Strøtanker om bæredygtighed

– en personlig reportage af Rasmus Vincentz

Søndag den 15. Juni 2008 var der Landsmøde i Klimabevægelsen. Mødet foregik på Københavns Universitet (det tidligere Landbrugshøjskolen) på Frederiksberg. Det var det første landsmøde for den meget unge bevægelse, som blev stiftet i starten af marts 2008.

Omkring 70 mennesker var samlet til dette møde. Langt størstedelen var fra København, en del fra resten af Sjælland og nogle enkelte kom hele vejen fra Jylland.

Men ikke kun den geografiske spredning var høj; i det hele taget dækkede Klimabevægelsen på denne dag over en herlig variation i medlemmer. Der var alt lige fra helt unge til godt op i alderen, fra de meget ordrige til nogle meget praktiske; f.eks. en dame som med stor ildhu indsamlede frugtaffaldet fra bordene for at kompostere det, og en kvinde som have vist konkret handlekraft ved at gå til sin lokale gardinmand, for dér at samle rester, som med forbilledlig virketrang blev omsat til stofposer til afløsning af de forhadte engangsplastikposer. Fantastisk.

Efter en kort velkomst blev ordet givet til Ejvin Beuse, repræsentant fra OVE Organisationen for Vedvarende Energi, som gjorde status over det seneste energiforlig, og med udgangspunkt i dette opridsede både muligheder og udfordringer for vedvarende energi i Denmark, og globalt.

Dernæst gik ordet til en Poul Erik Lauridsen, repræsentant for CARE Danmark. Han var netop vendt hjem fra et længere ophold i Ghana, hvor de lokale og nationale udfordringer inden for landbrug, skovbrug og fødevarer blev gennemgået, med særligt vægt på betydningen af klimaforandringer. Det fremgik af oplægget meget klart, hvor enormt meget klimaforandringer betyder for folk, som i forvejen ofte har svært ved at få maden til at slå til. Yderligere understregede oplægget, at klimaforandringer ikke er noget der forventes i en fjern fremtid! Allerede i dag står det meget klart, at ændringer i nedbørsmønstre er en realitet, og at manglende regn hurtig betyder manglende mad mm.

Med udgangspunkt i disse 2 oplæg var scenen sat – og behovet for at gøre noget i forhold til klimaforandringerne stod om muligt endnu mere klart for de fremmødte entusiaster.

Læs mere »

Af Rasmus Vincentz, Cand. Scient. Soc, klimakonsulent, Danish Energy Management

Den gamle pointe om at ‘et problem er en løsning i forklædning’ kan med fordel bruges til at brække hul i og trænge ind på livet af den efterhånden noget træge debat om klimaforandringerne. Og bruges til at åbne op for tiltrængte diskussioner om arbejdet med at gøre noget ved de enorme udfordringer som klimaforandringerne stiller os alle overfor. For hvordan er det egentlig at problemet ‘klimaforandringer’ præsenteres i det daglige? Og hvilke ‘roller’ til at gøre noget ved det efterlades der i kølvandet på denne fremstilling? Hvem skal handle og hvad skal der gøres?

Nogle af disse simple spørgsmål til det virkelig aktuelle spørgsmål om hvordan udfordringerne med klimaforandringer håndteres, er desværre temmelig overset. Derfor blev det bragt på banen, da jeg i starten af januar 2008 var workshoplærer på et ugekursus på Vallekilde Højskole. Og indsigterne var slående.

På workshoppen tog vi udgangspunkt i den kampagne vedrørende klimaforandringer, som blev lanceret for et år siden af Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet under sloganet ’et ton mindre’. Kampagnen bygger, som navnet antyder, på at der skal spares og reduceres, og det der skal spares på er drivhusgassen CO₂. Den mængde der skal spares er altså et ton, og den aktør der skal spare er hver enkelt dansker; individet er i centrum, og det kommer vi tilbage til, for her er vi ved sagens kerne! Men lad mig lige inden da slå fast, at man kan sige mange gode ting om den kampagne; f.eks. tjener den til at sætte tal på, hvor meget hver dansker udleder, hvor denne udledning kommer fra, og hvilke muligheder vi hver især har for at reducere vores CO₂-udledning (primært via el- og varme forbrug).

Desuden er kampagnen god fordi man via nettet kan afgive et løfte om hvilke af de mange forslag til konkrete spareaktiviteter man vil iværksætte i sin dagligdag. Desværre kan man, når de rosende ord er sagt, slå fast at denne kampagne lider under at være både forkert, farlig og ikke særlig sjov.

Læs mere »