Strøtanker om bæredygtighed

.
Man kan sige meget skidt om reklamer, men denne lille video, hvor Johann Sebastian Bachs “Jesus bleibet meine Freunde” bliver spillet af en lille kugle på en skov-xylofon, hører til blandt de mere raffinerede – med en beåndet poesi, som ikke kunne være lavet andre steder i verden end i Japan.

Den let asymmetriske touch screen telefon med dens ulasteligt polerede træchassi bliver som en storbyamulet (op)ladet med duften af harpiks og skovbund, lyden af vandets rislen og vindens susen i fyrretræerne og skovenes uudgrundelige ro.

Og i en størrelse som mig, som har levet fire vidunderlige år i landet, vækker sådanne øjeblikke et stærkt savn tilbage. En uudgrundelig æstetisk syntese af fortid, fremtid og urtid.

Se flere pausebilleder.

.
Denne lille video fra Bhutan – et af de få steder, hvor det endnu ikke er lykkedes den moderne civilisations forbrugerisme at udbrede sit mycelium – blev lagt op på Rio+20s hjemmeside umiddelbart inden topmødets start.

Bruttonationalproduktet BNP har længe været den definitive målestok, når vi skulle sammenligne velstanden i verdens lande, men i de senere år har der stadig oftere været stillet spørgsmålstegn ved det rimelige heri. Selv når man korrigerer for indbyggertal og real-købekraft, er BNP i sidste ende en kvantitet, som kun rudimentært beskriver de fleste af de kvaliteter, som gør livet værd at leve: sundhed, kærlighed, tryghed, livsglæde. Der findes da også et utal af talemåder, som uden at afvise, at penge er rare at have, understreger, at man ikke kan købe sig til lykke.

Frem for økonomisk vækst som mål har man i Bhutan systematisk igennem fire årtier søgt at udvikle landet i forhold til at bibringe sin befolkning den størst mulige lykke. Og man har gradvist udviklet et lykke-indeks med 72 parametre inden for 9 forskellige hovedområder for at kunne “måle” samfundets niveau af lykke i både kvantificerbare og mere uhåndgribelige aspekter.

Læs mere »

Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men år for år går der stadig flere ressourcer på vores dagligdag, større huse og biler, mere elektronik, flere ferierejser, mere hospitalsudstyr, modetøj og eksotisk mad bragt ind fra hele kloden.

Mere er bedre – lyder mantraet, amerikanske huse er rundt regnet dobbelt så store i dag som i 1969, danske lystbåde synes dobbelt så mange og store som dengang og meget få mennesker har problemer med at finde noget at bruge deres penge til. Mere vil have mere – selvom man en gang imellem fornemmer, at nu ønsker vi os endelig mere i fritid frem for mere i løn, så er fritiden også blevet konsumtid. Det er som om at vi selv ikke i et velfærdsmæssigt smørhul som Danmark har nået et materielt mætningspunkt – og med den omfattende reklameindustri, hvis eneste mål er at generere behov, er det et åbent spørgsmål, om der overhovedet findes noget materielt mætningspunkt.

Få økonomer og politikere tør tale om nulvækst, endsige om muligheden af at opretholde den livskvalitet vi har med mindre ressourceforbrug. Men der findes økonomer – og andre mennesker – som er begyndt at tænke, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Den indsigt vil kunne have verdensforvandlende magt.

Tim Johnson påpeger i en tankevækkende artikel i dag, at vi alene ved at skrue tiden tilbage til 1969 – og til det forbrug, vi havde dengang – ville kunne halvere vores ressourceforbrug, og dermed stort set også halvere vores CO₂-udslip.

Læs mere »

I denne tankevækkende video præsenterer Jeff Smith, Lunar CEO, og Nirmal Sethia, leder af Center for Business and Design ved Cal Poly Pomona, en ny måde at forstå udfordringerne ved bæredygtigt design.

Frem for de nuværende bestræbelser, som helt kort kan sammenfattes i ‘more with less’, plæderer Nirmal Sethia og Jeff Smith for ‘less with more’ – og dermed for et design-paradigme, som går fra produktoptimering til livskvalitet. Fra at forstå bæredygtighed som bæredygtig produktion og bæredygtige produkter er vi således nødt til også at forholde os til bæredygtig virksomhed og bæredygtigt forbrug.

‘Less with more’ indebærer en tilværelse med mindre forbrug, ophobning og konkurrence, mere glæde, frihed og tilfredsstillelse.

Titlen til trods handler videoen ikke om biler, men om bæredygtighedsbegrebet generelt. Jeff Smith og Nirmal Sethia leverer her 40 minutter begavet tale, så nyd det på et tidspunkt, hvor du har tid.

Læs mere »

I løbet af natten har foreningen Borgere for reklamefri by gennemført en happening, hvor de har overklistret Københavns Kommunes reklamestandere med store ‘Ingen reklamer tak’-skilte. Se videoen nedenfor.

Det er en tragedie, at disse skilte i sin tid blev sat op. De har en visuel slagkraft, som skulle de stå langs en motorvej, og de hører ingen steder hjemme overfor fodgængere og cyklende. Ikke mindst i Indre Bys smalle stræder, hvor man ellers ihærdigt arbejder på at etablere en skiltekultur med virkemidler, som ikke helt overdøver de smukke gademiljøers karakter, virker disse lysskingrende plakatsøjler som håbløst fejlplacerede.

Der har gennem tiderne været mange protester fra borgerne over disse skamstøtter. På den baggrund er det bedrøveligt at erfare, at Københavns Kommune netop har indgået en ny fem-årig aftale. Da de i sin tid blev sat op, var vi en fattig kommune, men det er ikke tilfældet i dag. Selvom en aktion som denne af systemet vil blive kategoriseret som hærværk og selvtægt, så er det i virkeligheden Københavns Kommune, som med denne visuelle forurening begår hærværk overfor både vores byrum og bevidsthedsrum.

Som den lille video fra nattens aktion siger: “Ingen reklamer tak. Vi er mennesker, ikke forbrugere. Så giv os da fred.”

Læs mere »

I anledning af nattens aktion fra Borgere for reklamefri by har jeg har fundet nogle billeder frem fra Latinerkvarteret, hvor de kommunale reklameskilte i de smalle intime gaderum virker særlig dominerende og malplacerede.

Man kunne spørge sig, om de ville være OK, hvis det blot var plakatflader, uden det nuværende neonlys, som i sin voldsomhed totalt forvrider gaderummets proportioner. Men nej, de er for store til på den måde at stå på tværs i gaderummet. Skulle man tænke en plakatsøjle, som egnede sig til Indre bys skala, så der var legale steder at informere om byens mange koncerter og kulturarrangementer, ville den komme til at se helt anderledes ud.

[nggallery id=103]

.
Det er en konstant støj i det urbane landskab, som ingen steder hører hjemme.

I en tid, hvor Københavns Kommune har ambitioner om at blive Miljømetropol, burde den slags kunstig behovsskabelse systematisk fjernes fra gadebilledet. Reklamer fortæller os fundamentalt set, at vi er nødt til at forbruge mere, for at være lykkelige. Et generelt forbud mod reklamer i det offentlige rum, som man for nylig har gennemført det i São Paulo, kunne meget vel vise sig at give både lykkeligere borgere og markante CO₂-reduktioner. I hvert fald ville det fjerne nogle alvorlige æstetiske fejlskud fra den historiske by.

I sin Ad Hoc Blog har Rasmus Pinnerup i dag et indlæg Reklamer – retten til hjernevaske? hvor han citerer fra en bog af Kathleen Taylor: Brainwashing – the science of thought control, p. 53-54. Det er tankevækkende læsning.

Politiken har startet en kommentarside: SKRIV: Hvor mange reklamer kan byen holde til? Det er glædeligt at se, hvor mange indlæg der tilkendegiver støtte til aktionen og plæderer for et reklamefrit byrum.

Jakob Knudsen: 250 reklameplakater fjernet i nat, Politiken 07.04.2008.

SKRIV: Hvor mange reklamer kan byen holde til? Politiken 07.04.2008.

Johannes Aakjær Stenbuch: Aktivister fjerner 250 reklameplakater i København – er der for mange reklamer i det offentlige rum? Information 07.04.2008.

Larry Rother: Billboard ban in São Paulo angers advertisers, International Herald Tribune 12.12.2006.

Anna von Sperling og Tobias Havmand: Byen som sagde nej tak til reklamer, Information 27.09.2008.

Ole Thyssen: Forbyd reklame! Information 01.02.2008.

Se også blog-indlægget Borgere for reklamefri by.

Apropos energi og energibesparelser, så kan det indimellem klinge lidt hult, hvor vigtigt det er, at vi allesammen skifter til energisparepærer, så længe vi i midtbyen er badet i lysorgier fra butikker, gadelamper og neonlys, som her en reklame for E2 på Rådhuspladsen.

Kunne man forestille sig en form for skat på reklame? I hvert fald hører den form for kunstig behovsskabelse, som vi konstant eksponeres for, til noget af det mindre bæredygtige i det urbane landskab. Og hele dette overload af ting, som vi må have, er med til at generere utilfredshed med, hvad vi har, og “behov” for endnu mere, selvom vi aldrig har haft flere ting end i dag. På den led er der meget lang vej til et faktor 10-samfund, hvor vi lever lykkeligt med en tiendedel af den nuværende materielle gennemstrømning.