Strøtanker om bæredygtighed

Med syv reaktorer med en samlet effekt på 8 GW er Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata Amt verdens største atomkraftværk. Som ved alle andre værker i Japan blev de igangværende reaktorer i tiden efter Fukushima-katastrofen i 11. marts 2011 en efter en taget ud af drift i takt med, at de skulle standses for det årlige driftseftersyn og udskiftningen af brændselslegemer. For efterfølgende ville ingen tage ansvaret for genstarten.

Kashiwazaki-Kariwa-værket er ejet og drevet af samme energiselskab, TEPCO, som driver Fukushima Daiichi-værket. TEPCO, som leverer strøm til Tokyo-området, har et tredje atomkraftværk, Fukushima Daini med fire reaktorer, som ligger blot få km fra Fukushima Daiichi. Og selvom det lykkedes at lukke Daini-værket korrekt ned ved tsunamien i 2011, har Fukushima Amt siden fået tilsagn om, at der ikke bliver genstartet reaktorer i Fukushima Amt, der til gengæld gerne vil være foregangsamt når det gælder udviklingen af vedvarende energi.

TEPCO står derfor i den situation, at ud af de sytten reaktorer, man havde før Fukushima-katastrofen, kommer de ti reaktorer i Fukushima Amt aldrig i gang igen. Yderligere er planerne om at opføre endnu et atomkraftværk i Fukushima Amt nær Fukushima Daiichi og Fukushima Daini blevet opgivet i erkendelse af, at den nuværende situation ville umuliggøre nogensinde at få et nyt atomkraftværk i gang på dette sted. Derfor har TEPCO længe ønsket sig at genstarte i hvert fald et par af de syv reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, og på sigt gerne dem alle. Det ville give et kærkomment tilskud til den ekstremt anstrengte økonomi efter katastrofen, hvor oprydningsarbejdet ikke bare på selve kraftværket, men også i de omgivende landskaber, vil strække sig ind i anden halvdel af dette århundrede.

Men guvernøren i Niigata Amt, Hirohiko Izumida, er ikke bare imod atomkraft, han er imod at TEPCO nogensinde kommer til at drive atomkraftværker igen. Og han taler af erfaring, for forud for Fukushima-katastrofen havde der i årevis været problemer med den måde, hvorpå TEPCO drev Kashiwazaki-Kariwa-værket. Ved flere lejligheder har man kunnet se TEPCOs øverste leder Naomi Hirose helt rød i hovedet af raseri, når Izumida fremførte, at TEPCO ved hele tiden at presse på med hurtig genstart af Kashiwazaki-Kariwa blot satte økonomien over sikkerheden.

Nu er der dog tegn på, at godkendelsesprocessen for to af reaktorene ved Kashiwazaki-Kariwa-værket er så langt, at den kan være afsluttet til marts næste år. Dette er udtrykkeligt ikke ensbetydende med, at reaktorerne kommer i gang umiddelbart efter. For i Niigata har der gennem mange år været en massiv lokal modstand mod værkerne. Blandt andet har en borgergruppe med henvisning dels til det havarerede Fukushima Daiichi, som langt hen af vejen var en driftsfejl, dels til de mange eksempler på fejl i drift og indrapporteringer ved Kashiwazaki-Kariwa lagt sag an mod TEPCO med den påstand, at man er uegnet til at drive atomkraftværker.

Dette blog-indlæg vil med løbende opdateringer søge at følge processen omkring genstarten af Kashiwazaki-Kariwa værket, som qua den massive lokale modstand sandsynligvis vil trække ud i årevis. Og uanset at TEPCO allerede har investeret milliardbeløb i at forberede genstarterne, er det langt fra givet, at det nogensinde igen kommer dertil.

Der er etableret tilsvarende blog-indlæg for reaktorer ved de tre atomkraftværker, hvor opstartsprocesserne er længst fremskredne, ved Sendai-værket, ved Ikata-værket, hvor en reaktor lige nu er ved at blive tilsluttet, og ved Takahama-værket, hvor to reaktorer blev standset umiddelbart efter opstarten efter påbud fra retten. Stadig her fem et halvt år efter Fukushima-katastrofen har Japan kun fået genstartet tre reaktorer.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Her tre år efter er pendulet på forunderligt-foruroligende vis tilbage til tiden før Fukushima-katastrofens begyndelse for tre år siden. Presset fra regering og erhvervsliv for at få hurtige genstarter er massivt, og selvom man godt ved, at man skal fare med lempe, hvis man vil undgå igen at vække den massive folkestemning, så er kursen lige nu lagt målrettet mod genstarter inden sommervarmen for alvor tager ved, jo flere og jo hurtigere, jo bedre.  

Endda kommer det ikke til at gå særlig hurtigt, ikke mindst fordi den nye sikkerhedsinstans, som man har etableret, NRA, ser foreløbig ud til at tage sin opgave alvorligt, at genskabe sikkerheden omkring de japanske atomreaktorer, så en katastrofe som Fukushima Daiichi aldrig igen vil kunne finde sted. På den led synes det en indlysende ting, at NRAs leder Shunichi Tanaka stammer fra Fukushima, for mens det øvrige Japan her tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse så småt synes at glemme, så vil han stadig vide, hvilke lidelser Fukushima har været igennem, og at sdtadig her tre år efter, at de fleste af dem som i sin tid blev evakueret, stadig har lange udsigter i forhold til at kunne vende tilbage. Og selvom den politiske modstand mod genstarten kan synes helt paralyseret i og med Abe-regeringens komfortable flertal i begge kamre, så bliver tingene ikke bare som før. Men omvendt tegner det lige nu til, at Fukushima ikke blev det vendepunkt, som kunne have givet smerten og lidelsen en retning, et håb, en forklaring, en forløsning. 

Der tegnede sig en overgang en vision om at gøre Fukushima-katastrofen til springbræt for en ny æra, som vendepunkt for et postindustrielt Japan, som var drevet på vedvarende energi og som igen formåede at høste sine fornødenheder bæredygtigt af sit naturgrundlag og leve i harmoni med sine omgivelser. Selvom pendulet lige nu synes på vej tilbage – at Fukushima søges gjort til en ubetydelig parentes i historien – så forfølger man stadig i Fukushima Amt dette mål om at lægge fuldt om til vedvarende energi, hvorfor man har insisteret på ikke bare at få standest genstarten af de to funktionsduelige reaktorer ved Fukushima daiichi – hvilket TEPCO efter pres fra centraladministrationen har accepteret – men også TEPCOs fire reaktorer ved Fukushima Daini. Og visionen om dette fremtidens Japan har været så stærkt fremme, og har tilhængere så langt ind i selv premierministerAbes regeringsparti, at det kun er et spørgsmål om, hvornår pendulet igen svinger fremad.

For snart to år siden indledte jeg disse optegnelser for at følge processen fem til genstarten af de første reaktorer. Der kom ret hurtigt derefter en midlertidig genstart af to reaktorer ved Oi-værket, men processen, hvor Japan som noget nyt havde store offentlige høringer, hvor man på forskellige måder spurgte og inddrog den japanske befolkning lovede godt for, at der ville komme noget konstruktivt ud af hele situationen. Men så blev alt forkludret. Den nu forhenværende regering fik ikke rigtig samlet konklusionerne i en bindende energiplan, men blot som et uforpligtende hensigtserklæring, og sådan lidt på afstand så var der trods mange sympatiske synspunkter også en politisk uformåenhed, ikke mindst overfor embedsværket. Selvom det til dels var Fukushima-katastrofen, som tog alle kræfterne og satte alt på standby, så nåede DPJ-regeringen at demonstrere, at vejen fra lovende valgløfter til realpolitiske forandringer er endog meget lang, og at det japanske statsbureaukrati ikke bare lige er sådan at ændre kurs på. 

NRA har stillet i udsigt, at man her i løbet af marts vil fremlægge en prioriteret liste over den eller de atomreaktorer, hvor sagsbehandlingen er så fremskredet, at man kan gå videre til den videre afklaring. Fra regeringsside er det magtpåliggende, at der kommer reaktorer i gang inden midten af juli sommervarmen for alvor sætter ind – ikke fordi Japan ikke vil kunne klare sig igennem, for det er gået fint de forudgående somre, og der er de seneste to år opført så mange solcelleanlæg i Japan, at det i sommerspidsbelastningsperioden svarer til 4-5-6 nye atomkraftværker. Derfor udhules argumentet om de snarlige genstarters uomgængelige nødvendighed, hvis ikke de kommer i gang nu. Men NRA har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade sig kyse af administrativ utålmodighed. Tværtimod kører man ganske grundt og principielt frem – og gør til forskel fra de fleste andre aktører det eneste rigtige, hvis det skal lykkes at genskabe tilliden til de japanske reaktorer. Endda bliver det nok kun lige med lodder og trisser, hvis det skal lykkes at få de første reaktorer i gang til den tid – og sandsynligvis bliver det reaktorer på Kyushu eller på Shikoku, der som de første vil kunne genstartes efter NRAs nye sikkerhedsregler. For til forskel fra rigtig mange andre steder i Japan, hvor den lokale modstand så massiv, at der vil kunne gå ikke bare måneder, men år, før den lokale accept af genstarterne er faldet på plads, så vil det for værkerne på Skikoku og Kyushu være muligt at forhandle den lokale accept på plads relativt hurtigt efter at NRA har givet sin godkendelse.

Udviklingen er således nu kommet ind i en fase, hvor visionerne kommer i tredje række, hvor diskussionerne om den samlede vision er lagt på hylden, hvor økonomien dominerer over sikkerheden, hvor spørgsmålet om Japans fremtidige energipolitik frem for visioner og klarhed er styret af et utal af små lokale positionskampe. Det kan blive en lang kamp, og af samme grund er jeg indstillet på at lukke ned for disse optegnelser. Mere end 700 er det blevet til, og måske det på et tidspunt var interessant at vende tilbage og sammenfatte. Men nu er der i første omgang søgt fastholdt en proces, hvor Fukushima-katastrofen en overgang så ud til at kunne blive definerende for en større omlægning af det japanske samfund.

Muligheden for at gøre Fukushima Daiichi til et stort og flot om end smertefuldt vendepunkt var der, men blev forpasset – i hvert fald i denne omgang. Som det så viseligt stod i Japan Times den anden dag: mens halveringstiden for plutonium er skræmmende lang (24.100 år), så er halveringstiden for den menneskelige hukommelse foruroligende kort.  

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2014

1. marts – I dag 60 år siden prøvesprængningerne ved Bikiniøerne
1. marts – Depressionsramte kyster
2. marts – Massive udfordringer forude for at vinde lokal accept af genstarter
2. marts – Antiatomkraft-demo i Tokyo
3. marts – NRA udvider sin stab markant

4. marts – Asahi-serie: Three Years After
5. marts – Fukushima sagsanlæg opgivet
6. marts – stadig mange uafklarede spørgsmål
7. marts – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage
8. marts – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede

8. marts – Stort forretningsperspektiv i dekommissioneringsekspertise
9. marts – Antiatomkraft-demonstrationer over hele Japan
9. marts – Revision af skolemateriale om Fukushima-katastrofen
9. marts – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden
10. marts – 80% ønsker atomreaktorer afviklet

10. marts – Asahi leder: NRAs sikkerhedsregelsæt har alvorlige mangler
11. marts – Den svære genopbygning
12. marts – Asahi Shimbun om reaktor-genstarter
13. marts – Noam Chomsky om Fukushima-katastrofen
13. marts – Naoto Kan om Fukushima-katastrofen

13. marts – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter
15. marts – NRA: To reaktorer ved Sendai-værket først i køen for genstart
15. marts – Gregory Jaczko: eneste sikre løsning er ikke at genstarte
16. marts – Pres på japanske forskere
17. marts – Transportsække ved at være møre

17. marts – Demonstrationer på Kyushu
18. marts – Massiv modstand mod genstart af atomreaktorer
19. marts – Bunmei Ibuki om ‘the ultimate goal of phasing out nuclear power’
20. marts – Pandoras Promise was a lie (blog-indlæg)
20. marts – NRA revser TEPCO

21. marts – Træerne nedbrydning gået i stå omkring Chernobyl

Stadig under udarbejdelse …

Se Fukushima links for marts 2014.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Det kan synes som om, at Abe og LDP med valgsejrene til både over- og underhuset trods den massive modstand i befolkningen fik det definitive overtag i bestræbelserne på at reetablere et Japan, som var Fukushima-katastrofen aldrig sket. Men på det lokalpolitiske område er tingene mindre definitivt afklaret, og når to forhenværende premierministre, Morihiro Hosokawa og Junichiro Koizumi, som det skete her sidst i januar trådte ind i Tokyos guvernørvalg, som afgøres her 9. februar, så er det måske sidste chance for at få A-kraften og Japans fremtidige energi-scenario på dagsordenen som andet end et mere eller mindre skjult og forudsigeligt udvalgsarbejde internt i regeringen.

Tiden må vise, om Hosokawa med Koizumi i ryggen vil kunne vinde guvernørvalget – tiden har været meget meget kort, og den LDP-støttede kandidat Yoichi Masuzoe, men det har afsløret, hvordan Abe-administrationen virkelig søger at styre informationsstrømmen og sikre sig, at A-kraft-problematikken fylder mindre i medierne.

Hvis det – hvilket det lige nu ikke tyder på – lykkes Hosokawa at vinde, vil det givet repolarisere hele genstartsproblematikken og genåbne spørgsmålet om Japans energimæssige fremtid. For hvad gør TEPCO, hvis deres største kunde og en af de største aktionærer beder om at få udfaset A-kraften og begynder en lang række partnerskabsaftaler med de omgivende provinser om at lavere vedvarende energi?

Selv hvis det ender med, at det bliver Masuzoe, som vinder, så har han måttet stå frem og sige, at han skam også ønsker et Japan mindre afhængig af A-kraften, og man har set den nuværende premierminister Abes mentor, Koizumi, åbent udfordre sin politiske darling.

Allerede sidst på måneden er der tilsvarende amtsvalg i Yamaguchi Amt, hvor energisituationen tilsvarende meget vel kunne blive et centralt valgspørgsmål, om ikke det centrale. Og med forestående valg i amter som Shiga og Niigata, hvor guvernørerne lige nu er meget udtalte i deres kritik af Abe-administrationens back to business-politik, kan det meget vel vise sig, at den politiske modstand mod genstarterne bider sig fast på det amtslige og det kommunale niveau.

NRA har i skrivende stund ansøgning om genstart for 16 ud af landets officielt 48 reaktorer, og sandsynligvis vil vi her i løbet af februar se ansøgninger også fra flere af de mere kontroversielle, som ved Hamaoka-værket, som hvis man var i stand til at spole filmen tilbage nok skulle have været placeret et helt andet sted. For det er beliggende umiddelbart over brudzonerne mellem tre store tektoniske plader, så risikoen for ekstra voldsomme jordskælv er her særligt høj. Her kommer NRA for alvor på prøve. For har de, når det kommer til stykket, den politiske frihed til at konkludere, at et helt værk er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt? Eller bliver det ligesom med klimaudfordringen spørgsmålet om at finde en passende politisk grimasse, som samtidig med at man på et uforpligtende plan vedkender sig problemerne ikke tager de nødvendige konsekvenser deraf.

NRA har allerede taget hul på behandlingen af to reaktorer ved TEPCOs Kashiwazaki-Kariwa-værk, som med syv reaktorer er verdens største. Her er der et stort antal foldelinjer umiddelbart under og omkring reaktorerne, og værket har tidligere stået stille igennem længere tid på grund af beskadigelser efter jordskælv. Men Kashiwazaki-Kariwa er i den nuværende situation TEPCOs eneste chance for at få reaktorer i gang igen, for de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi og de fire ved Fukushima Dainichi kommer aldrig i gang igen. Men kan man forestille sig, at NRA når frem til den konklusion, at det er uforsvarligt at drive atomreaktorer på dette sted, når den sådan beslutning med et pennestrøg et vil lægge Japans største forsyningsselskab i graven? Kan et videnskabeligt baseret ekspertudsagn stå så frit af, hvilke økonomiske omkostninger, det vil indebære? NRAs leder Shunichi Tanaka har gentagne gange understreget, at NRA vil varetage opgaven uden nogen skelen til de økonomiske implikationer. Men det skal han sige, for NRAs forgænger var præcist det modsatte. Her var sikkerhedsinstansen fuldstændig i lommen på forsyningsselskaberne og A-kraft-industrien. Så på den led er det ikke noget godt tegn, at så godt som samtlige, som arbejdede i NRAs forgænger, i dag er ansat i NRA.

Tidligere kunne man være så godt som sikker på, at mere eller mindre samtlige af Kyodos telegrammer om A-kraft-situationen og situationen ved Fukushima var at finde i mindst én større afvis dagen efter. Om det er en følge af den seneste tids signaler fra Abe-administrationen om at skrue ned for dækningen eller almindelig udmattelse blandt læserne, skal være usagt. Men her i det nye år er tingene blevet meget anderledes. Hvor tidligere stort og småt ved Fukushima Daiichi har været vendt i den japanske dagspresse, så må man indse, at filtret for, hvad der er interessant, har ændret sig. Selv når TEPCO laver udtalte flovsere, så skal man til små lytteposter som Fukushima Dairy, Simply Info og EXSKF for at få det fulde billede af, at ikke er ret meget har ændret sig til det bedre. Tværtimod bliver der opdaget stadig større mængder af udsivende radioaktiv forurening, og TEPCO fortsætter sit under- og misrapporteringscirkus. Alt synes derfor efterhånden at tyde på, at den samlede strålingsforurening fra Fukushima-katastrofen allerede har overhalet de samlede strålingsforurening fra Chernobyl. Og den stadige ‘blødning’ i Stillehavet er på ingen måde standset, snarere tværtimod. Men ligesom pressen har fået en form for frivillig mundkurv på, så synes japanske forskere at have fået strenge pålæg om ikke at beskæftige sig med sammenligninger mellem Fukushima og Chernobyl. Det er ligeledes påfaldende, hvor få studier af strålingsforureningens indvirkning på de biologiske systemer, som der er lavet. Der findes viden, som det er komfortabelt ikke at have.

Skal man glæde sig over bare lidt, så er det, at fjernelsen af brændselslegemerne fra der beskadigede kølebassin ved reaktor 4, som af mange har været udpeget som den største risiko for fornyet katastrofe, synes at skride planmæssigt frem. Man er nu oppe på at have fået fjernet omkring 15% af de mere end 1.500 brændselslegemer. Samtidig bliver der her i starten af februar taget første spadestik til den frostmur omkring alle fire havarerede reaktorer, som lige nu synes at være det bedste bud på at få standset de enorme mængder radioaktivt grundvand, som hver dag ender i Stillehavet.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser februar 2014

1. februar – TEPCO viser overskud for de første tre kvartaler af 2013
1. februar – Tredje update om Tokyo som A-kraft-valg
3. februar – NHK-dokumentar om grundvandsproblemerne ved Fukushima
4. februar – Regeringen spørger fiskerne om Fukushima grundvands-bypass
5. februar – Geotermiske anlæg på vej

6. februar – IAEA-rapport: Den strukturelle risiko størst
7. februar – TEPCOs målinger af strontium I grundvandet alt for lave
7. februar – Monju-reaktoren på vej til at blive opgivet?
8. februar – Fjerde update om Tokyo som A-kraft-valg
8. februar – Igangsættelsen af reaktor 3 ved Tomari-værket udskudt

8. februar – Lille status over de japanske reaktorer
9. februar – Masuzoe vinder valget i Tokyo
10. februar – NRAs sikkerhedsgodkendelser: Flaskehalsen peger på …
10. februar – Tokyo-valget vil fremme hurtig genstart af atomreaktorerne
12. februar – NRA: Foldelinje under Oi-værket ikke aktiv

12. februar – Ny bog om Fukushima fra Union of Concerned Scientists
13. februar – LDP-parlamentarikere: A-kraften må være ‘transitional’
14. februar – Ansøgning til NRA om reaktor 4 ved Hamaoka-værket
15. februar – Stærke reaktioner mod genstart af Hamaoka-værket
16. februar – Interview med 281 Anti Nuke

17. februar – NRA på inspektion ved Kashiwazaki-Kariwa
18. februar – tålmodighed med NRA
21. februar – nergiplan fastlagt
22. februar -100 ton højradioaktivt vand løbet over ‘ved et uheld’
24. februar -Kølingen af reaktor 4 ved Fukushima Daiichi svigter

25. februar – TEPCO agter ikke at betale mere for tabte arbejdsindtægter
26. februar – Flere vilde dyr i de evakuerede områder
26. februar – Dekontamineringen for Fukushima Daiichis opland forsinket
28. februar – ikke 100 men 201 og nok over 1.000 fejl på Fukushima Daiichi
28. februar – ALPS-systemet igen i problemer

Se Fukushima links for februar 2014.

Læs mere »