Strøtanker om bæredygtighed

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »