Strøtanker om bæredygtighed

I nedenstående video fortæller arkitekt Norman Foster om sit arbejde gennem årene, fra den taghavedækkede Wills Building (1975) til London Gherkin (2004) og igangværende projekter. Anledningen er den årlige DLD-konference (Digital Life Design) i München, januar 2007.

Foster er den ultimative repræsentant for en high tech-arkitektur, som samtidig med at den driver syntesen af arkitektur og ingeniørkunst til det yderste påtager sig et socialt ressource- og bæredygtighedsmæssigt ansvar. Foster er således også arkitekten man kontakter, hvis man vil have et højhus højere end det hidtil højeste (se blog-indlægget Dyre drengedrømme), haver i 50 etager eller en CO₂-neutral by (se blog-indlægget Masdar – en CO₂-neutral by).

Den 32 min. lange video giver et godt billede af, hvordan en moderne arkitektur er ved at vågne til den udfordring, at vi lever i et lukket globalt system med begrænsede ressourcer. Foster udfolder indledende et udtalt systemisk perspektiv: Man kan ikke blot skabe – eller tale om – CO₂-neutrale bygninger, men er nødt til at se bygningen i en større sammenhæng, som en del af en urban infrastruktur.

Læs mere »

I januar fremlagde Abu Dhabi, det største af de syv forenede emirater, planer for Masdar, en ny visionær CO₂-neutral by til 47.500 mennesker, designet uden biler, uden brug af fossile brændstoffer, uden affald, med fuld recirkulering af spildevand. Arkitekten er Norman Foster, en af verdens ledende high-tech low-energy arkitekter, og første fase af opførelsen er netop påbegyndt, et 60 MW solcellekraftværk, som skal levere energi til opførelsen.

Er det sådan, at Refshaleøen skal bebygges – uden biler, uden forurening, og uden CO₂-emissioner? Verden har blandede erfaringer med totalplanlagte byer, om det så er Le Corbusiers Chandigarh, Oscar Niemeyers Brasília eller Claus Bonderups Høje Tåstrup. Men vil klimaudfordringerne give dem en ny chance?

Og selvom Masdar viser sig at være CO₂-neutral, er den så bæredygtig? Kunne man forestille sig, at hele verdens befolkning boede i sådanne byer? Treehugger bragte i går en længere reportage, hvor man havde spurgt en række specialister, om et projekt som Masdar rent faktisk var bæredygtigt?

Det er ikke mindst tankevækkende, at det er et af verdens olieproducerende lande, som nu er ved at udvikle rammer for tilværelsen efter olieeventyret. Men se den 5:51 min. præsentationsvideo nedenfor.

Læs mere »

Højhuse kan tilsyneladende ikke blive høje nok. Nu er den definitive fallos på vej i London, som ellers har haft tradition for at bevare sin gamle bykerne i en højde, så det var spirene fra byens paladser og katedraler, som tegnede konturen mod himlen. ‘The Shard‘ hedder bygningen, og Renzo Piano er arkitekten bag de 310 meter vertikale stræben, som forventes opnået i 2011. Der er tale om endnu et bidrag til rækken af højtstræbende bygningsværker med en udtalt skulpturel gestik. Men – som det hedder i Pink Floyds ‘The Wall’ – behøvede de at være så høje?

Det er, som om der sidder små drenge og leger med byggeklodser, fortabte for omverdenen i fascination over, hvor mange de kan stable ovenpå hinanden før de vælter. Men den perfektion og orden, som præger disse bygningers indre, virker overhovedet ikke sammen med omgivelserne, så problemerne for det omgivende miljø tårner sig op.

Lige så flot disse gigantiske spejlglasprofiler stræber mod himlen, lige så svært har de ved at lande rigtigt på deres sted. Arkitektonisk set er det meget få af disse moderne højhusskulpturer, som kommer rigtigt op af jorden. ‘The Shard’ er for eksempel underligt undermineret ved foden. Det gælder også for ‘Turning Torso‘, Malmös nye landmark, som med sine 190 meter endnu er den første af sin slags i Øresundsregionen.

Byrumsmæssigt bryder disse gigantiske skulpturer som regel totalt med den bydannelse, de lever i. Omgivet af et væld af trapper og ramper, kummer og imposant udsmykning i ‘dyre’ materialer, som signalerer fuld kontrol og får den omkringliggende by til at se tarvelig og slidt ud, frembyder de ofte meget dårlige vilkår for det urbane liv for de mange mennesker, som bevæger sig ud og ind af bygningerne. Ingen bænke til bumserne, ingen små kiosker, krogede træer eller hyggelige cafeer.

‘Turning Torso’ har taget konsekvensen og placeret sig selv midt i et bassin, som en perfekt by i byen, omgivet af voldgrav, med en vindebro, der kan hejses ned for de særligt udvalgte. Hermed har man effektivt sikret sig, at de dyre kvadratmeter ikke bare bliver en del af det urbane fællesskab.

Læs mere »