Strøtanker om bæredygtighed

I dag var dagen, hvor Paris-aftalen trådte i kraft. Det skete 30 dage efter, at mindst 55 lande med mindst 55% af verdens samlede udledninger havde ratificeret den aftale, som blev indgået ved COP21 i Paris i december 2015. I dette øjeblik har mere end 100 lande med tilsammen 73% af verdens udledninger ratificeret. Dette var den perfekte optakt til COP22 i Marrakech, hvor verdens klimaforhandlingsdelegationer fra førstkommende mandag er samlet til to ugers forhandlinger.

Jeg har haft det klimapolitiske lidt på afstand og har sat mig for i forbindelse med COP22 at søge at samle lidt op på, hvad der er sket i det år, som allerede snart er gået siden klimaaftalen kom i hus i Paris. Derfor vil dette blog-indlæg tage form af løbende optegnelser i løbet af de to uger i Marrakech, og nederst vil der være en artikeloversigt, som dels ser på, hvad der verden rundt bliver skrevet om COP22, dels prøver at give et billede af udviklingen i det år, der snart er gået siden vedtagelsen af Paris-aftalen.

Var der blot tale om højstemt festtale-retorik, som vil vise sig at være tomme løfter, eller har vi for alvor fattet, at Paris-aftalen kun var en første begyndelse, en rammeaftale, som skriger på at blive taget alvorligt og blive fulgt op af handling, konsekvent handling? Har de politikere og virksomheder, som hver dag verden rundt træffer beslutninger med klimaimplikationer mange år frem i tiden, reelt fattet, at der ikke er tid til at vælge forkert. Er det sunket ind, at der ikke er noget, der hedder at udsætte, hvis vi som verdenssamfund skal lykkes med at forløse Paris-aftalens målsætning om at sikre at den gennemsnitlige globale temperaturstigning holder sig godt under 2°C med en aspiration om at kunne holde den på blot 1,5°C?

22. april, på Moder Jords Dag, nåede Paris-aftalen det andet af tre faser i godkendelsen (se blog-indlægget: Paris-aftalen underskrevet). Og gradvist er der i løbet af året indløbet så mange ratifikationer, at Paris-aftalen fra i dag, 4. november, er trådt i kraft. Den proces, som i 1992 startede med etableringen af FNs klimasekretariat UNFCCC, og som første frugt havde Kyoto-aftalen, som pålagde de rige lande at reducere deres udledninger, førte i december sidste år til vedtagelsen af en klimaaftale i Paris, som omfatter samtlige verdens lande. Et kvart århundrede tog det at skabe den aftale, som hvis alle gør deres del kan føre menneskeheden og dens levevilkår godt videre fra den fossile æra.

I maj takkede Christiana Figueres af som leder af FNs klimasekretariat UNFCCC efter en enestående indsats. Hun overtog posten efter Yvo de Boer, som her i København under COP15 brød grædende sammen over den manglende vilje til det fælles bedste, og den svigtende erkendelse af nødvendigheden af at handle i fællesskab, som gjorde, at man i 2009 måtte opgive at indgå en egentlig aftale. Figueres kan med rette være stolt af de mellemliggende 5½ år, som ledte frem til Paris-aftalen. For hun formåede at løfte en umulig opgave ud af mørket. Hun har skiftevis lokket, tryglet, irettesat, danset og løftet – nok mest løftet. Hun skabte den nødvendige gensidige tillid og bragte så mange parter sammen, at det lykkedes at lave en aftale, hvortil alle bidrager efter evne.

På COP22 kan vi således for første gang for alvor opleve Figueres’ afløser, Patricia Espinosa. Vi vil også se den marokkanske vært Hakima el Haite, som synes at have et vidunderligt systemisk-rummeligt perspektiv på klimaproblematikken og den franske klimaambassadør Laurence Tubiana. FNs klimaforhandlinger er i disse år betydeligt omfang drevet af kvinder.

PÅ UNFCCCCs hjemmeside skriver Espinosa som optakt til COP22 i Marrakech:

“The UN Climate Change Conference in Marrakech is the crucial next step for governments looking to operationalize the Paris Climate Change Agreement adopted last year. While the Paris Agreement gave clear pathways and a final destination in respect to decisive action on climate change, many of the details regarding how to move forward as one global community in that common direction still need to be resolved. With the entry into force of the Agreement happening on 4 November – just days before COP 22 – the dialogue and decisions in Marrakech hold immense potential to accelerate and amplify the immediate response to the challenge recognized in the Paris Agreement. This meeting is therefore incredibly important.

I encourage governments of the world to come to COP 22 ready to work together in the same spirit that produced such success over recent years. I also encourage leaders of public and private sectors and every citizen to follow the Marrakech Conference proceedings to further understand how you can take action and contribute to the mounting momentum to meet the interlinked global challenges of climate change and sustainable development.”

Læs mere »