Strøtanker om bæredygtighed

Symbolikken var til at tage og føle på, da den klimaaftale, som blev vedtaget ved COP21 i Paris i december, som skal sikre den hurtigst mulige afvikling af det fossile samfund, i dag havde første underskrivelsesdag på Moder Jords dag, 22. april. For den aftale har i allerhøjeste grad at gøre med at beskytte Moder Jord mod vi menneskers måske største fejlgreb til dato, afbrændingen af fossile brændstoffer. Meget vanvittigt har vi fundet på gennem tiderne, men med den fossile ild har vi udløst kræfter og muligheder, som intet førindustrielt samfund har kendt til. Det har i de seneste to århundreder ført til, at vi er blevet ikke bare voldsomt mange flere, men også voldsomt meget mere indgribende i de økosystemer, vores eksistens i sidste ende er afhængig af. Så selvom Paris-aftalen er en klimaaftale, så handler det om meget mere end kul og olie. Det handler om beskyttelsen og bevarelsen af hele det livsgrundlag, som har båret menneskeheden igennem hele dens historie, og som vi nu som ‘tak’ er i fuld gang med at smadre. Paris-aftalen er frugten af 21 års forhandlinger under UNFCCC, som FN iværksatte i forlængelse af Rio-konferencen i 1992. Det har ikke været noget enkelt forløb, og resultatet er ikke bare entydigt indlysende, men vi står nu med Paris-aftalen med et instrument, som hvis verdens lande slutter op om den i de kommende årtier vil gribe transformativt ind i mere eller mindre alle aspekter af menneske- og samfundslivet og forhåbentlig sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at leve med, af og på den generøse Moder Jord, som har båret menneskeheden frem til i dag.

For at Paris-aftalen overhovedet bliver en gyldig aftale, skal mindst 55 lande med i alt mindst 55% af verdens klimaudledninger underskrive og ratificere aftalen. I dag har 175 af verdens 195 lande underskrevet, heriblandt stort set alle de største udlederlande. Dette er ny rekord for FN – aldrig før i FNs historie har så mange lande underskrevet en aftale på samme dag. Efter dagens signing ceremony skal aftalen gennem en ratifying process, hvor de enkelte lande har sikret sig de nationale godkendelser mv., som den endelige ratificering indebærer. Her har foreløbig 15 af verdens mindste og mest sårbare lande taget også dette skridt. Men store udlederlande som Australien, Indien, Kina og USA har klart markeret, at de vil foretage den endelige underskrivelse allerede i år og har i fællesskab opfordret alle til at tage også dette skridt hurtigst muligt, så det egentlige arbejde kan begynde. Her kan EU vise sig at være blandt de langsomme, fordi aftalen skal frem og tilbage mellem godkendelser i EU og i de enkelte medlemslande. Men alt tyder lige nu på, at de 55 lande og 55 procent vil være i hus inden årets udgang.

Læs mere »

Ifølge nye opgørelser fra IUCN, som blev fremlagt på Rio+20 i juni, er 31% af verdens biodiversitet i dag truet. Således vil i titusindvis af arter vil inden for en overskuelig årrække forsvinde fra jordens overflade. Det er et svært placerbart problem for de fleste – inklusive mig selv – og jeg har derfor fået den stadig lidt uklare idé i den kommende tid at finde små eksempler på, hvordan den enestående mangfoldighed, som naturen med sin langsommelige skaberkraft har udviklet gennem tiderne, hastigt fortrænges af den kloden rundt stadig mere dominerende art, Homo consumens, som forskerne lige nu mest hælder til at indplacere som en kritisk fejlmutering af Homo sapiens (en bevidsthedsbrist, som endnu ikke er fuldt forstået).

Tag nu for eksempel denne lille panamanske guldfrø, Atelopus zeteki. Jeg blev helt øm om hjertet, at der også var blevet plads til at udvikle en sådan skabning. Lige det med pladsen kniber det da også alvorligt med, så guldfrøen er nu at finde på IUCNs rødliste over critically endangered species. Dens naturlige levevilkår er stort set forsvundet, og det regnes nu for usandsynligt, at den stadig findes i vild form. Men den overlever i zoologiske haver, og man har med held kunnet formere den i fangenskab. Panama har nu erklæret 14. august for Golden Frog Day – den lille guldfrø bliver i Panama regnet som et lykkesymbol – hvilket må regnes som den lille frøs held, for det giver en chance for, at landet for sin egen lykkes skyld etablerer naturreservater, hvor den kan genudsættes.

Andre arter er mindre heldige, og med det kulturtryk, vi har fået lagt ud over hele kloden, er vi med stor sandsynlighed i fuld gang med at udrydde arter, vi aldrig nåede at kende.

Det skal siges, at det ikke kun er den moderne civilisations annektion og forstyrrelser af stadig større dele af landskaberne, som er skyld i guldfrøens forsvinden. En alvorlig svampesygdom, Chytridiomycosis, som rammer padder, bredte sig fra sidst i 1980erne over Mellemamerika og truer i dag padder i store dele af det tropiske område. Chytridiomycosis gjorde det af med  guldfrøerne – sidste gang den blev observeret i naturen, var i 2009.

The week in wildlife – in pictures, The Guardian 17.08.2012.

Jessica Aldred: The final wave of the Panamanian golden frog, The Guardian 03.09.2012.