Strøtanker om bæredygtighed

Billedfrisen herover var der pludselig, på Twitter, hvor jeg for første gang havde vovet mig ind, kun tekstet på japansk, så jeg ved end ikke hvor den stammer fra. Men den kunne meget vel være japansk, for månen har en meget stærk placering i det japanske bevidsthedsunivers.

Det er vidunderlige, ekliptiske billedlege i dén særlige fuldmånestund, hvor Jorden for et øjeblik rammer nøjagtigt ind på linjen mellem sol og måne, før himmellegemerne drives videre i deres stadige, elliptiske mønstre.

Dag og nat, mand og kvinde, sommer og vinter, udvidende og sammentrækkende, skabende og modtagende, initierende og responderende, lys og mørk – de stadigt skiftende konstellationer af ur-polariteten Sol og Måne har til alle tider fascineret og styret menneskenes liv.

Havde først tænkt, at dette skulle være et lydløst pausebillede. Men hvis harddiskens sagte snurren bliver for påtrængende, kan man passende med et klik her åbne for en video med en live-udgave af to sange fra Pink Floyds mesterlige album Dark Side of the Moon, hvoraf den sidste, Eclipse, efter element for element at bringe alle tilværelsens dele i harmonisk samklang lader månen ind over og næsten koan-agtigt kryptisk slutter:

There is no dark side of the moon, really
Matter of fact it’s all dark.

Den fulde tekst til Eclipse kan ses nederst.

Læs mere »

.
Hvis billederne i denne 7. minutter lange og meget smukke video, The Great Bell Chant (The End of Suffering), virker bekendte, så er det fordi de er lånt fra film som Home, Earth og Baraka. Når jeg i dag bringer den som pausebillede, er det fordi dens indledende klokke i et flash bragte mig tilbage til nytåret 1984-85, som jeg fejrede i Kyoto.

Ved nytår lyder Kyotos mange tempelklokker hver 108 gange, som en rituel renselse for de 108 bono (煩悩), former for begær og passion, som fastholder mennesket i genfødsel efter genfødsel. De store bronzeklokker anslås med en stor ophængt træstamme, som slynges mod klokken med et reb – for de største klokker kræver det mange for at svinge stammen.

Klangen er stor og dyb, uudgrundeligt verdensfjern og langsomt udviklende, og gradvist bringes kroppens klangsøjle i svingninger. Efterklangen bliver stående meget meget længe, så der er god tid til at en ny gruppe mennesker gør klar til at slå det næste af de 108 slag.

Lyden høres vidt omkring og blander sig med de øvrige tempelklokker. Byen Kyoto ligger i en skål, omgivet på tre sider af lave bjerge, og med mere end 3.000 buddhistiske templer er det som om hele byen gradvist bliver en anslået klangsøjle, hvori alt vibrerer.

Joya no kane (除夜の鐘), som traditionen med at samles om de 108 klokkeslag hedder på japansk, er et festligt andægtigt øjeblik, som samler mennesker i alle aldre – og en af de mange genkommende begivenheder, som japanerne fejrer i en stadig rituel markering af årets og livets cykli.

Hvilken kontrast til nytårsbraget her i Indre By, hvor svovlstanken, tømmermændene og stanken af pis stadig hænger i gaderne.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

Godt nytår

Vil gerne sige varmt tak for 2011 og ønske alle et fantastisk 2012, hvor vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden og den omverden, vi giver videre til de kommende generationer.

Med sin nøgterne stenbukkeenergi er nytårstiden en god tid at se tilbage og at se frem, for at kunne slippe det overflødige og at give plads for det essentielle i os selv og hinanden.

Her på Strøtanker vil den løbende indsats for gradvist bedre at forstå klima- og bæredygtighedsudfordringen – dens omfang og konsekvenser og hvordan vi overhovedet kan håndtere den og bevidsthedsmæssigt leve med den – også stå i centrum i det kommende år.

Hermed mine ønsker om et livgivende, lysende og lykkebringende 2012.

.
OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo.

Dette er anden del af en todelt lyd-billedkomposition af Pitch Bend, “7 More Hours in 77 Million Paintings“. Den er nærmere introduceret på det forudgående blog-indlæg, Pausebillede VI, som rummer første del.

Lydsiden, “Dusk Bells”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.

Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres  direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder .

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo.
.
Tidligere på året bragte jeg her på bloggen en række pausebilleder, dels for et øjeblik at kunne dvæle ved en flig af intetheden, dels for at lufte nogle overvejelser over pausens natur og dens uundværlighed, ikke bare i arbejdslivet, skriften, musikken og tilværelsen, men også i større skala. Vi kunne i den grad bruge en global timeout, hvor vi fik oplyst klimafornægterne, ikke så meget om det med klimaet, som om, at de nødvendige forandringer også ville være til stor inspiration i deres tilværelse, hvor vi overflødiggjort militæret, fik os vænnet af med at styrte byen rundt, landet rundt, kloden rundt på jagt efter os selv. Selv naturen har sine indbyggede pauser.

Så nu, hvor jeg stødte jeg ind i denne vidunderlige lyd-billedkomposition fra 2008, tænkte jeg, at ovenpå reaktornedsmeltninger og fremstormende klimafornægtere var der brug for en solid time-out. Pitch Bends 7 Hours in 77 Million Paintings varer ikke 7 timer, som man umiddelbart skulle tro, men er komprimeret 12 gange, så på bare 37 minutter får man set 77 millioner billeder. De er genereret af en billedgenerator så viseligt indrettet, at den aldrig laver samme billede to gange. Så vi møder en dobbelt virkelighed af uendelig variation og stadig genkendelighed, idet vante elementer toner frem i stadig nye sammenhænge.

Lydsiden, “Porthemor Evening”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.

Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres  direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder (indstillingerne for denne video er for nylig blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo).

Dette er del ét af to – anden del følger i det kommende blog-indlæg, Pausebillede VII.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

.

“Still Return” indfanget af martvids.

“Still Return” stammer fra CDen The Pearl, som sammen med Plateaux of Mirror blandt de af Brian Enos lydflader, som jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.

Dagens pausebillede blot som et øjebliks modvægt til den krigsretorik, som i disse timer fylder over alt i medierne, ikke i blot dækningen af de blodige begivenheder i Syrien og Libanon, men fuldt så meget i dækningen af weekendens mange sportsbegivenheder og den så småt igangskudte valgkamp.

Se flere pausebilleder.

.
Liquid Variation III er en billedsekvens af Raphael Dubois – en undersøgelse af det flydendes natur.

Vand har en enestående evne til at rumme modsatrettede mønstre uden at lade dem brydes.

Musikken stammer fra CDen The Shutov Assembly (1992) – en samling modernistisk-abstrakte lydlandskaber af Brian Eno fra en tid, hvor han gæstede København ved flere lejligheder.

Hvis nogen undrer sig over pausebilleder på en blog om bæredygtighed, så er den korte forklaring, at jeg har været tvunget til at standse op for en tid, den lidt længere, at stilstand, kontemplation og introspektion, sindsudtømning, åndedræt og refleksion har en central betydning for en reelt bæredygtig levemåde. Det er banalt sagt ikke vores eksistens og indadskuen, som er ved at formøble klodens naturkapital, men vores utæmmelige handlekraft.

Se flere pausebilleder.

First Light en metamorfosisk afsøgning af elementet lufts bevægelsesnatur, hvor Raphael Dubois har søgt at skildre en flues oplevelse af at flyve i cigaretrøg.

Musikken til First Light stammer fra CDen Plateaux of Mirror (1980) – en af mine absolutte ambient-CD-favoritter skabt af Brian Eno og Harold Budd.

Rygerne har i dag svære tider – og må de fleste steder i dag se sig sat uden for døren. Med det vi ved om de helbredsmæssige konsekvenser af rygning er der al mulig grund til at lade være, og fra at være forbundet med smartness og stil er rygningen godt på vej til at blive et taber-symbol. Men i en tid, hvor vi bliver stadig dårligere til at holde pauser under vejs er der noget, som er værd at lære fra rygerne: Kultiveringen af pausen. Den lille dvælen inden påbegyndelsen, det lille stop under vejs, den lille markering af vel udført arbejde er vigtige tankestreger for vores psyke. Hvordan giver vi os selv og hinanden disse øjeblikke uden en cigaret mellem fingrene?

Se flere pausebilleder.

.
Ovenpå klimatilpasningsplanens stigende vandmasser må det være på tide med endnu et pausebillede – her et møde mellem bjergets stoiske ro og vandets afgrundsdybe uudgrundelighed, indfanget af martvids.

“Lost in the Humming Air” stammer fra CDen The Pearl – måske den af Brian Enos CDer, jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.

Ambient musik er eksistentiel slow food. På ét plan er noget af de mest klimavenlige, vi kan gøre, ikke at gøre noget.

Se flere pausebilleder.

Siden jeg den anden dag kom til at se time lapse-videoer, har jeg været på jagt efter små billedsekvenser, som transponerer tid – et år på to minutter – eller som herover en video på 4 minutter og 19 sekunder, som giver ét års koncentrat af samme ene skovportræt set gennem et solariseringsfilter.

Videoen er skabt af entropius88. Musikken er af Brian Eno – en af mine absolutte musiker-favoritter, når det gælder ambient-musik.

Se flere pausebilleder.