Enlig pendler søger medpassagerer
27. april 2008Private pendlertrafik fylder hver morgen og aften de københavnske indfaldsveje til bristepunktet. Dette forpester byluften, giver lange ventetider i bilkøerne og medfører et uacceptabelt højt forbrug af fossile brændstoffer i en tid, hvor det er bydende nødvendigt at reducere vores CO2-udslip radikalt, hvis vi skal lykkes at afbøde klimaforandringer.
På den baggrund er pendler.net et prisværdigt initiativ. Langt de fleste kører alene til og fra arbejde. Via pendler.net kan man finde pendlingspartnere, så man kan være flere om at køre i samme bil (de fleste biler har som bekendt fire komfortable sæder).
Pendler.net har eksisteret siden 1997 og har foreløbig 9.000 tilmeldte. Det er ikke ret mange i forhold til, hvor mange, som hver dag kører til og fra arbejde. Så giv dine kolleger et praj om muligheden. Pendler.nets flyer findes i større udgave nedenfor.