Strøtanker om bæredygtighed

.
I denne 20:38 min. video kan man følge etableringen af Campo Laguna Bianca – som er et 3.000 hektar økologisk landbrug i Argentina etableret på et område, hvor forhen det konventionelle landbrugs kemiske krig hærgede, med store problemer med jorderosion til følge.

Derfor er en vigtig del af omlægningen at få terrasseret og artikuleret området, så alle bevægelser med plov og harve sker langs højdekurverne. Så det er lykkedes at standse udvaskningen af muld og næringsstoffer – og meget mere end det.

Transformationen af landskabet er forunderlig. For at sikre mod ødelæggelser fra skadedyr er der en stadig veksling mellem forskellige afgrøder, frugtlunde er med til øge variationen, og halvdelen er området er overgivet til den vilde natur, så stedet også har en mangfoldighed af vilde dyr.

Og så fornemmer man noget så sjældent som en æstetisk nerve – markerne skal være smukke også set fra luften – hvor der opstår de forunderligste billeder af de bølgende skifter mellem afgrøder, som lydhørt følger landskabets konturer. Selv bygningerne har en vis rodfæstethed i landskabet.

En betagende smuk video om en transformation af landskabet, som man kunne ønske sig bevæge sig hen over det danske landskab. Spørgsmålet hvordan tilsvarende principper ville udfolde sig under markant andre danske vilkår er godt at stille sig. Havde jeg kendt til dette projekt, da vi lavede udstillingen Hungry Planet, havde der definitivt været en planche med om Laguna Bianca.

Hvem står bag? – ikke en hvilken som helst økofreak, men et ægtepar, som har grundlagt store tøjfirmaer som Northface, Esprit og Patagonia, og som er de største private ejere af naturbevarelsesarealer i verden (se Thompkins Conservation). De står bag udgivelsen af Arne Næss’ samlede værker – Arne Næss som fostrede begrebet deep ecology – og er angiveligt gode venner med lederen af Kansas Institute, som forsker i reetablering af polykultur-dyrkning af den amerikanske prærie. Så perspektivet er i orden, og finansieringsmulighederne også.

Campo Laguna Blanca, Thompkins Conservation.

Bernward Geyer: Only a beautiful farm is a good farm, (interview med Doug Tompkins) Textile Exchange 2013.

Den japanske bonde Takao Furuno har på sin risfarm på Kyushu dyrket økologisk siden 1978, og igennem 25 år har han eksperimenteret med at holde ænder sammen med risene.

Ænderne rører ikke risplanterne, men deres snadren i de overrislede rismarker holder ukrudt og skadedyr nede, samtidig med at det ilter vandet og mindsker det lys, som når bunden. Så når ællingerne udsættes på det rigtige tidspunkt, kan man klare sig uden at luge, og helt uden pesticider. Ændernes ekskrementer udgør samtidig den perfekte gødning, hvor mængden vokser med planterne, så ved at kombinere risdyrkning med ande-hold kan man op imod fordoble risudbyttet samtidig med at udgifterne til den kemiske bekæmpelse af ukrudt og skadedyr bortfalder.

Mae-wan Ho beretter fra et besøg hos Takao Furuno: “The ducks are not the only inhabitants of the paddy field. The aquatic fern, Azolla, or duckweed, which harbours a blue-green bacterium as symbiont, is also grown on the surface of the water. The azolla is very efficient in fixing nitrogen, attracting insects for the ducks and is also food for the ducks. The plant is very prolific, doubling itself every three days, so it can be harvested for cattle-feed as well. In addition, the plants spread out to cover the surface of the water, providing hiding places for another inhabitant, the roach [skaller], and protecting them from the ducks. In fact, the roach grows so well in the paddy that Mr. Furuno has not bothered to count them. What do the fish feed on? They feed on duck feces, on daphnia and other worms, which in turn feed on the plankton. The fish and ducks provide manure to fertilise the rice plants all through the growing season. The rice plants in turn provides shelter for the ducks.

The paddy field with ducks and all is really a complex, well-balanced, self-maintaining, self-propagating ecosystem. The only external input is the small amount of waste grain for the ducks, and the output? A delicious, nutritious harvest of organic rice, duck and roach. It is amazingly productive.”¹

Læs mere »

Ris, ænder og fisk på samme mark, som beskrevet i det følgende blog-indlæg Aigamo – integreret risdyrkning og andehold, fik mig til at tænke på Europas største dambrug Veta la Palma, som vi forberedte en planche om til udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som blev vist i Rundetaarn 21.01.-28.03.2011.

Veta la Palma producerer højkvalitets fisk uden at fodre – i et meget komplekst økosystem, og er samtidig hjem for 30.000 ynglende flamingoer. På grund af deres naturlige føde er Vetas fisk efterspurgt af gourmet-restauranter verden over for deres smag og konsistens, og sundhedstilstanden er så god, at der ikke er behov for antibiotika. Veta er samtidig del af et stort fuglereservat på trækruten mellem Afrika og Den Iberiske Halvø, og man kan i løbet af året møde mere end 250 fuglearter i området.

Rundt omkring i verden findes der sådanne eksempler på, at vi kan høste af vores omgivende landskaber på en helt anderledes bæredygtig måde end det industrielle landbrugs monokulturer – gennem at gøre biodiversiteten til en styrke frem for noget, som må bekæmpes.

I blog-indlægget Forelsket i en fisk kan man opleve den amerikanske kok Dan Barber fortælle på det vidunderligste om hans møde med Vetas fisk.

Plancheteksten er kopieret ind nedenfor.

.

Læs mere »