Indlæg tagged med SAS

CO2-regulering af europæisk luftfart fra 2012

9. juli 2008

I går vedtog man i Europaparlamentet, at flyselskaberne fra 2012 vil være underlagt en kvoteordning – og dermed, at man får en begyndende CO2-afgift på luftfarten. I betragtning af, hvor store udledninger af drivhusgasser, som luftfarten repræsenterer, er der tale om meget små begrænsninger. Således skal udledningerne fra 2012 skal ligge 3% under udledningerne i periode 2004-2006, og fra 2013 5% under. SAS har da også beregnet, at det kun vil berøre hver billet med 15-25 kr.¹ – og dermed meget lidt i forhold til de prisstigninger, som i de kommende måneder vil følge af, at brændstofprisen på kort tid er fordoblet.

I disse tider, hvor modvirkningen af den globale opvarmning er ved at komme i centrum, har luftfarten en rigtig dårlig sag. For ikke bare producerer flyene store mængder drivhusgasser, når de store stålkroppe med stor fart drives igennem atmosfæren. De udledninger, som sker i flyenes marchhøjde, har en virkningsgrad, som ligger op imod tre gange højere end udledninger nede ved overfladen. Og selv hvis man en dag blev i stand til at flyve 100% på biobrændstof, ville alene den opvarmning af atmosfæren, som flyene afstedkommer, have en markant drivhuseffekt (se tidligere blog-indlæg: Clearing The Air). De omkring 3% af verdens CO2-udledninger, som stammer fra luftfarten, giver således omkring 10% af den samlede drivhuseffekt. Og vi vil kort sagt aldrig nå noget, vi med rimelighed vil kunne kalde klimavenlig, endsige bæredygtig, luftfart.

Omvendt er det svært at forestille sig, at vi er parate til helt at opgive at flyve. Så processen med at klimaoptimere emissioner og brændstofforbrug er i fuld gang. SAS sigter mod at have reduceret sit CO2-udslip med 20% i 2020, og Airbus regner med i 2020 at have fly klar med 50% reduktion af CO2-udledningerne – som for flytrafikkens vedkommende ikke er det samme som en 50% reduktion af drivhusgasbelastningen (se tidligere blog-indlæg: (SAS præsenterer klimaplan for 2020 og Airbus udvikler fly med 50% CO2-reduktion).

Samtidig med indførelsen af kvoteordningen for den europæiske luftfart har man planer om en opdatering af de europæiske flyruter. De løber i dag ikke alle lige brændstofrationelt – for eksempel er den nuværende flyrute mellem Lyon og Frankfurt 40% længere end nødvendigt, og man regner med på EU-plan at kunne vinde op mod 10% i brændstofforbruget ved at redesigne rutenettet.²

Europaparlamentet havde oprindelig sigtet mod en reduktion af CO2-udledningerne på 25% frem mod 2020, så det er et svækket forslag, man har vedtaget.³ Men man kan håbe på, at kvoteloftet bliver strammet markant, når det først er etableret. For som det er nu, producerer blot en enkelt returrejse til Australien CO2-udledninger på 10-12 gange det, vi hver især bør udlede pr. år, hvis vi skal lykkes med at stabilisere klimaet.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Pete Harrison: EU lawmakers approve deal on airline CO2 emissions, Reuters 08.07.2008.

Jeppe Timmermann Findalen: Flybilletter bliver dyrere, Politiken 08.07.2008.¹

Pete Harrison: EU Aims to Straighten Air Routes to Cut CO2, Reuters 26.06.2008.²

Jeppe Timmermann Findalen: Det europæiske luftrum skal renses for CO2, Politiken 25.06.2008.²

Ilona Wissenbach and Pete Harrison: EU in Deal on Airline CO2 Emissions – Sources, Reuters 27.06.2008.³

CO2 tax angers airlines, iafrica.com (AFP) 30.06.2008.

Pete Harrison: EU Lawmakers Confirm Deal on Airline CO2 Emissions, Reuters 30.06.2008.

James Kanter: EU reaches landmark deal to cap airline emissions, Herald Tribune 26.06.2008.

Flyselskaber skal købe CO2-tilladelser, Politiken 08.07.2008.

Share

SAS præsenterer klimaplan for 2020

3. marts 2008

SAS har for nylig lagt en klimaplan frem for år 2020, hvori man regner med selv med at kunne nå en 20% reduktion af det samlede CO2-udledninger. Med forventet stigning i passagertallet på 4% pr. år er der således lagt op til en besparelse på 50% pr. passagerkilometer, hvilket er en ganske markant besparelse. SAS regner da også med derigennem at kunne profilere sig som et grønt luftfartselskab.

Planen indebærer en systematisk gennemgang af aktiviteter i luften såvel som på jorden. En ny generation fly af letvægts kulfibre med forbedrede aerodynamiske egenskaber og højeffektive motorer til biobrændstof ventes klar i 2014.

De 20% reduktion skal ses på baggrund af, at CO2-udledningerne i perioden 2000-2006 steg med 40%. Det er således bydende nødvendigt at knække kurven.

Ifølge DR-nyheder sigter SAS mod at opnå en CO2-neutral luftfart i 2050. Jeg har dog ikke kunnet finde oplysninger om hvordan dette tænkes realiseres. Og selv med den halvering af CO2-udledningerne pr. passagerkilometer som er målet for 2020, vil en returrejse til Bangkok stadig producere næsten et ton CO2 – eller den mængde vi gerne indenfor få årtier skulle ned på pr. person pr. år.

Samtidig er der stor bekymring for, at en forøget efterspørgsel på biobrændstof vil føre til udbredt hungersnød og skabe endnu mere pres på skovrydninger, med deraf følgende CO2-udledninger. For mens biobrændstof er ‘ren’ i forbrændingen, er tilblivelsen i dag alt andet end CO2-fri. Et andet problem med flytrafikken er, at den hvide stribe af først og fremmest vanddamp fra motorerne opvarmning af luften, som flyene trækker hen over himmelbuen, også har en drivhusagtig effekt i de højere luftlag. Så med al respekt for den tekniske innovationsproces, er den klimaneutrale flyrejse i dag en ønskedrøm.

Flyet har nok gjort verden mindre, men med 3% af de samlede globale CO2-udledninger har det også gjort verden varmere.

indlæg oprettet af Jens Hvass

SAS: Bæredygtig luftfart i 2050, DR-nyheder 04.01.2008.

SAS klar med ambitiøs klimaplan, Politiken 03.03.2008.

SAS satser milliarder på miljø, Business.dk 04.01.2008.

Share