Strøtanker om bæredygtighed

.
Natten mellem torsdag og onsdag vandt Obama Four More Years som præsident for USA – ikke stort, men sikkert nok til at han og demokraterne kan gå videre med et mandat til at fortsætte den genopretning efter Bush-tiden og det deraf følgende kaos, som han har brugt kolossale kræfter på at rydde op i. Som man kan høre i hans sejrstale i Chicago natten til 7. november i videoen herover, har han genfundet de store, stærkt malende fraser, som forud for hans valg i 2008 skabte en næsten global bølge af håb – håb om en fremtid, hvor der var lige muligheder for alle, uanset race, køn, opvækst og seksuel orientering.

Det er et andet håb, han søger at tænde nu, et håb mærket af fire år med hårde tider, et håb om at der findes et samlet USA efter en fase, hvor højrefløjen har været på ideologisk korsttog, og hvor den fossile mafia har sat kolossale ressourcer ind på at modarbejde – for ikke at sige dæmonisere – hans visioner om forandringer, som ikke bare ville løse USAs umiddelbare problemer, men bringe natonen styrket ind i det 21. århundrede. Men det er på en måde et stærkere håb – for det bygger på det, at han midt i al modstanden fra den nært kollapsede økonomi og den rabiate højrefløj, er lykkedes med at vende udviklingen. Selvom hans håb ikke har samme vidtløftighed, så er det et erfaringens håb, et materialiseret håb, et håb om at kunne udfolde og færdiggøre det, som der er lagt grunden til i de første fire år.

Det har været fire hårde år. I 2010 genvandt republikanerne flertal i begge kamre i Kongressen, og siden da er 80% af alle Obamas lovforslag faldet på modstand i Kongressen. Så listen af incompletes er foruroligende lang. Som det er nærmere behandlet i et efterfølgende indlæg om Obamas klimastrategi (se blog-indælgget Obama om den forestående klimaindsats) tog Obama den i bakspejlet nok fejlagtige beslutning ikke at tale direkte om klimaudfordringer og klimaforandringer, men stilfærdigt at søge at implementere en række af de forandringer, som er nødvendige for at nedbringe USAs nu gigantiske klimafodaftryk, uden at referere til klimaet, men tværtimod give det begrundelser i energisikkerhed, jobskabelse osv.

I både demokraternes og republikanernes kampagner har klimaspørgsmålet i denne valgkamp været stort set fraværende (se blog-indlægget Den unævnelige klimaudfordring). For Romney forståeligt, da det var et af de områder, hvor hans umage bagland lige under overfladen er dybt uenigt. For Obamas kampagne ganske paradoksalt, da der syntes at være et stærkt klima-argument overfor den del af vælgerne, som stadig ikke havde besluttet sig (se blog-indlægget Det klimaløse valg).

Under vejs har Obama ved enkelte lejligheder, som for eksempel ved demokraternes konvent markeret, at klimaudfordringen ikke var en hoax. Men der synes blandt Obamas nærmeste rådgivere at have hersket en så stor usikkerhed om, hvilke dæmoner, man ville fremmane i det meget ladede landskab, hvis man tog hul på klimaspørgsmålet, at man har prioriteret andre områder. Men ingen i USA er i tivivl om, at en klimaindsats vil være i bedre hænder med Obama end med Romney, så måske endda at Obamas kampagnerådgiver Axelrod så rigtigt i, at det ikke havde flyttet stemmer at inddrage klimaudfordringen.

Først i valgkampens allersidste fase tvang orkanen Sandy emnet på bordet, og selv da lykkedes det næsten Obama ikke at tale om det. Men det var som om at en forbandelse var brudt, og allemulige andre tog hul på diskussionen, om Sandy var forårsaget af klimaudfordringen? Sandy ramte direkte ind i noget, som man godt vidste, men i det betændte Tea Party-klima havde holdt tilbage. Med Sandy var det alvor langt ind i de republikanske rækker (se blog-indlægget Sandy bryder klimatavsheden). Og New Jerseys republikanske senator Chris Christie personificerer det opgør med højrefundamentalismen, som Sandy fremkaldte. Ikke bare skamroste han Obama for sin indsats og for den statslige beredskabsstøtte, som Romney principielt havde sagt burde afvikles. Han samarbejdede med fjenden (Obama) og erkendte åbent, at der måtte gøres noget ved klimaudfordringen. Man kunne da også i valgkampens sidste døgn høre Obama referere til klimaudfordringen, ligesom han gør det i sin sejrstale herover (11:22 min. ff.).

Endda findes der en ikke bare formodning om, men ganske stærk forventning om, at Obama i en anden valgperiode vil prioritere en klimaindsats højt. Hvor højt får vi allerede en fornemmelse af her op til COP18 i Quatar sidst på måneden. Amerikanerne har siden COP15 i København været en næsten destruktiv størrelse i de globale klimaforhandlinger.

Læs mere »

Det nordøstlige USA er i disse dage vidne til et helt usædvanligt vejrfænomen, en tropisk storm, Sandy, som har bevæget sig endog meget langt nordpå og netop i disse timer trækker ind over land i det nordøstligste USA.

Ingen ved endnu, hvor voldsomt, det kommer til at foregå – men der er varslet markante regnfald, vindstyrker af op til stormstyrke, og tre meter stormflod, en cocktail som vil lave alvorlig ravage langs de nordøstlige kyster i de kommende døgn, og foreløbigt tegner det meget voldsomt. Sandy går på land syd for New York med det dybeste lavtryk, som er målt i USA nogensinde. Som man kan se af det lille kort herover, som findes i større størrelse nedenfor, vil Sandy husere det meste af ugen. Efterhånden trækker orkanens centrum ind over Canada, og forventes fredag og lørdag at passere hhv. Montreal og Quebec. Hvor voldsomt det bliver, og hvor længe Sandy holder pusten inde over land, kan ingen endnu vide. Men der har været tale om op imod 10 mio. mennesker uden strøm i op til en uge, det store beredskab er aktiveret, New Yorks toge, busser og undergrund er blevet indstillet i løbet af dagen og New Yorkerne har hamstret som vilde.

Den amerikanske valgkamp, som igennem de sidste mange måneder har skubbet stort set alt andet i baggrunden, er for et øjeblik sat på standby. Både Obama og Romney har måttet indstille en lang række aktiviteter – Obama er rykket tilbage til Det Hvide Hus for at stå i spidsen for beredskabsarbejdet, Romney er blæst inde i en lille flække i Ohio med kun 10.000 indbyggere, hvorfra han, samtidig med at han og konen ved en fundraiser-event karakteriserede Obama som umoden, over fjernsynet kunne se Obama som statelig statsmand dirigere forsvaret mod den indtrængende fjende og få forærende ikke bare ros fra republikanske senatorer for sin indsats, men nok så meget en uvurderlig taletid, hvor folk må forventes at høre efter – til forskel fra den tæppebombning med valgspots, som på nuværende tidspunkt er ved at drive folk til vanvid. Begge må de regne med at ændre deres kampagneplaner radikalt for de kommende dage, for flytrafikken vil være stærkt begrænset i store dele af svingstatsområdet.

Det er som om at det klima – og den klimaudfordring – som både Obama og Romney er gået i en stor bue udenom, her i allersidste øjeblik på sin helt egen måde insisterer på alligevel at være med i valgkampen. Mike Tidwell, leder af Marylands Chesapeake Climate Action Network og forfatter til bogen The Ravaging Tide (2006) siger i en artikel i dagens Huffington Post: “The irony is that the two presidential candidates decided not to speak about climate change, and now they are seeing the climate speak to them,” … “That’s really what’s happening here. The climate is now speaking to them – and to everyone else.”¹

Læs mere »