Strøtanker om bæredygtighed

Ti. 04.12. – er første dag for de afsluttende high-level-forhandlinger. Ban Ki-moon sagde indledende, at “the abnormal is the new normal. It is an existential challenge for the whole human race – our way of life, our plans for the future.” Så forhandlerne ved Doha må gøre deres yderste for ikke bare at sammenfatte end videreførelse af Kyoto-aftalen, som udløber 31. december i år, men må få lagt den videre udformning af en global, bindende aftale i faste rammer, så den kan ligger klar inden 2015. Vi har den nødvendige teknologi og viden til at gøre det – Det eneste, der mangler, er politisk vilje (se Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing).

Ruslands premierminister Medvedev mere end antydede, at landet var ved at løbe fra det reduktionsmål på 15-25%, som man indskrev i den Copenhagen Accord i tiden efter COP15 i København. Allerede den gang stod det klart, at reduktionerne fra verdens lande tilsammen var helt utilstrækkelige til at imødegå udviklingen, så det skulle om noget gå den anden vej – at landene forhøjede deres målsætninger, og deres tilsagn om bidrag.

Englands secretary of energy Ed Davey stod for et af dagens lyspunkter, da han meddelte, at England ville give 133 mio. £ til klimaindsats og klimatilpasning, først og fremmest i Afrika. Der er lige nu et skrigende behov for sådan finansiering – og der er et vibrerende håb om, at de stenrige arabiske olielande lagde en ordentlig pulje på bordet. De ville have råd til det, men hidtil har der ikke været skyggen deraf.

Af en artikel i Times of India i dag fremgår det, at Indien er kommet til Doha med strenge pålæg om ikke at love mere end man allerede har, når det gælder klimaindsats.¹ Også i Durban var Indien meget utilbøjelig til at ændre ved definitionerne på (og forpligtelserne for) rig og fattig, og Indien ser det som sin ret at forfølge en traditionel vækstpolitik fuldstændig uberørt af klimaudviklingen. Så man udbygger i disse år luftfarten for fuld skrue og der er planer om 150 nye kulkraftværker, som sandsynligvis kommer til at køre i 40-50 år frem i tiden. Selv i forhold til indførelsen af nye dyrkningsmetoder, som ville kunne mindske metan-udviklingen fra rismarker eller håndtere husdyrgødning anderledes, er den indiske holdning, at det kan man ikke tage sig af nu.¹ Underteksten er, at Indien skal være rigt, før man kan tage den slags hensyn.

Læs mere »

Sir Nicholas Stern, som er en af verdens store klimapolitiske profiler, blev i dag i Berlin spurgt om hans syn på 350 ppm. Han svarede, at det gav fuld mening som langsigtet mål, og/men at man måtte gøre sig klart, at vi allerede lå over, og at målet i første omgang måtte være at standse udledningerne.

Stern er et af de få mennesker på den politiske scene, som har haft mandsmod til at gøre os klart, at vi står over radikale omlægninger og ikke bare småjusteringer. Hvor vi i Danmark fik en ét ton mindre-kampagne, siger han uden omsvøb, at vi må belave os på kun at have ét ton til hver – eller en langdistance flyrejse hvert tiende år, hvis alt andet blev CO₂-neutralt.

Her følger et indlæg om Stern af Bill McKibben¹:

Lord Nicholas Stern on 350

Nicholas Stern is the most important climate economist in the world. After a stint as chief economist at the World Bank, he was asked by the government in his native Britain to conduct the most thorough review of the economics of global warming yet undertaken. Released in October of 2006, it drew praise from many of his brethren in the field–and it also drew gasps of shock and horror from anyone who bothered to read it. It laid out, quite clearly, the cost of doing too little or moving too late on climate change: economic damage that would be greater than WWI, WWII, and the Great Depression combined. In April, he published a powerful popular account of his work, Blueprint for a Safer Planet, and he’s been one of the leading forces preparing for the Copenhagen meeting.

So that’s the background. Today in Berlin, a reporter from one of the city’s papers, Daniel Boese, asked him about the 350 target–which goes well beyond the numbers he was using in his book even in April. It’s a sign of how quickly the tide is shifting, and also of Stern’s intellectual integrity, that he said: “I think it’s a very sensible long-term target.” He went on to explain: “People have to be aware that is a truly long-term target. We have already passed 350ppm, we are at 390 ppm of CO₂ and at 435 ppm of CO₂-equivalents right now. It is most important to stop the increase of flows of emissions short term and then start the decline of flows of annual emissions and get them down to levels which will move concentrations of CO₂ back down towards 350ppm

Stern is right, of course–even if we do everything right at Copenhagen, we won’t be back at 350 soon. But unless we do everything right we’ll be back at 350 never ever. His call will help stiffen the push for real measures at the conference.

And in case you’re keeping score, here’s where we are at the moment. The world’s foremost climatologist, James Hansen, first calculated this number with his NASA team. The world’s foremost climate politician, Al Gore, endorsed it nine months ago. The UN’s chief climate scientist, and with Gore the only other man to win a Nobel for work on climate, India’s Rajendra Pachauri, endorsed it late last month. And today the world’s foremost climate economist.

But here’s the thing: none of this would have happened if you hadn’t endorsed it – if you hadn’t worked to build the largest movement about climate change ever. Onward!

Bill McKibben: Lord Nicholas Stern on 350, 350.org 09.09.2009.¹

Der er netop i dag kommet tal, som viser, at lige godt 1 mio. danskere 28. marts slukkede for lyset i anledning af Earth Hour. I København var hele 35% af byens befolkning med til at slukke lyset.

Endda var for eksempel Politiken netavis hurtigt ude med lakonisk at konstatere, at det dårligt kunne ses på el-forbruget.¹ Og Kristeligt Dagblad kalder det klimapop.² Ikke desto mindre er det et stærkt signal. Det er symbolpolitik, og der ligger en vigtig markering i, at 1 mio. danskere, eller langt flere end noget dansk parti kan mønstre af stemmer ved et folketingsvalg, står sammen om en sådan markering.

Nedenfor er der tre små YouTube videoer fra Earth Hour 2009, som Sluk Lyset-kampagnen hedder ude i den store verden. Først en lille samling postkort med lys, der bliver slukket verden rundt. Dernæst fortæller den emgelske klimaøkonom Sir Nicholas Stern, hvorfor Earth Hour er vigtig: Det er en mulighed for verdens befolkninger for at lægge pres på regeringer verden rundt om at tage klimaudfordringen alvorligt. Det vil de ifølge Stern simpelthen ikke gøre, hvis ikke der er et massivt folkeligt pres. Stern er fadder til den engelske klimaplan, som i dag står mere konsekvent i sin klimamålsætning end stort set alle de andre store økonomiers. Og Stern er manden, som i de senere år igen og igen har påpeget, dels at vi må regne med fremover kun at have ét ton CO₂ hver at udlede, dels at jo mere vi nøler, jo mere ubetalelig bliver prisen.

Læs mere »

George Monbiot er en af de skarpere klimaskribenter, og han forstår som få at spidde fænomener udspændt i feltet mellem menneske, miljø og magt. I den senere tid har han for eksempel lavet en række skarpe video-interviews til The Guardian, hvor han i udsøgt satirisk stil hudfletter klimabagstoppere og greenwashing-magnater. Men i gårsdagens udgave af The Guardian rettede han med artiklen: Woodchips with everything. It’s the Atkins plan of the low-carbon world, skytset mod egne rækker. Han var kort sagt træt af den seneste hype inden for klimaløsninger, bio-char, og sammenlignede det med Atkins-kuren, en slankekur, som med højdosis protein måske på kort sigt formår at få folk til at tabe et par kilo, men som ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt set må betragtes som en katastrofe.¹

I den britiske debat bliver den sproglige retorik ofte hvæsset med stor omhu. For blot fjorten dage siden sammenlignede Sir Nicholas Stern klimaskeptikere med ‘flat-earthers’.² Og hvor har han ret – kunne vi blot én gang for alle komme dertil i det danske forståelsesrum. Det er kun fordi det er så svært at oversætte til dansk – fladpander er noget lidt andet – at ‘flat-earthers’ ikke straks er gledet ind i mit klima-vokabularium.

Men tilbage til Monbiots udfald: Han var kort sagt træt af, at alle klimaentusiaster nu kun havde trækul på hjernen og tilsyneladende så verdens frelse i denne gammelkendte teknik. Og under vejs får han langet alvorligt ud efter klimanotabiliteter som James Hansen, Chriss Goddall og James Lovelock, som i hans øjne helt har mistet orienteringen. De er bundnaive, fnyser han, og er nærmest ved at splitte jorden af for at redde den.¹

Allerede samme dag bringer The Guardian da også en artikel af Chriss Goodall, at der ikke er nogen grund til at afskrive trækullene.³ Og få timer efter er Gaia-teoriens ophavsmand James Lovelock på banen med en indrømmelse, at hvor han normalt er enig med Monbiot i det meste, må han i denne situation indse, at Monbiot ikke helt har fanget perspektivet i at lade naturen absorbere den overskydende CO₂.¹º

Læs mere »

På Københavns Universitets netop afholdte klimakonference med deltagelse af klimaforskere fra hele verden var et af bidragene af Sir Nicholas Stern, den økonom, som med sin klarhed måske mere end nogen anden har gjort, at den den engelske klimaplan med en målsætning på 80% reduktion inden 2050 inklusive skibsfart og luftfart i dag står som en af de mest vidtrækkende i den industrialiserede verden.

Han fremførte her, hvad jeg ofte i de senere måneder har tænkt, at verden med finanskrisen har fået en tiltrængt strategisk tænkepause, som giver en enestående mulighed for en kursomlægning, som formår effektivt at håndtere det Stern karakteriserer som det 21. århundredes største udfordringer: klimaforandringer of fattigdom. Vi har råmaterialerne, produktionskapaciteten og den nødvendige uddannede arbejdskraft til en langt mere overkommelig pris, og vi skal bruge dem målrettet, siger han ifølge The Guardians Oliver Tickell.¹

Ifølge Stern har vi (Planeten) brug for alt andet end en hurtig genopblomstring af økonomien. Den skal tværtimod komme som resultat af en systematisk investering i vedvarende energikilder og grøn infrastruktur. En blind fortsættelse af ‘business as usual’ vil føre til et scenario med 5º global opvarmning – og en klode, som kun kan opretholde livsvilkårene for omkring 1 mia. mennesker, eller langt mindre end vi er i dag. Heroverfor konkluderede konferencen at selv den 2º stigning, som indtil nu har været IPCCs anbefaling for det maksimalt tålelige og som den kommende klimaplan sigter på at holde sig under, set i lyset af den seneste klimaforskning vil føre til adskillige ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende.

I en mail rundsendt fra Klima- og Energiministeriet opsummerede Connie Hedegaard konferencen i to punkter: At der ifølge klimaforskerne var brug for endnu stærkere forandringer end hidtil antaget, og at der fremover kun ville være plads til grøn vækst.² Fra en vækstfilosofs mund er det sidste er meget tæt på at være en indrømmelse af, at vækst ikke bare kan fortsætte i det uendelige.

Oliver Tickell: Green shoots before the recovery, The Guardian 12.03.2009.¹

Politicians need science in order to act, (pressemeddelelse) Klima- og Energiministeriet 12.03.2009.²

Let’s see climate change as an opportunity, (leder) The Guardian 15.03.2009.

Suzanne Goldenberg: Great clean-up – can economic rescue plans also save planet? The Guardian 25.02.2009.

De Liberale Demokrater har med Nick Clegg i spidsen markeret sig med en ganske ambitiøs klimaplan, at Storbritannien skal være CO₂-neutral i 2050.¹

Storbritannien står med en generation af kraftværker, som snart skal på pension, siger Clegg, og det er nu, vi skal træffe beslutningen, om vi med fare for klodens klima stadig vil være afhængige af stadig mere sparsomme oliereserver, eller om vi målrettet vil arbejde mod at være selvforsynende med energi gennem vedvarende energikilder.²

Clegg har – Ligesom Al Gore – sammenlignet projektet med Apollo-programmet: at søge (inden russerne) at få en mand på månen. Det er samme urgency, vi har brug for, samme målrettethed og vilje til at satse de nødvendige ressourcer for at nå målet. Hvor Apollo-programmet kostede 70 mia. £, regner man med, at Cleggs omlægning til vedvarende energi vil koste i omegnen af 100 mia. £, så økonomisk set taler vi om en endnu større investering. Men til forskel fra rumprogrammet vil man med investeringen i fundamentet for et samfund på vedvarende energi få noget virkelig brugbart, som over tid vil betale sig mangefold tilbage. Plus … man vil gennem selvforsyningen med vedvarende energi skabe et England, som ikke behøver forvilde sig i krig for at sikre sine fossile brændstoffer.

I Storbritannien har Labour og de konservative fremlagt klimaplaner med henholdsvis 60% og 80% reduktion af CO₂-udledningene inden 2050, hvilket endda er ambitiøst i betragtning af, at det for nylig er blevet klart, at de engelske udledninger stadigvæk er stigende (se blog-indlægget: Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Med de liberal-demokratiske planer om en 100% CO₂-neutralitet er der således en markant enighed om radikale engelske reduktionsmål.

Læs mere »

I går under en debat i Nordisk Råds regi mellem klimaminister Connie Hedegaard og energiordfører for SF Anne Grete Holmsgaard fortalte klimaministeren, at hun havde siddet en hel aften og formiddag og talt med Sir Nicholas Stern, hovedforfatteren bag (The) Stern Review Report on the Economics of Climate Change – og man kunne mærke, at hun tog hans anbefalinger virkelig alvorligt.

Stern-rapporten, som kom i 2006, konkluderede ud fra økonomiske analyser af omkostningerne ved klimaforandringerne, at vi er nødt til at gøre noget ganske radikalt for at nedbringe CO₂-udledningerne hurtigt, at det er betaleligt, hvis vi får fingeren ud, og at det er jo billigere, jo hurtigere vi kommer i gang med den nødvendige omstilling – eller omvendt, det bliver jo dyrere og konsekvenserne jo sværere at afbøde, jo mere vi smøler.

I det korte executive summary hedder det side vii: “The costs of stabilising the climate are significant but manageable; delay would be dangerous and much more costly.”

Stern-rapporten anslår prisen for ikke at handle til at være et tab i størrelsesordenen 5% af verdens BNP pr. år, som på sigt vil stige til 20% af BNP pr år. Hvis vi i et tankeeksperiment ser nogle hundrede år frem i en verden, som ikke fik sig taget sammen til at handle i tide, så har vi måske fået subtropisk klima i Danmark, men havstigningen efter smeltede ismassiver er irreversibel, så kystbyerne har en for en måttet opgives og den del af Danmark, som ligger oven vande, skrumper år for år.

I en artikel i Information, Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, skriver Jørgen Steen Nielsen, at Stern siden den første Stern-rapport er blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at få bremset hurtigt op. Var vi blot startet for 20 år siden, havde det været langt enklere at nå at vende kurven inden 450 ppm, end det er i dag.

Hans bud er nu, at hele verden omkring midten af dette århundrede skal være nede på 2 ton pr. person, og på bare lidt længere sigt skal vi ned på 1 ton pr. person.¹

2 ton CO₂ pr. indbygger vil i praksis sige en verden, som ser ganske anderledes ud end i dag. Det giver ikke plads til store mængder cement og nybyggeri – vi må blive bedre til ikke bare genbrug, men til at bruge det vi har bedre. Det nuværende marked, hvor produkter og råvarer typisk transporteres i tusindvis af km, og nogle gange i titusindvis af km, før de forbruges, må omstruktureres kraftigt. Vores mad bil blive mere lokal og årstidsbestemt, og det nuværende kødforbrug, som giver meget store mængder af drivhusgasser, er reduceret – måske vi får kød én gang om ugen.

En af de virkelig svære bliver at vænne den rige del af verden af med at flyve til og fra alt. Flyvning bliver igen ikke bare er noget man gør i tide og utide – en oversøisk returbillet kan udlede mere end 10 ton CO₂. Så en sådan ferie bruger hele ens klimakvote i fem år.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på Stern-rapporten, men for de interesserede har jeg kopieret links til den online udgave ind nedenfor. Rapporten omfatter i alt 700 sider.

Jørgen Steen Nielsen: Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, Information 03.05.2008.¹

Læs mere »