Strøtanker om bæredygtighed

New York Times offentliggjorde i dag en meget sigende oversigt over, hvor langt Trump – eller rettere de fossile interesser, der er kommet til magten med Trump –  er kommet i demonteringen af den amerikanske klima- og miljøbeskyttelse, de mange små enkeltelementer, som Obama formåede at stykke en klimaindsats sammen omkring. Jeg har tilladt mig at kopiere listen fra New York Times ind nedenfor.

Ifølge denne oversigt har Trump-administrationen foreløbig været i lag med 48 love og direktiver. Heraf er det lykkedes at tilbagerulle de 24, mens processen for 17 andre er i gang og det for 7 miljøreguleringers vedkommende ikke er lykkedes. Her viser det sig, at det typisk er domstolene, der blokerer for tilbagerulningerne og erklærer dem i strid med føderal lov.

Nogle af tilbagerulningerne har været foretaget med stor mediebevågenhed, som omstødningen af Obamas afgørelser for Keystone XL og DAPL olieledningerne samt tilbagetrækningen fra Paris-aftalen. Men det meste sker i det skjulte, og en stor del af tilbagerulningerne sker via miljøagenturet EPA, hvor lederen Scott Pruitt indtil nu er lykkedes med at holde sig uden for Det Hvide Hus’ tumultariske mediedækning. Så mens medierne konstant følger de seneste tweets og misgerninger fra Trump, bliver den miljøbeskyttelse og klimaindsats, som Obama ikke mindst gennem sin anden periode var med til at skærpe, stille og roligt demonteret.

Nogle af tilbagerulningerne har større konsekvens end andre. For eksempel er det nærmest symbolsk, at man genåbner for at kunne efterforske olie i den arktiske zone. For med de nuværende meget lave oliepriser, er der ikke nogen, der lige nu kan tjene penge på at udvinde, endsige efterforske, olie steder som disse – selv ikke med slækkede miljøkrav. Men alt, hvad Obama stod for, synes at skulle plaffes ned. Og den nidkærhed, hvormed det sker, vækker til stadighed mindelser om vores hjemlige Venstre-regerings nærmest frenetiske anti-miljøkampagne i dens første 100 dage.

Disse tilbagerulninger tegner tilsammen et billede af en præsident, der langt mere lytter til virksomhedsejerne og deres mulighed for at tjene penge på bekostning af klima og miljø, end på beskyttelsen af amerikanerne og den amerikanske natur.

Oversigten stammer fra New York Times i dag – og den efterfølges i avisen af mere indgående beskrivelser af hver af de 48 lovområder.

Hvis den sammenholdes med status quo er det bedrøveligt, men ikke helt uopretteligt, hvis blot dette trumpske vanvid bliver bragt til ende senest efter fire år. Men hvis man sammenligner med Demokraternes plan for den amerikanske indsats, hvor Obamas klimaindsats var blevet strammet og formaliseret – som kunne have været virkeligheden i dag, hvis ikke der var gået totalt skuddermudder i valgkampens slutspil – så er der tale om et gigantisk tilbageskridt, som dels vil forsinke den globale omstilling, dels sandsynligvis vil i historisk tilbageblik blev det vendepunkt, hvor USA satte sin førende position efter 2. verdenskrig over styr.

På sigt er det dybt problematisk, at klimapåvirkningen er taget ud af projekters miljøpåvirkning, og at man igen opgiver de såkaldte “cocial costs” fra den fossile afbrænding. Men det er omvendt noget af det, der er let at ‘frem’rulle igen, den dag Trump bliver rullet af pinden.

Klimamæssigt set er to vigtigste elementer blandt de lovområder, man stadig arbejder på,  Obamas Clean Power Plan og så Paris-aftalen. Den hjemlige energiplan er til dels implementeret i mange stater, så man vil sandsynligvis se, at op imod halvdelen af USA fortsætter efter disse regulativer, selv hvis Trump og EPA får held med tilbagerulningerne. Men det er juridisk set ganske vanskeligt at gennemføre, så man har endnu ikke valgt strategi. Men næsten uanset hvilken vej, man ender med at søge at tilbagerulle, vil det sandsynligvis igangsætte en juridisk proces, der vil strække sig langt ud over Trumps præsidentperiode.

Med Paris-aftalen synes det største problem at være, at Trump ikke fatter, hvad aftalen går ud på. Og stod det til en række af ‘de voksne’ i hans kabinet, endte det hele med, at USA ikke trak sig ud (det tager mindst 4 år), men nedskrev sine frivilligt indberettede reduktionsmål. Selv dette vil dog være vanskeligt at gøre uden at komme til at afsløre, hvor lidt Trump fatter af det hele.

I værste fald ville Trump med sine infrastruktur-planer kunne lave en del skade på USAs omstillingsproces, fordi han i stedet for udbygningen af den kollektive trafik og etableringen af et intelligent energinet, der kunne håndtere store mængder af vedvarende energi, fik kickstartet en lang række infrastruktur-projekter (pipelines, nye kulkraftværker osv.), der mange årtier frem vil fastholde USA i et højt forbrug af fossile brændsler.

Men den del går foreløbig så langsomt, at det meget vel kan ende med, at han aldrig kom dertil. For det første halve år er er gået med ikke at kunne lave nogen tilbagerulning af Obamacare, og meget tyder på, at resten af året tilsvarende kommer til at gå med ikke at kunne blive enige internt blandt republikanerne om at lave skattereform.

Se tidligere blog-indlæg: Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne, Hillarys klima,Bernies klima, Wall Street Journals klimafornægtelse italesat, Donalds klima, Demokraternes konvent i Philadelphia, Den amerikanske valgkamps klimatavshed, Trumps klimapolitik i støbeskeen, De Sorte Slanger – Keystone XL II samt Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen.

Nadja Popowich & Livia Albeck-Ripka: 48 Environmental Rules on the Way Out Under Trump, New York Times 05.10.2017.

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Det amerikanske valg er afgjort, og Donald Trump er i disse dage ved at gøre klar til at kunne rykke ind i Det Hvide Hus 20. januar. Det er ikke så meget flyttekasser, det drejer sig om, som at finde bemandingen til de kommende fire års administration. For i USA er det præsidenten, som stiller med ministrene og en lang række af statsadministrationens topembedsmænd.

Det er også i denne fase, at han skal forberede en række policies, ikke mindst i forhold til det, han har lovet at ville gøre inden for de første hundrede dage som præsident. Det er et gyseligt attentat på den amerikanske multikulturelle velfærdsstat, som han har i tankerne. Jeg vil i dette blog-indlæg ikke komme ind på hele viften af uhyrligheder, men søge at klargøre, hvad han har i sinde på klima- og miljøområdet.

I løbet af valgkampen har han lovet, at han vil afvikle Paris-aftalen eller trække USA ud af den. Han har lovet at ville skrotte Obamas klimaindsats, herunder den Clean Power Plan, som var rygraden i Obamas klimaindsats, som hvis alt blev implementeret ville føre USA på kurs af en 26-28% CO₂-reduktion i 2025 set i forhold til 2005.  Han har lovet at fjerne alle hindringer for den fossile udvinding og al støtte til vedvarende energi. Keystone XL-rørledningen, som endte med at blive opgivet efter fire års kamp, vil han søge at få igangsat, ligesom han har lovet af få gang i de amerikanske kulminer.

Vi ved endnu ikke hvor meget af dette, han ender med at søge at realisere. Han har allerede på en lang række områder trukket i land i forhold til nogle af de mere absurde projekter. Men Trump er begynder som politiker, så det vil i høj grad afhænge af de mennesker, som han knytter til sig i administrationen. Og det tegner ikke godt. Selvom de fleste udpegelser endnu ikke er faldet endeligt på plads, så peger kandidatlisten i retningen af, at de mennesker, som kommer til i de kommende fire år at tegne USAs klima- og energipolitik, er oliemilliardærer og klimafornægtere.

Selv hvis Trump søger at at effektuere hele dette program, så tyder meget på, at det ikke kommer til at gå sådan. For udviklingen i løbet af de seneste otte år under Obama er i USA nået dertil, at kullene er på vej ud, og at fracking-gassen og de vedvarende energikilder er billigere end kullene.

Læs mere »