Yes We Can
11. november 2008Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.
Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.
Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.