Strøtanker om bæredygtighed

Danmarks kystlinje er ved lov friholdt fra bebyggelse i en 300 m zone. Det kan synes restriktivt, men det har sikret en fantastisk natur- og oplevelsesrigdom i de danske landskaber. Og når man ser, hvordan turismens mangfoldige indretninger har udviklet sig langs kysterne mange andre steder i verden, må man sige, at der ligger megen visdom i denne fredning. Ikke bare giver det smukke landskaber og fælles adgang til havet. Det giver også den hårdt trængte danske natur en vigtig zone. For her på kanten af det dyrkbare har en stor mangfoldighed af dyr og planter tilpasset sig de ofte omskiftelige forhold på overgangen mellem land og vand. Foto fra Janne Klerk: Danmarks kyster.  

I den pakke af indsatser, som den blå regering har varslet for at få gang i økonomien i de danske landdistrikter, ligger et opgør med de planlovsbestemmelser, som lige nu gør, at det er umuligt at bygge i en 300 m bred zone langs de danske kyster. Der er dels det ideologiske, at det forbud fra central hold næsten pr. definition er at onde. Dels kan det fra lokalt hold være svært at se, hvorfor man ikke bare lige kan lave en lille ting her hos os – det ville kunne give en masse omsætning.

Under alt dette ligger nogle ret så udokumenterede påstande om, at turister i Danmark rent faktisk efterspørger turistanlæg, liggestolslandskaber, tavernaer, stranddiskoteker, underholdning og aktivitetsmuligheder. Dansk sommer er alligevel ikke til middelhavsagtige ferier, dertil er vejret endnu for ustadigt, koldt og blæsende. Selvfølgelig vil der altid kunne finde nogen, som kunne bruge disse tilbud, eller ville leje sig ind i ferieboliger, hvis de var anlagt med balkoner med udsigt direkte til strandlivet. Men når først vi har fået det, så forsvinder det ikke bare igen. Og hvis det bliver med privat ejerskab, så står sådanne lejligheder let tomme 10 måneder om året. Så det boost, det måtte give lokalområdet, giver måske stor travlhed i ferietiden, men der er ikke ret meget helårsbeskæftigelse deri, og man får let ret spøgelsesagtige bebyggelser i de øverige ni-ti måneder.

Allerede i 2014 blev der åbnet for en forsøgsordning, hvor der kunne blive tale om et etablere et begrænset antal projekter. Billedet herunder stammer fra en artikel i Berlingske Tidende, hvor man i online-udgaven kan klikke på hver af de projekter, som der er til overvejelse i denne forsøgsordning. Ved at klikke kommer der et lille billede frem samt link til yderligere projektbeskrivelser.

Læs mere »

I 2014 lavede den nu forhenværende regering et forlig om den danske klimaindsats frem mod 2020, som ud over rød blok talte de konservative, netop for at give den fornødne klarhed og langsigtethed, som gør, at virksomheder og kommuner og det globale samfund kunne regne med kursen og investere i overensstemmelse dermed. Op til valget før sommerferien blev det fra flere sider i blå blok luftet, at klimamålsætningen for 2020 kunne blive tilbagerullet.

Efter valget kunne den nyudnævnte energi, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til alles lettelse 7. august meddele, at der ikke ville være behov for at røre ved energiforliget fra 2014. Men i går meldte Lars Christian Lilleholt (V) så ud, at den 40% klimamålsætning er for dyr og bør reduceres til 37%.

Det har dog vakt heftig modstand, ikke bare fra rød blok og klima-og miljøorganisationerne, hvor æteren og de sociale medier siden i går har været rødglædende af harme. Også Konservative har meldt ud, at man ikke er til sinds at acceptere en svækkelse af klimamålsætningen, men står ved sin deltagelse i aftalen om de 40%. De Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard tweetede i går, at: “K: Vi er ikke indstillet på at slække på klimaambitionerne om 40 % reduktion i 2020. Man opgiver heller ikke et maraton efter 37 km”. Og Connie Hedegaard har skrevet hjem og istemt de danske NGOers kerneargument, at det her blot tre måneder før COP21 i Paris er det værst tænkelige tidspunkt at pille ved billedet af Danmark som foregangsland. Verden har brug for symboler på, at det kan lade sig gøre.

En medvirkende årsag til, at det kunne være ønskværdigt for Venstre at få nulstillet de seneste tilføjelser til klimaindsatsen, som løftede reduktionerne fra 34% til 40%, er sandsynligvis, at der i denne fase var lagt op til, både transportsektoren og landbruget, som indtil nu kun har leveret en forholdsvis mindre del af den danske klimaindsats, skulle inddrages. For selvom nogen af de mest prisbillige klimareduktioner sandsynligvis lige nu er at finde i landbruget, så er det lidt af en kamel for en Venstre-regering at komme til at lægge navn til markante klimapolitiske indgreb i dansk landbrug, ikke mindst i en situation, hvor man har gjort sig til beskytter i en sådan grad, at man er indstillet på at skrotte en lang række miljøbeskyttelseskrav for at give dansk landbrug mere albuerum.

Læs mere »

(Opdateres løbende) Ved dette folketingsvalg har der været flere opinionsundersøgelser end nogensinde før. Der har været små forskelle, og under vejs i valgkampen har de mange daglige undersøgelser på skift vist røde og blå flertal, med så små marginaler, at hvis man tog den statistiske usikkerhed alvorligt, ville man ikke kunne sige noget som helst om valgets udfald.

Grafen herover stammer fra Berlingske Barometer, som igennem hele valgkampen har sammenregnet et gennemsnit for de seneste målinger, og det man ser herover angiver billedet af situationen dagen før valgdagen. Den venstre søjle for hvert parti giver øjebliksbilledet pr. 17. juni 2015, mens den lysere højre søjle viser valgresultatet i 2011. Her har blå blok 50,5% af stemmerne, mens rød blok har 49,5%. Men i og med at Kristendemokraterne står til at få 0,9% af vælgerne og dermed ikke kommer ind, er der stort set dødt løb mellem blokkene, men marginalerne falder ud, så rød blok ifølge et gennemsnit af de seneste meningsmålinger står til at få 88 mandater.

Når man yderligere medregner at de fire nordatlantiske mandater traditionelt har fordelt sig med tre til rød blok og et til blå, giver Berlingske Baromenter lige nu en lille rød fordel.

Tilsvarende har Politiken løbende bragt et Ritzau Index, som er en sammenvejning af de seneste 15 meningsmålinger, hvor de seneste målinger vejer tungest. For mere end halvdelen af partierne passer stemmeprocenterne på marginalerne, og største afvigelse er 0,4%, så de er ret enige om analysen, hvilket også burde være tilfældet, da det er samme råmateriale. I Ritzau Index står rød blok til at vinde 49,4%, mens blå blå blok står til 50,5% hvoraf Kristendemokraterne tegner sig for 0,9%, så her står blå blok til at få de 88 mandater, mens rød blok kun får 87.

Hvis dette bliver resultatet, må man endda forvente, at de nordatlantiske mandater ender med, at det bliver Helle Thorning Schmidt, som får til opgave at danne en ny regering, selvom der har været signaleret nordfra, at det blev med betingelser. For eksempel så et af de grønlandske mandater gerne, at aftalen om Thulebasen blev genforhandlet.

Og … vi skal ikke længere tilbage end til det engelske valg i sidste måned, for at finde en situation, hvor alle blev snydt. Alle forventede et meget tæt valg, måske endda med en lille fordel til Labour. Så da de første exit polls indløb og varslede et markant skred mod højre, troede ingen rigtigt på det. Først da de endelige optællingsresultater begyndte at rulle ind, stod det helt klart, at Cameroun og de konservative på dagen havde gjort det bedst.

Jeg vender tilbage her, når de første exit polls foreligger.

Læs mere »

Herover ses et marklandskab ved Bregentved Gods, hvor man som del af et forsøg med klima-optimering af dansk landbrug har udlagt 30 km randzoner eller i alt 30 hektar, hvilket svarer til omkring 1% af det dyrkede areal på 3.284 ha. Bregentved Gods har yderligere 3.054 ha skov. 

I 2010 blev det i et forsøg på at mindske udvaskningen af overskydende kvælstof fra de dyrkede arealer til vandmiljøet vedtaget, at der fra september 2012 skulle etableres randzoner alle steder, hvor landbrugsarealer grænsede op til åer, søer og vandhuller over 100 m², hvor der ikke måtte pløjes, gødes eller sprøjtes, – hvilket i udgangspunktet er en fantastisk idé, for ud over at mindske udvaskningen muliggør det også en række grønne korridorer i landskabet, som med tiden kan få stor værdi for biodiversiteten samtidig med, at de har et stort rekreativt og landskabeligt potentiale.

Allerede i 1992 blev der indført en lovpligtig 2 m bræmme langs alle målsatte grøfter, kanaler og vandløb, så ideen var ikke ny, tværtimod kan man sige, at en eksisterende regulering blev justeret for at for at give den tilsigtede beskyttelse mod udvaskning af overskydende gødning og sprøjtemidler, som medfører alvorlige miljøproblemer i vandmiljøet. Og der er ikke bare tale om afgrænsede virkninger på umiddelbart tilstødende vandløb og vådområder, tværtimod kan virkningerne af års akkumulerede næringstilførsler spores over alt i de indre danske farvande, med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Men randzonerne er blevet alt andet end vel modtaget. Siden vedtagelsen har randzonerne været stærkt debatteret, og det er ikke for meget sagt, at de har været hadeobjekt for landmændene, og selvom de blev vedtaget under en blå regering, synes blå blok nu indstillet på at opgive randzonerne. Måske derfor er der heller ikke kommet det fine ud af dem for det danske landskab, som der kunne have være kommet. For de har fra landbrugsside mere eller mindre fremstået om et urimeligt overgreb fra et storbydanmark, som er kommet helt ud af trit med situationen på landet. For adskillige landmænd har det ikke været nok at demonstrere foragten for begrebet ved at lade dem henligge som halvfærdige entreprenørprojekter. Man har i protest – stærkt opildnet af en række organisationer og politikere – pløjet randzonerne op i en form for demonstrativ civil ulydighed. Således måtte (nu forhenværende) miljøminister Ida Auken i september 2013 spørge Lars Lykke Rasmussen, om han fandt det i orden, at hans retsordfører (Karsten Lauritzen) opfordrede til lovbrud og selvtægt i forhold til det lovforslag om randzoner, som han selv havde stemt for.

Nu er det så besluttet, at de oprindelige randzoner på 10 m kun behøver at være 5 m brede. Herved bliver de ikke bare mindre, men også mindre egnede som naturkorridorer og mindre i stand til at tilbageholde overskydende kvælstof og sprøjtemidler fra markerne. David Rehling kalder det i en leder i Information en bundskraber for SR-regeringen, som med støtte fra blå blok har maltrakteret randzonerne. Beslutningen er paradoksal på baggrund af, at NaturErhvervstyrelsen i januar 2012 fastslog, at: “Randzonerne er til for at beskytte vores miljø og natur. Det er det bedste og mest omkostningseffektive virkemiddel, vi kender lige nu, til at begrænse, at kvælstof, fosfor og sprøjtegifte ender i vores vandmiljø. Samtidig giver vi danskerne natur at færdes i.”

Læs mere »

I 2010 blev det under blå regering vedtaget, at der langs alle vandløb skulle etableres randzoner, hvor der ikke blev pløjet, dyrket, gødet eller sprøjtet. Som den tids fødevareminister Henrik Høgh udtalte det: “Med randzonerne opfylder vi fire uundgåelige miljøkrav på én gang: Randzonerne reducerer pesticidafdriften til den omgivende natur. Randzonerne sørger for, at 50.000 hektar bliver udlagt til natur. De reducerer fosfortabet til vandmiljøet med op til 160 tons, og sidst men ikke mindst fjerner de 2500 tons kvælstof.”

Nu er tiden kommet for at effektuere disse randzoner. Fra 1. september i år skal der være en 10 m bræmme alle steder, hvor dyrkede arealer støder op til vandløb eller søer. Samtidig har befolkningen adgang til disse arealer, og på sigt vil de kunne blive en fantastisk hjælp til biodiversiteten, fordi de sammenbinder i dag fragmenterede små pletter af natur. Tanken er således grundlæggende rigtig, men spørgsmålet er, om randzonerne bliver disse frodige naturkorridorer. For en ting er kravet om at undlade at dyrke, men der er ikke megen tilskyndelse til at pleje eller anvende disse områder.

Så professor Brian Kronvang fra Bio Science ved Aarhus Universitet forudser, at randzonerne ikke bliver det løft for naturen. Det bliver snarere “en 10 meter zone på begge sider af vandløbet med høj urtevegetation af brændenælder og lodden dueurt, så det bliver ikke særligt spændende natur, og oplevelsen bliver ikke særlig stor, hvis man skal ud og gå en tur, men de har en god miljøeffekt.” Derudover vil vi nok se diverse invasive arter som kæmpebalsamin, japansk boghvede m.m. – Det er en udfordring, som kræver en løsning.

Umiddelbart er det ikke tilladt at plante træer, hvilket er en stor skam. “Træer er gode til at holde på brinken af åerne, og dermed glider der ikke så meget jord og sand ud i vandløbet, og så følger der ikke så meget fosfor ned til søerne og giver algevækst og grønne søger. Så det er super effektivt, hvis man tillod, at der var træ-rækker i randzonerne ud mod åerne,” siger Kronvang til DR: “Brændenælder og andre kedelige planter får lov at tage magten i zonerne, og dem burde man klippe ned og fjerne. Det ville udpine jorden og give plads til mere sjældne planter. Så ville man få en meget større natur- og miljøgevinst ud af randzonerne.”

Til gengæld vil randzonerne kunne bruges til at dyrke energiafgrøder, hvilket både rekreativt og biodiversitetsmæssigt set virker ret problematisk, for det vil sandsynligvis være ting som pil og poppel, som plantes på rækker og totalfældes efter få år. Så der sker ikke den form for modning af økosystemerne, som gør, at der bliver plads for en større artsrigdom eller skaber de store oplevelseskvaliteter, som kunne være langs vores vandløb og søer, hvis naturen blev givet bare lidt mere fri.

Læs mere »