Indlæg tagged med Ross Garnaut

Australien melder klar til anden runde af Kyoto-aftalen

9. november 2012

Blandt de mange spørgsmål, som skal behandles ved den snart forestående COP18 i Qatar, er fortsættelsen af Kyoto-aftalen frem til, at en global aftale kan effektueres i 2020 – herunder dels hvilke lande, som overhovedet er med i en anden runde og hvor store reduktioner, de er villige til at binde sig til, dels en række formelle spørgsmål, som hvilke år, målsætningerne skal gælde for.

Lande som Canada, Rusland, Japan og New Zealand har meldt fra, så forlængelsen af Kyoto-aftalen har mest af alt lignet en EU-aftale. Men nu har Australien meddelt, at man er indstillet på at binde sig for en ny periode. Som udgangspunkt vil Australien binde sig til en 5% reduktion i 2020 i forhold til år 2000. Men man er åben for at forhandle om reduktionsmål på 5-15% eller endog 25%, hvis andre er indstillet på at skærpe ambitionsniveauet tilsvarende.

5% er ikke meget, men Australien er ikke helt så langt fremme i sin omstillingsproces som EU. Australien underskrev således først Kyoto-aftalen i 2007, 10 år efter aftalens indgåelse. Men juni i år tog man hul på et CO2-kvotesystem, som vil udvikle sig tilsvarende det europæiske.

Australien har måttet indse, at landet står overfor at blive ganske hårdt ramt af klimaforandringer. I 2008 fremlagde Prof. Ross Garnaut en klimahandlingsplan, som indeholdt et ganske skræmmende scenario for Australien år 2100, hvis verden ikke fik gang i en konsekvent klimaindsats i nærmeste fremtid (se blog-indlægget Australien år 2100).

Her ville Murray-Darling-bassinet i det sydvestlige Australien, som i dag er Australiens spisekammer, være tørkeramt dertil, at høstudbyttet ville være blot 3% af i dag, og verdens største system af koralrev, The Great Barrier Reef, ville i år 2100 være dødt.

Så til trods for, at den australske klimaindsats har vakt voldsom intern modstand er landet så småt ved at indstille sig på, at en global klimaindsats er nødvendig.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Fiona Harvey: Kyoto protocol: Australia signs up to second phase, The Guardian 09.11.2012.

Simon Cullen: Australia to sign up to Kyoto phase two, ABC News 09.11.2012.

Paul Osborne: Australia backs new Kyoto protocol, AAP 09.11.2012.

Tom Arup: Australia ready to join ‘Kyoto 2’ climate agreement, Brisbane News 09.11.2012.

Australia joins EU carbon emissions market, BBC News 29.08.2012.

Hurting ourselves for no good reason on climate change, Australian Financial Review 10.12.2012.

Sabra Lane: Doha talks important but more needs to be done, (audio) AM 10.12.2012.

 

Share

Australien år 2100

5. juli 2008

Professor Ross Garnaut, klimarådgiver for den australske regering, fremlagde i går Garnaut Climate Change Review, en 537 sider lang klimahandlingsplan, som indeholder et tankevækkende scenario for Australien for år 2100, hvis ikke der bliver igangsat gennemgribende ændringer i allernærmeste fremtid. Australien synes at være det at de udviklede lande, som står overfor de voldsomste konsekvenser af klimaforandringerne, og scenariet fremmaner et dystert billede af et land med flere tusinde døde hver sommer fra et bagende varmt sommerklima og en befolkning på flugt fra stigende verdenshave og voldsomme storme langs kysterne, hvor langt de fleste nu bor.

Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, Australiens i dag frugtbare landbrugsområde 20 gange større end Danmark, vil i år 2100 være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag.

Den omfattende tørke vil have stor konsekvens for biodiversiteten, og The Great Barrier Reef, verdens største system af koralrev, som strækker sig mere end 2.000 km langs den australske østkyst, vil i år 2100 være dødt. Alt i alt et skræmmende billede, som man kan håbe kan få Australien sporet ind på en CO2-neutral kurs.

Garnaut Climate Change Review rummer langt mere end klima-scenariet. Den er en omfattende analyse af klimasituationen og de tiltag som er under opbygning for at kunne håndtere klimaudfordringen globalt. De centrale afsnit udgøres af en omfattende analyse af og køreplan for indførelsen af et CO2 kvotesystem for Australien. Rapportens mål er da også at kvalificere den politiske beslutningsproces for det australske kvotesystem med påbegyndelse i 2010. Vedtagelsen er i bedste fald på plads i løbet af denne måned.

Læs mere »

Share