligt må vænne os fra de fossile brændsler, så bliver der ikke lukket ned for efterspørgslen fra dag til dag. Han ved, at tiden er kort, og at den ‘nødvendige’ procesenergi i omstillingsfasen kan leveres med mindre klimabelastning, hvis det kommer fra naturgas end fra olie (som omvendt er bedre end kul og tar sands-forekomster).

Kul har en klimabelastning på ~950 g CO₂ pr. kWh, olie ~650 g CO₂ pr. kWh, og gas ~400 g CO₂ pr. kWh. Så der ligger en klar virksomhedsstrategi i at prioritere gassen – og måske en relevant klimastrategi i at udfase kul og ukonventionelle olieforekomster først, og så slippe naturgassen (som gradvist kan produceres fra overskydende vindstrøm) sidst.

Ikke mindst i USA og Canada er den slags ikke lige, hvad man forventer at høre fra et olieselskab. Texasbaserede Houston Chronicle skriver da også som underroverskrift til artiklen Shell Oil exec says transition to renewable energy is here, at “Another European oil company executive is spouting heresy about the future of energy”. Det overhovedet at tænke i udfasningen af fossile brændsler er kætteri overfor oliebranchen.

Selvom selvom man kunne ønske sig, at de store olieselskaber rykkede i fællesskab, så ser det lige nu mest ud til, at verdens olieselskaber er i færd med at bryde op i to blokke – de amerikanske, som stadig søger at købe sig vej til at kunne fortsætte det fossile samfund, og en gruppe af overvejende europæiske selskaber, som meget gerne vil skifte spor og bidrage til transformationen til post-possile samfund revet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Herover ses et brev underskrevet af lederne af Europas seks største olieselskaber og sendt dels til Christiana Figueres, lederen af FNs klimaforhandlinger, dels til Laurent Fabius, lederen af det forestående klimatopmøde i Paris COP21. I brevet melder olieselskaberne sig klar til at gøre deres til at imødegå klimaforandringerne og siger, at det er bydende nødvendigt at få indført en pris på CO₂, hvis det skal lykkes at holde 2°C-målsætningen.

Brevet ligger på linje med Christiana Figueres’ udmelding for mindre end en uge siden, at det var på tide at komme videre fra dæmoniseringen af olieselskaberne. Og selvom det for mange er en torn i øjet, når disse giganter, som indtil nu i det skjulte har arbejdet ganske målrettet på at fornægte klimavidenskaben og forsinke omstillingen fra de fossile brændstoffer, sidder med ved de store klimakonferencer, får lov at sole sig som sponsorer osv., så var verden bedre tjent med, at de som i sin tid DONG under Anders Eldrup beslutter sig for at bidrage til omstillingsprocessen frem for at bekæmpe den.

Vi har blot stadig til gode at se, at disse selskaber virkelig mener deres udmelding seriøst, eller om der er tale om en form for strategisk positionering forud for COP21 i Paris. Og hvor konsekvensen for enhver klimatænkende må være, at så må de dog standse deres aktiviteter i det arktiske område og lukke ned for tar sands-udvindingerne og koncentrere sig om de tilbageværende kendte forekomster med mindst CO₂-udledning pr. udvundet energienhed. Ligeledes ville det være en naturlig konsekvens af den accept af 2°C-målsætningen, som brevet formulerer, at indlede al yderligere udforskning efter nye forekomster, fordi verden allerede har flere kendte forekomster end vi kan bruge, hvis vi skal holde os under 2°C.

Denne udmelding giver også anledning til at overveje en nuancering af den divestment-kampagne, som har kørt med en ganske betydelig succes i de seneste år. Ville det være rimeligt fortsat at investere i de olieselskaber, som stander yderligere eftersøgninger, som neddrosler deres kulaktiviteter over en årrække, som har en forretningsplan ala DONGs, hvor man over en 10-årig periode går fra en andel af vedvarende energi-aktiviteter på 15% til en vedvarende energi-andel på 85%. Og skal vi, som brevet lægger op til, til gengæld acceptere inddragelsen af naturgassen? – også når det gælder fracking? Det sidste vil jeg mene er en dårlig idé.

Under motivation skriver de seks selskaber i brevet:

“We want to be a part of the solution and deliver energy to society sustainably for many decades to come. Like our counterparts in other industry sectors we will play a key role in implementing the measures and deploying the technologies that will lead to a lower carbon future. Low carbon business models and solutions are fragile until they reach critical size, but with linked carbon pricing systems worldwide, uncertainty would be reduced and such solutions will start to create value for business more rapidly.”

Det er her brevet er spændende. Kan man etablere et nyt playing field, hvor olieselskaberne konkurrerer i omstillingsrelevante aktiviteter? For de ligger jo inde med en betydelig entreprenør-entreprise.

Er det nok med de store europæiske selskaber, eller skal de russiske, kinesiske og amerikanske kul- og olieselskaber også med om bord, før det lykkes at etablere nye, omstillingsrettede spilleregler? Amerikanske selskaber som Chevron, ConocoPhillips og ExxonMobil har glimrer ved deres fravær, selvom de på et tidspunkt har fået buddet om at deltage.  Men ifølge Reuters havde Totals leder Patrick Pouyanne ved lanceringen af brevet erklæret, at det var vigtigt for de europæiske olieselskaber at få markeret deres ønske om en CO”-pris: “Instead of waiting for the smallest common denominator, we got convinced it was worth making a commitment as European oil majors, as we command a significant share of the oil market, without necessarily waiting for an American to come on board.”

Brevet er gengivet herunder i dets fulde omfang.

Læs mere »

Det er efterhånden ved at stå klart, at biobrændstof til biler giver næsten uoverstigelige problemer, så længe det fremstilles af fødevarer eller på arealer, som med fordel kunne være brugt til fødevareproduktion. Problemets omfang fremgår med al tydelighed af en artikel i Ingeniøren i fredags: Dyrk alger og giv dem saltvand – så skal I få masser af biobrændstof. Det fremgår heraf, at hvis det nuværende amerikanske transportbehov skulle dækkes fuldt ud ved biobrændstof fremstillet af majs, så ville det kræve et majsareal på omkring 2 millioner km², hvilket svarer til det meste af det amerikanske prærieland eller cirka 45 gange Danmarks areal.¹

På den baggrund er det indlysende, at hvis alle verdens biler, fly og skibe pludselig skal til at drives med biobrændstof, så vil det give et enormt pres på verdens begrænsede opdyrkelige areal.

Heroverfor har forskere ved Taxas University udviklet en genmodificeret blågrønalge, som kan levere råmaterialet til biobrændstof på blot det halve areal – hvilket stadig er ganske meget. Men man mener i løbet af få år at kunne komme op på 17 gange højere produktion pr. arealenhed. Og så begynder det at ligne noget, som der kan blive plads til uden drastiske konsekvenser for fødevareproduktionen, ikke mindst fordi produktionen med fordel kan foregå på arealer, som er for tørre til almindelig dyrkning.¹

Læs mere »