Strøtanker om bæredygtighed

Claire Thompson præsenterede i går  under overskriften Have fun, stay single – it’s sustainable, et nyt studie på Grist om enliges miljøbelastning: The Living, Moving and Travel Behaviour of the Growing American Solo: Implications for Cities, hvilket stod ret vinkelret på min vanetænkning.

For det konkluderer, at de stadig flere i USA, som bor alene, lever mere bæredygtigt og har en mindre miljøbelastning end dem, som bor i familier, fordi de ofte vælger at bo småt og tæt lejligheder i byen, mens familierne i den udstrækning de har råd vælger parcelhuset i forstæderne, og dermed en livsstil, som kræve to biler, masser af energi til opvarmning og køling af den store villa osv.

Vi har umiddelbart samme billede i Danmark, klimabelastningen for dem som bor i villakvarterer er markant højere end dem som bor i byer. Da Københavns Kommunes klimaplan i 2009 var under forberedelse, hed det sig, at hvor klimabelastningen for en dansker på landsplan var omkring 10 ton pr. person pr. år, så var den for en københavner omkring det halve, først og fremmest fordi byen med dens tæthed lagde op til en anden livsstil, hvor man forbrugte langt mindre og langt mere bæredygtigt, men også fordi byen strukturelt lagde op til fælles fjernvarme frem for oliefyr, fælles offentlig transport frem for privatbilerne, fælles parker i stedet for villahaven, og fælles tag og ydervægge frem for carporte, udestuer og udekøkkener (energiforbruget ved at bo i lejlighed er typisk markant mindre end ved at bo i parcelhus).

Men stadig har jeg denne lille stemme i øret, som har svært ved at gøre single-livet til den endelige konklusion. For hvis de mange enlige flyttede sammen med andre – men fastholdt livsstilen og blev i byerne, forsatte med at cykle, bo i lejlighed osv. så ville der være to om hvert komfur og køleskab, madspildet ville være mindre, arealforbruget ville være mindre, og der ville kun være brug for halvt så mange køleskabe, vaskemaskiner opvaskemaskiner osv. Hvis man yderligere begynder at dele ladcykel og vaskemaskine med hele opgangen, bil med delebilslauget osv. kan man ressourcemæssigt gøre det langt smartere end den typiske single-livsstil. Så det er ikke det at være single, som er det afgørende. Det er det ikke at bo i parcelhus i forstæderne, med langt til skole, arbejde, indkøb og fællesskab, og den deraf “nødvendige” pendling i privatbiler.

Derfor er illustrationen herover valgt fra No Impact Man-projektet, hvor en New York-familie gennem et år søgte at reducere sin miljøbelastning til det ekstreme, ingen elektricitet fra stikkontakterne, ingen vaskemaskine, ingen fjernsyn og airconditioning, ingen køb af nye ting, ingen toiletpapir, intet affald (så godt som), kompostering af køkkenaffaldet, gang eller cykel til og fra arbejde og børnehave og ingen brug af elevator, hvilket er lidt af en præstation, når børnehaven er placeret på nte etage i en skyskraber (se blog-indlægget No Impact Man).

Det, Colin Beavan udsatte sig selv og sin familie for, kunne ingen single have gjort. Her fik det at være flere en ny nødvendighed og naturlighed – og en ny målestok for, hvor simpelt enkelt og renfærdigt (og for dem alle overraskende lykkeligt), en familie kan leve i byen.

Desværre er der kun fri adgang til Devajyoti Dekas abstract.¹ Men Eric Jaffe har på The Atlantic Cities en lidt mere grundig introduktion af Dekas studie.

Claire Thompson: Have fun, stay single – it’s sustainable, Grist 17.07.2013.

Eric Jaffe: The Rise of People Living Alone Has Led to More Sustainable Cities, The Atlantic Cities 16.07.2013.

Devajyoti Deka: The Living, Moving and Travel Behaviour of the Growing American Solo: Implications for Cities, Urban Studies 05.07.2013 (abstract).¹

Den 43-årige New Yorker og historiebogsforfatter Colin Beavan var efterhånden alvorligt træt af at vente på, at politikerne tog sig sammen og gjorde noget, mens isen smeltede stadig hurtigere under isbjørnene og klodens klima gik grassat. Så ideen om at skabe en CO₂-neutral tilværelse, hvor man så vidt muligt reducerede de negative påvirkninger og øgede positive indflydelser, tog form. “Det går måske ude på landet, hvor du kan dyrke din egen mad, men her midt i New York … glem det, det er umuligt,” lød reaktionerne.

Ægget heraf kastede Colin i slutningen af 2006 sig selv og sin familie ud i det eksperiment igennem et år at leve som CO₂-neutral No Impact Man, uden nogen netto miljøpåvirkning: Ud med en hel masse elektricitets-ædende “nødvendigheder” som fjernsyn og air-conditioning, ingen aviser og tidsskrifter, ingen biler, fly, elevatorer eller tog, ingen nyanskaffelser, kun lokalt produceret mad, ingen emballage, ingen engangsbarberknive, toiletpapir og en hel masse andet af alt det, som fylder vores moderne tilværelse.

“jeg har tabt 10 kilo,” siger Colin til ABC News: “Alle siger at Michelle stråler … vi er i god form. Det styrker vores bevidsthed, at vi ikke ser TV.”

“Det har været et aldeles fantastisk år,” siger Colin til TreeHugger efter at have gennemført eksperimentet: “Uden fjernsynet er jeg blevet en bedre far. Og uden vaskemaskine har jeg lært, at der er visse ofre, som folk ikke vil være parate til at gøre. No Impact har haft betydning for alt, fra min livsfilosofi til mit familieliv og min finansielle situation.” Samtidig med at Colin er begejstret over at have gennemført et år som No Impact Man, er han også ked af det, fordi man i USA stadig ikke taler om, hvad vi skal gøre for planeten, men om vi overhovedet behøver at gøre noget.

Læs mere »