Strøtanker om bæredygtighed

Hvis man ellers kan se ud over den klima- og miljømæssige elendighed i den danske andedam, så har det i de seneste dage nærmest vrimlet med gode klimanyheder, dels på den juridiske front, hvor en række retssager giver håb om at juraen kan bruges, hvor stater svigter i forhold til at gennemføre den nødvendige omstillingspolitik. Dels har en række lande indgivet deres klimamålsætninger forud for COP21 i Paris. 30. juni fik vi således også Islands klimamålsætning for 2030.

Island har gjort som Norge og taget EU-blokkens klimamålsætning om en CO₂-reduktion i 2030 på 40% i forhold til 1990 til sin. Og man understreger, at det primært vil ske gennem indenlandske aktiviteter – altså ikke gennem at købe sig ind i forskellige CO₂-reduktionsprojekter andre steder i verden. Samtidig er Island tilknyttet det europæiske kvotemarked, så man ville kunne gøre brug af dette.

Islands samlede udledninger ligger i dag noget højere end i 1990 (5,2 mio. ton CO_2e i 2012 overfor 4,7 mio. ton CO_2e i 1990), så det vil kræve en betydelig indsats at nå de 40%. Set i forhold til indbyggertallet lå de islandske udledninger i 2012 på 13, 9 ton CO_2e pr. person. Det fremgår da også, at der der ligger et omfattende tværministerielt forarbejde til grund for gårsdagens indberetning af de islandske klimamålsætninger.

I den indberettede INDC (pdf) kan man under afsnittet afsnittet Additional clarifications on emissions from Iceland læse, at:

In determining Iceland‘s efforts for climate mitigation, and assessing their ambition level and fairness, it is useful to look at Iceland‘s circumstances regarding size and the proportional impact of relatively large single projects, the high percentage of renewable energy, and Iceland‘s high level of integration into European carbon markets, notably through participation in the EU-ETS and Iceland‘s participation in joint commitment under the second commitment period of the Kyoto Protocol. These factors are briefly explained here below.

Iceland‘s electricity production and heating comes almost 100% from renewable energy, with minimal emissions. This was mostly achieved before 1990. This means that Iceland must look to other sectors for mitigation options, including transport, agriculture, fisheries, industrial processes, waste and LULUCF. Iceland considers the utilization of its renewable energy sources to have global benefits from a climate change mitigation perspective.

Men den tætte integration med klimaindsatsen i resten af Europa kan man derfor meget vel forestille sig, at Island og Norge føler det naturligt at følge med, hvis EU for eksempel løfter sin 2030-målsætning til 45% eller 50% som del af en generel opjustering af de enkelte landes klimamålsætning. Og det bliver der brug for, for med indberetningerne i går også fra Kina er der nu klimamålsætninger for 2030 for mere end halvdelen af verdens lande. De gør en betydelig forskel i forhold til business as usual, men der skal stadig væsentligt kraftigere reduktioner til for at holde 2°C-målsætningen. Og 1½°C-målsætningen kræver lige nu et mirakel.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.

Se tidligere blog-indlg: Vatnajökull smelter.
Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Iceland Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 30.06.2015.

Ben Garside: Serbia, Iceland lean towards EU to meet UN climate pledges, Carbon Pulse 30.06.2015.

Iceland to submit climate plans for UN global deal, Climate Action 30.06.2015.

I går fremlagde en række lande deres klimamålsætninger, de såkaldte INDC, forud for COP21 i Paris, heriblandt Sydkorea. Sydkorea har godt 50 mio. indbyggere og havde i 2012 samlede udledninger på 592 mio. ton CO₂, hvilket svarer til 11,9 ton CO₂ pr. person. Dermed er Sydkoreas udledninger pr. indbygger i løbet af de seneste år vokset sig højere end de japanske, og betydeligt højere end de danske og EU-gennemsnittets. Så Sydkorea har i dag verdens syvendehøjeste udledninger og de sjettehøjeste udledninger pr. indbygger.

Den sydkoreanske klimaindsats har været lidt slingrende gennem årene.  Således fremlagde Sydkoreas præsident Lee Myung-bak forud for COP15 i København en klimamålsætning med en reduktion på 30% i forhold til business as usual mellem 2005 og 2020, svarende til en 4% reduktion i absolutte tal. Men udledningerne har siden 1990 været konstant stigende – således lå de samlede udledninger i 2012 5-6 gange over udledningerne i 1990, på trods af en betydelig andel af A-kraft i energiforsyningen.

Forud for indberetningerne har der i Sydkorea været fremlagt fire reduktionsscenarier, som alle har været karakteriseret som værende utilstrækkelige. NGOer har protesteret kraftigt, og Obama skulle 12. juni have ringet Sydkoreas præsident Park Geun-hye op med opfordringer til at fremlægge en stærk og ambitiøs klimaplan. Derfor har det fra  international side været hilst varmt velkommen, at de nu indberettede INDC indebærer en reduktion frem mod 2030 på 37% i forhold til business as usual, hvor de fire scenarier, som har været offentligt diskuteret forud, kun indebar 14,7-31,3% under business as usual. Lederen af de sydkoreanske industriorganisation derimod har forudsigeligt bebrejdet regeringen den skærpede klimaindsats, og at dens behov for at please det internationale miljø kan blive bekosteligt for nationen: “The government’s excessive cuts plan will act like another ‘cancer-like’ regulation that holds business back.” Dette til trods for, at industriens andel af reduktionen er på samme 12% som i de tidligere scenarier.

Business as usual er for 2030 ansat til 850,6 mio. ton CO_2e, hvilket med 37% reduktion svarer til 535,9 mio. ton CO_2e. Dette svarer ifølge Carbon Pulse til en reduktion på omkring 22% i 2030 i forhold til 2014. Udledningerne i 2030 vil således stadig ligge adskillige gange over 1990. Men hvis den sydkoreanske udvikling bliver som beskrevet, er der tale om, at et af de store tunge udviklingslande i løbet af de allernærmeste år lykkes at vende en stigende kurve til en faldende. Faktisk var udledningerne for 2014 en anelse under 2013.

Sydkoreas INDC åbner op for, at ikke alle reduktionerne sker indenlands, men at op imod en tredjedel af reduktionen sker gennem kvotekøb i andre systemer.

Læs mere »

Allerede under forhandlingerne i Bonn i starten af måneden blev det blevet sivet, at Kina snart var klar til at fremlægge sine INDC, (Intended Nationally Determined Contributions), og i dag blev de så frigivet. De kinesiske klimamålsætninger er fundamentalt vigtige alene af den grund, at de kinesiske CO₂-udledninger i de seneste årtier er vokset betydeligt mere end i resten af verden i takt med, at landet har haft en næsten eksplosiv vækst og det forhold, at en stadig større del af de rige landes primære produktproduktion har været udflaget til Kina. Trods en imponerende indsats med vedvarende energi vokser den kinesiske kulafbrænding derfor stadig, mens trafikken svulmer dertil, at de kinesiske udledninger i dag udgør mere end 25% af verdens samlede udledninger. Udledningen pr. indbygger er i dag større i Kina end i Europa.

Endda har Kina fastholdt, at man er et udviklingsland, som ikke på samme måde som de gamle industrilande kan være underlagt absolutte reduktionsmål. I stedet har man gradvist strammet målsætninger for, hvor meget mere økonomien skal vokse end udledningerne. Og i en bilateral klimaaftale med USA lovede Kina sidste år for første gang, at udledningerne ville kulminere inden 2030. Dette mål går igen i de i dag indleverede INDC. Heri fastslås det, at de kinesiske udledninger vil kulminere hurtigst muligt og i god tid inden 2030. Samtidig vil man reducere udledningerne pr. GDP-enhed med 60-65% mod 40-45% for 2020, mens andelen af vedvarende energi og atomkraft vil øge til mere end 20% af den primære energiproduktion.

Det er alle målsætninger, som kræver en betydelig indsats, alene fordi den kinesiske økonomi har nået et så gigantisk volumen, som den har – omkring en tredjedel af den samlede udbygning med vedvarende energi på verdensplan sker lige nu i Kina.

Men det er også hvad man kunne kalde forsigtige målsætninger i forhold til, hvad Kina rent faktisk ville kunne præstere. Når det gælder klimamålsætninger har det kinesiske styre altid overperformet i forhold til hvad man kunne kalde meget konservative målsætninger. Så lur mig, om ikke Kinas udledninger kulminerer væsentligt før – det indenlandske pres på regeringen for at gøre noget seriøst ved den massive luftforurening, som for en stor dels skyld stammer fra fossile afbrændinger, er massivt, og flere rapporter har på det seneste sandsynliggjort, at de kinesiske udledninger ville kunne kulminere allerede i 2025.

Selvom der ikke er nogen enkelt størrelse som kommer til at afgøre, om vi klare 2°C-målsætningen eller ej, så er spørgsmålet, hvor hurtigt det lykkes kineserne at standse stigningen i CO2-udledningerne, og hvor hurtigt de derefter kan reduceres, i kraft af størrelsen den vigtigste enkeltfaktor heri. Med de kinesiske INDC på banen er der fremlagt klimaplaner for omkring 60% af verdens samlede udledninger.  Og man kan allerede nu sige, at det gør en forskel i forhold til business as usual, men at der er langt til at kunne overholde 2°C-målsætningen, og fortvivlende langt til at komme i nærheden af 1½°C-målsætningen.

Læs mere »

Deltagere i en stort anlagt klimakonference i Paris for business-verdenen 21. maj, hvor man i venstre side af billedet ser Saudi-Arabiens olieminister Ali Al-Naimi (den laveste) overfor præsident Hollande.

Når det gælder klima-nyheder er The Daily Climate er en fin nyhedsservice, som jeg besøger næsten dagligt i forbindelse med redigeringen af Agenda 350. I dag var der pludselig en Editor Comment fra PD, hvilket jeg ikke mindes tidligere at have set. PD påpeger for praktiserende, studerende, undervisere og dem som hader eller elsker journalistik (kort sagt os alle), at samme nyhed helt uden problemer kan ende i to diametralt modsatte overskrifter, alt efter hvad man ønsker at fortælle.

Her et screen dump deraf:

Ifølge Reuters har Saudi Arabiens olieminister Ali Al-Naimi ved en konference om business & climate sagt, at: “In Saudi Arabia, we recognise that eventually, one of these days, we are not going to need fossil fuels, I don’t know when, in 2040, 2050… so we have embarked on a program to develop solar energy.” “Hopefully, one of these days, instead of exporting fossil fuels, we will be exporting gigawatts, electric ones. Does that sound good?”

Ifølge Reuters forventede Al-Naimi stadig på kort sigt at verdens energiforsyning ville være præget af de fossile brændstoffer. Men han så solenergien blive billigere end de fossile brændstoffer, og Saudi-Arabien udvikle sig til en “global power in solar and wind energy”, hvilket Wall Street Journal med en vis portion journalistisk håndelag kan få turneret, så overskriften lyder:

Saudi Oil Minister Says World Can’t Abandon Fossil Fuels – måske for ikke at stamlæserne får morgenkaffen ud over slipset. Selve artiklen ligger bag betalingsmur, men man kan af de første linjer lige ane, at det er samme konference i Paris, der er tale om, og at man i brødteksten haler lidt i land ved at modificere, at Al-Naimi på den korte bane stadig ser verden drevet på fossile brændstoffer.

Læs mere »

Frankrig har en lang tradition for arkitektoniske manifester, fra solkongernes paladser over Napoleons omlægning af store dele af Paris under Haussmann til Mitterand, som lagde navn til Peis glaspyramide foran Louvre og Sprechelsens Triumfbue. Og den nu siddende præsident Nicolas Sarkozy er da også godt i gang med at lægge an til at få sig foreviget i de parisiske bylandskaber. Det har han gjort ved at invitere ti af verdens ledende tegnestuer til at komme med et oplæg til byens fremtid, og ikke mindst forstædernes fremtid. Paris er nemlig ikke kun turisternes Paris. Udenfor den charmerende bykerne har der op igennem det 20. århundrede spredt sig en grød af mere eller mindre karakterløs forstadsbebyggelse. Og det er i høj grad her, projekterne sætter ind.

Siden juni har de ti teams arbejdet på to temaer ‘the 21st century post-Kyoto metropolis’ og ‘the present and future analysis of the Paris agglomeration’. Kan man gennem fortætning, nytænkning og andre byplanmæssige greb føre Paris fra den fossile æra ind i en bæredygtig udvikling? Foreløbig er de ti forslag udstillet på Musée de la Cité, og der er lagt op til offentlig debat om projekterne.

Forslaget på billedet herover herover stammer fra Ateliers Castro/Denissof/Casi. Jeg har stadigvæk svært ved at se, at klodens befolkning ved udgangen af det 21. århundrede i større udstrækning kommer til at bo i en sådan ikon-arkitektur – det minder lidt om Tyskland i 80erne, hvor alt miljørigtigt byggeri skulle have græstørvstag. Der findes langt mindre demonstrative (og ressourcekrævende) måder at fortætte byen på. Men hvis ellers disse lådne bygningssøjler med urskov frodigt vældende ud fra hver anden etage, som om det aldrig blæste eller sneede, er fremtidens højhuse, så kan vi i Købøenhavn prise os lykkelige over ikke at have fået plastret den historiske by til med deres vegetationsløse forgængere. Og stadig kan jeg meget bedre se den slags bebyggelse i Nordhavnen eller på Refshaleøen.

Se tidligere blog-indlæg om gønne højhuse: Det levende tårn (fransk projekt) og William McDonough: Tower of Tomorrow (amerikansk cradle to cradle-projekt).

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, Bustler 13.03.2009.

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, ArchiCentral 14.03.2009.

Karsten Ifversen: Sarkozy vil genskabe Paris, Politiken 21.03.2009.