Strøtanker om bæredygtighed

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

I det forudgående indlæg, Tyrkiske vandlege, var der tale om store dæmningsanlæg i det sydøstligste Tyrkiet, som dels truer med at vende alvorligt op og ned på levevilkårene hele vejen langs de to floder Eufrat og Tigris, som på mange måder er den vestlige civilisations vugge og stadig i dag er Iraks livsnerve. Dels vil det ødelægge store kulturværdier på steder, hvor civilisation har afløst civilisation igennem 10-12.000 år.

Som det blev eksponeret under Rio+20, så er Brasílien på ondt og godt en anden af verdens store vandkraftværk-byggere. Rundt omkring i Amazon-bækkenet har man et meget stort antal inddæmningsanlæg planlagt eller under opførelse, og ved Xingu-floden i staten Pará har man med Belo Monte-dæmningen gang i, hvad der vil blive verdens tredjestørste vandkraftanlæg, hvis projektet gennemføres.

Det vil give strøm – masser af strøm. Men skalaen er kolossal. Der er planlagt en hel serie af opstemninger af Xingu-floden, hvoraf Belo Monte-dæmningen vil være 3,5 km lang og 90 m høj og medføre oversvømmelser af i alt 668 km² regnskov. Samlet vil der være tale om at oversvømme 6.240 km² regnskov langs Xingu-floden eller et areal mere end dobbelt så stort som Fyn. Hermed vil ikke bare endnu et regnskovsareal gå tabt. Der er tale om et særdeles voldsomt indgreb i et helt flodsystems økolog – Xingu-floden har alene omkring 600 fiskearter. Og titusindvis af indianske stammefolks livsgrundlag og hovedtransportvej gennem tiderne vil med et slag være ødelagt. Men forundersøgelser af disse projekters miljømæssige konsekvenser er pinagtigt dårligt gennemført.

I situationer som disse står man ikke bare med en truet biodiversitet, som ikke har noget at skulle have sagt, men fuldt så meget med oprindelige folkeslag, hvis rettigheder forbigås, fordi de ikke på samme måde som den vestlige tankegang har kendt til en ejendomsret til naturen.

På trods af, at vandkraft ofte regnes som en klimavenlig og CO₂-fri energikilde, vil inddæmningen af tropiske floder typisk udvikle så store mængder metan, at den udvundne strøms klimapåvirkning kan være større, end hvis den var genereret fra afbrænding af kul. For Belo Monte-Babaquara-dæmningerne har det været beregnet, at de skal køre optimalt i 41 år, før de har indhentet klimabelastningen fra deres etablering.¹ (Se også blog-indlægget: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft).

Billeder fra en nylig aktion, hvor den begyndende Belo Monte-dæmning igennem tre uger var besat og besætterne gravede en rende, så Xingu-floden for en stund fik lov igen at strømme.

Lederen af Environmental Parlament, Pano Kroko, rapporterede i juni fra Belo Monte på sin blog, Bleeding Edge:

“Antonia Melo, the coordinator of Xingu Vivo Movement said: ‘This battle is far from being over. This is our cry: we want this river to stay alive. This dam will not be built. We, the people who live along the banks of the Xingu, who subsist from the river, who drink from the river, and who are already suffering from of the most irresponsible projects in the history of Brazil are demanding: Stop Belo Monte.’

Sheyla Juruna, a leader from the Juruna indigenous community affected by the dam said: “The time is now! The Brazilian government is killing the Xingu River and destroying the lives of indigenous peoples. We need to send a message that we have not been silenced and that this is our territory. We vow to take action in our own way to stop the Belo Monte dam. We will defend our river until the end!'”²

Læs mere »

.
Denne lille video fra Bhutan – et af de få steder, hvor det endnu ikke er lykkedes den moderne civilisations forbrugerisme at udbrede sit mycelium – blev lagt op på Rio+20s hjemmeside umiddelbart inden topmødets start.

Bruttonationalproduktet BNP har længe været den definitive målestok, når vi skulle sammenligne velstanden i verdens lande, men i de senere år har der stadig oftere været stillet spørgsmålstegn ved det rimelige heri. Selv når man korrigerer for indbyggertal og real-købekraft, er BNP i sidste ende en kvantitet, som kun rudimentært beskriver de fleste af de kvaliteter, som gør livet værd at leve: sundhed, kærlighed, tryghed, livsglæde. Der findes da også et utal af talemåder, som uden at afvise, at penge er rare at have, understreger, at man ikke kan købe sig til lykke.

Frem for økonomisk vækst som mål har man i Bhutan systematisk igennem fire årtier søgt at udvikle landet i forhold til at bibringe sin befolkning den størst mulige lykke. Og man har gradvist udviklet et lykke-indeks med 72 parametre inden for 9 forskellige hovedområder for at kunne “måle” samfundets niveau af lykke i både kvantificerbare og mere uhåndgribelige aspekter.

Læs mere »

Rio+20 er ovre. Arrangørerne er tilfredse med resultatet – det skal de jo være, selvom Ban Ki-moon på sin stilfærdige måde igen og igen har markeret, at dette her overhovedet ikke er godt nok. Men ellers er alle enige om, at det har været et skuffende resultat, og at politikerne har skuffet fælt. De havde hverken penge eller mandat eller mandsmod til at lave en aftale med klare direktiver for det forestående omstillingsarbejde, og er endt med at vedtage et dokument, som er fyldt til randen med uforpligtende intentioner, men stort set blottet for bindende beslutninger. Så alle kan gå hjem og fortsætte som hidtil.

Visionerne, målsætningerne, den videnskabelige understegning af nødvendigheden af en hurtig indsats og de omstillingsparate virksomheder var der, men de brasilianske værter tvang med hård hånd et dokument igennem, hvor alle konkrete mål og forpligtelser var fjernet eller modificeret til uforpligtende hensigtserklæringer. Med erfaringerne fra klimaforhandlingerne i København og Durban plus det forhold, at man efter mange lange forhandlingsrunder siden januar kun var kommet til fuld enighed om lige godt en fjerdedel af af aftalen, gjorde, at de brasilianske værter i ellevte time producerede et mindste fællesnævners dokument.

Selvom slutdokumentet således set med planetare briller er en katastrofe, så er der sket gode ting på topmødet. En efter en tager byer, virksomheder og NGOer konsekvente skridt videre. Og når man hører sig omkring på Rio+20, så sker der ganske meget i de enkelte lande. Men når det kommer til det internationale niveau, som må skabe rammevilkårene og den nødvendige finansiering og teknologioverførsel, som gør, at alle verdens byer og virksomheder lægger ind på en ny kurs, så er tingene uendeligt modstræbende. For ja, det er fantastisk at Microsoft nu vil være CO₂-neutral, men ja vi behøver rammevilkår, som løfter alle virksomhed ud af deres fossile afhængighed, og som gør det selvindlysende at være CO₂-neutral og at skabe bæredygtige produkter.

Her er Per Marquard Otzens tegning fra Politiken forstemmende præcis: Med al den viden vi har om hvor galt det er fat og hvor hurtigt der skal handlse, formår politikerne at komme til det resultat, at de intet behøver at foretage sig.

Hvor der ikke synes at skulle mange overvejelser til at finde 100 mia. euro frem til endnu en EU euro-redningspakke, så er der lige nu simpelthen ikke den tilstrækkelige vilje til at investere mere systematisk i den globale omlægning, som skal til. Man fristes til at sige, at de 100 mia. euro er smidt ud af vinduet – på linje med de andre redningspakker vi har set de seneste år. Og at søge at klemme endnu en håndfuld lande i Sydeuropa op i højere økonomisk gear med mere produktion, mere omsætning og forbrug, er i modstrid med den planetare situation. Både diagnose og behandling er underligt ude af trit med det forhold, at vi er kommet i grundlæggende konflikt med vores naturgrundlag. Det er på den led nærmest et sundhedstegn, at det går dårligt for de rige lande – lykkeligt, at ikke også de formår at holde 5-7-10% vækstrater. Efter års overforbrug burde de være i minusvækst, og vi burde være glade for at skrumpe. Eller – hvis det lyder for dystopisk – så må vi skabe en immateriel økonomi, hvor vores stadig flere penge ikke som nu forudsætter og modsvarer endeløse ressourcestrømme.

Hvorfor bliver disse gigantiske hjælpepakker ikke bundet sammen med klima- og bæredygtighedsindsatsen og givet i et stærkt klima- og  bæredygtighedsperspektiv?

Læs mere »

På denne side har jeg samlet en række pressekonferencer, i alt syv, som på hver sin måde opsummerer interessante side-events i den meget omfattende Rio+20-konference. De er endnu ikke ordentligt introducerede, men er hvad jeg under vejs har hæftet mig ved som interessante at vende tilbage til.

Læs mere »

UNEP, United Nations Environmental Programme, er en af de institutioner, som er kommet styrket ud af Rio+20. Selvom det er vege formuleringer, kan man forvente, at UNEP i de kommende år får udvidet sine arbejdsmuligheder. UNEP står centralt i en lang række processer i forhold til en global omstilling til bæredygtighed.

Jeg har her samlet seks UNEP pressekonferencer fra Rio+20. De giver tilsammen et godt billede af organisationens perspektiv og indsatsområder. 

Læs mere »

Samtidig med vedtagelsen af Agenda 21 lagde man i 1992 i Rio også grundstenen til et arbejde for at bevare klodens biodiversitet. I de mellemliggende år har vi fået en langt større indsigt i problemernes omfang, men det er på ingen måde lykkedes at mindste tabet af  biodiversitet, vel knapt nok at mindske hastigheden, hvormed det foregår.

Så vi står i dag med regnskovsområder, som fældes for at give plads for  foderafgrøder for vores stadig flere husdyr og biobrændstof-afgrøder for vores stadig flere biler – det er ikke kun mennesker, der bliver flere af. Og vi står med verdenshave, som stiger, som bliver varmere og mere sure dertil, at koralrevene, som er havenes tropiske regnskove, er truet, samtidig med at industrfiskeriet efterhånden har nedfisket de fleste af klodens fiskebestande.

På denne side har jeg samlet seks pressekonferencer fra Rio+20 om verdens biodiversitet, oceaner og skove. De fortjener alle en lille intro, men her er de i første omgang lagt op.

Læs mere »

Parallelt med plenumforhandlingerne om slutdokumentet i Rio+20 blev der i dagene 20.-22. juni afholdt fire rundbordssamtaler med deltagelse af mange af de tilrejsende statsledere, hvor man med fire forskellige indfaldsvinkler drøftede, hvordan man bedst kunne implementere det forventede resultat af konferencen på.

Hver især har rundbordssamtalerne meget spændende temaer, som jeg blot endnu ikke har nået at gennemse. Men at dømme efter de korte resumeer ved hovedkonferencens afslutning, har man også her talt i særdeles overordnede vendinger.

Jeg har her kopieret den engelske udgave af webcast’ene fra de fire rundbordssamtaler ind, da de kan være vanskelige at finde i FNs webcast-system.

Læs mere »

På selve dagen var der herover et enkelt interface, hvor man via webcam direkte kunne følge forhandlingerne på tredjedagen om Rio+20-konferencens Final Outcome Document, som løber over dagene 20.-22. juni. De er siden gjort tilgængelige i fire blokke med i alt 10½ times forhandlinger, som kan ses herunder. Ligeledes er Helle Thornings EU-oplæg medtaget separat. Og afsluttende har jeg medtaget Ban Ki-moons slutreplik, som han indleder: The speeches are over. Now the work begins. 

Som forudset, blev oplægget fra 19. juni vedtaget, uden ændringer. Der kom således et resultat, hvilket vare et mål i sig selv, men bortset fra arrangørerne er det svært at finde nogen, som synes det var et godt resultat. Og ingen vil kunne sige, at det blev det nødvendige resultat. Herunder kan man følge forhandlingerne på den sidste dag, og i blog-indlægget Rio+20 – reaktioner og konklusioner har jeg samlet reaktioner fra hele verden.

Læs mere »

På selve dagen var der herover et enkelt interface, hvor man via webcam direkte kunne følge forhandlingerne i Rio om Rio+20-konferencens Final Outcome Document, som løber over dagene 20.-22. juni. De er siden gjort tilgængelige i seks blokke med i alt 17½ times forhandlinger.

Ofte forhandles der til sidste minut, men det er denne gang en udbredt fonemmelse, at det oplæg til Rio+20-konferencens slutdokument, (The) Final Outcome Document, som blev forhandlet på plads i går, ikke vil blive ændret.

Dette på trods af, at der stort set bliver markeret utilfredshed med slutdokumentet hele vejen rundt. Der har givet også været kompromisser og udeladelser forud for vedtagelsen af Agenda 21 i 1992, men der var endda et fælles bevidsthedssus, at man alle småfejl og udeladelser til trods havde lavet noget vigtigt, noget gennembrudsagtigt. Nu står vi med det modsatte, at vi ved meget mere om, hvor nødvendigt det er med hurtige radikale omlægninger end for 20 år siden, men helt uden den gejst og fælles visionsskabelse, som skal til, for at udviklingen katapulteres videre fra Rio+20. Smølerne og de små perspektiver har fået overtaget.

Selvom forventningerne op til Rio+20 i bedste fald var lunknem er skuffelsen, vreden og fortvivlelsen stor blandt de mange deltagere uden for den store plenarsal, og ved en NGO pressekonference i morges blev der taget meget stærkt negative udtryk i brug. Men også i de officielle 5 min. præsentationer er der til stadighed markeringer af det mangelfulde og det utilfredsstillende i resultatet.

Oplægget kan ses i blog-indlægget: The Future We Want – draft pr. 19.06.

Læs mere »