Strøtanker om bæredygtighed

Før Fukushima-katastrofen var Japan med 54 reaktorer det land i verden, som efter USA og Frankrig havde mest atomkraft. Men fire reaktorer i knæ og en situation, som i værste fald kunne have nødvendiggjort evakueringen af hele Tokyo-området har givet så store betænkeligheder ved den fortsatte brug af A-kraft, at ingen endnu har haft mod til at genstarte reaktorer, når de en for en blev standset for regelmæssig vedligeholdelse.

Frem til Fukushima-katastrofen leverede A-kraften mere end 30% af den japanske elektricitet, og  der var planer om i de kommende år at udvide dette til 50%. Men 5. maj satte Japan sin sidste reaktor på stand by, og der har siden udspillet sig et bizart spil for og imod genstart.

Situationen er særligt prekær her i de kommende måneder, fordi det japanske el-forbrug er størst i juli og august måned, hvor det fugtigvarme klima normalt ville have airconditioning-anlæggene på fuld kraft landet over.

Presset for at få i det mindst nogle få reaktorer i gang igen inden sommervarmen for alvor sætter ind har derfor været stort, ikke mindst i Kansai-området (med blandt andet byerne Osaka og Kyoto), hvor A-kraften før Fukushima-katastrofen udgjorde hele 50% af el-forsyningen for regionens omkring 40 mio. indbyggere.

Selv med de besparelser, som regionens virksomheder og befolkning var i stand til at gennemføre sidste sommer, har forsyningsselskaberne regnet sig frem til, at der på særligt varme sommerdage (hvor airconditioningen normalt står for mere end halvdelen af husholdningernes el-forbrug) ville mangle op til 15% kapacitet. Alle virksomheder og husholdninger er derfor pålagt 15% besparelser i et forsøg på at undgå såkaldte rolling blackouts, hvor strømmen simpelthen slukkes for en time eller to ad gangen i skiftende områder for at kunne klare forsyningen i de øvrige områder.

Japans premierminister Yoshihiko Noda har da også igennem flere måneder insisteret på at få genåbnet to af fire reaktorer ved Oi-værket (som ligger ved Kansai-områdets nordvendte kyst). Her havde man tidligt fået godkendt de stress-test, som blev igangsat for alle japanske reaktorer efter Fukushima-katastrofen. Men disse tests har været stærkt kritiseret som værende helt utilstrækkelige. De er ganske provisoriske og varetaget af en kontrolinstans, som står overfor at blive nedlagt og erstattet af en reel kontrolinstans, som ikke er i lommen på A-kraft-industrien. Denne nye instans, som skulle være med til at genskabe tilliden til (og varetagelsen af) den japanske A-krafts sikkerhed, var lovet på plads senest 1. april, men er stadig langt fra afklaret.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juni stod det stadig mere klart, at der trods de mange protester og den uafklarede sikkerhed ville blive genstartet to reaktorer ved Oi-værket. Og man så den folkelige modstand mod genstarten artikulere sig stadig stærkere, dels i forslag om fuld afvikling af A-kraften, dels kom japanerne på gaden for at demonstrere i et omfang, som er helt usædvanligt for japanerne.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juni 2012

11. marts – Fukushima – ét år senere – blog-indlæg
1. maj – Urgent Request to UN Secretary General Ban Ki-moon – blog-indlæg
5. maj – Japan uden A-kraft – blog-indlæg
7. maj – Masaharu Takasaki: Kokoro Shelter Project – blog-indlæg
7. juni – Japan stadig uden A-kraft – blog-indlæg

8. juni – Noda om nødvendigheden af at få gang i reaktorerne
9. juni – Noda i modvind
10. juni – Aktive foldelinjer under Oi-værket
11.juni – Genstart rykker nærmere
12. juni – Mainichi: Genstart af reaktorer er “emotional”

13. juni – 7½ mio. underskrifter mod genstarten
14. juni – Endnu nærmere genstart
14. juni – TEPCO spillet hasard med sikkerheden
15. juni – Kenzaburo Oe om genstarten
16. juni – Den første Oi-reaktor genstartet / Voksende politisk modstand

17. juni – Asahi Shimbun: Genstart sikkerhedsmæssigt dybt uansvarlig
26. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne I
27. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne II
28. juni – Hvilke reaktorer er det forsvarligt at genstarte?
29. juni – Tegninger af foldelinjer udeladt af grundlaget for genstarten i Oi

30. juni – 150.000 til fredagsdemo / Ny feed-in-tarif.

Se: Fukushima links for juni 2012.

Læs mere »

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Daiichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30ºC selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Læs mere »

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Nuclear Aftershocks, som er tilgængelig i det forudgående blog-indlæg, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som kan ses på denne side.

Inside Japan’s Nuclear Meltdown følger på nærmeste hold udviklingen i de første døgn efter jordskælvet 11. marts 2011, hvor en tsunami formåede at sætte et atomkraftværk med 6 reaktorer ud af kraft, inklusive samtlige sikkerhedssystemer og nødstrømsanlæg. At tingene ikke gik værre, end de gik, er mere held end forstand. I ugevis måtte man improvisere med de stumper man havde – hændelsesforløbene lå fuldstændigt uden for, hvad man havde forestillet sig kunne ske. Og det har krævet en heroisk og uegennyttig indsats af ansatte ved værket, som i bestræbelserne på at undgå et worst case scenario har risikeret deres liv. Kort sagt er en af verdens teknologiske supermagter blevet alvorligt taget med bukserne nede. Hændelsesforløbet viser med al tydelighed, at man ikke kan gardere sig mod sådanne fejl, og at konsekvensen med A-kraften kan blive særdeles store.

Det er gradvist lykkedes at stabilisere situationen, og før jul kunne man erklære de tre traktorer i en tilstand af “cold shutdown” – dvs. at temperaturen stabilt kan holdes under 100ºC. Men det er en lidt anstrengt brug af begrebet, for reaktorkernerne er nedsmeltet. Ingen ved endnu, hvor nedsmeltet eller hvordan oprydningen overhovedet kan finde sted, men man regner med, at der vil gå op til 10 år, før man kan fjerne de beskadigede brændselsdele og 25-30 år før der er ryddet helt op på stedet. Ingen ved endnu, hvor lang tid der vil gå, før de evakuerede kan rykke tilbage, eller hvor store områder man må erklære varigt uegnede til ophold. Og de genetiske forstyrrelser af mennesker og natur vil videreføres i generationer. Så det er en god anledning til at genoverveje A-kraftens nødvendighed og hensigtsmæssighed.

Den timelange video er delt op i fire sekvenser, som kan ses nedenfor:

New York Times bragte 4. marts et interview med Mr. Edge, som står bag dokumentaren, se: Marc McDonald: When the Dosimeters Were Screeching.

Læs mere »

I dag er det otte måneder siden, at et jordskælv ud for Japan udløste en voldsom tsunami, som sine steder nåede 10 km ind i landet og spredte død og ødelæggelse over en flere hundrede kilometer lang kyststrækning. Mere end 20.000 mennesker omkom, heraf er ganske mange endnu ikke fundet og bliver det aldrig. I titusindvis af mennesker har måttet flytte i lejre og midlertidige boliger, og der forestår et kolossalt genopbygningsarbejde, som det vil tage adskillige år at gennemføre.

Oven i alt dette ramte tsunamien Fukushima Daiichi-værket, at A-kraftværk med seks reaktorer placeret langs kysten. Ikke bare nødstrømsforsyningen, men stort set alle sikkerhedsforanstaltninger svigtede, og tre af reaktorerne løb løbsk, mens store mængder brugt brændsel, som ikke kunne holdes nedkølet, udgjorde endnu en tikkende bombe i en fjerde reaktor.

Her otte måneder efter ser det ud til, at situationen langsomt er ved at være under kontrol. Men der har været meget omfattende radioaktive udslip, og efterhånden som det står klart, at der har været tale om kernenedsmeltninger i tre af reaktorerne, nærmer Fukushima-ulykken sig verdens største A-kraft-ulykke. Samtidig holder alle vejret for, at der ikke kommer et stort efterskælv, som man ofte ser det kort tid efter store jordskælv. For med eksploderede reaktorbygninger og serier af intermistiske løsninger ville endnu en tsunami af samme størrelse igen bringe ulykken helt ud af kontrol.

Hvor ødelæggelserne fra jordskælv og tsunami trods deres omfang er afgrænsede og håndterbare, da får en A-kraft-ulykke af dette omfang en gennemgribende indvirkning på et helt samfund. Det har været tankevækkende at følge, hvordan konsekvenserne af et sådant teknologisk kollaps breder sig som ringe i vandet til alle dele af samfundet – ved at lade øjnene løbe ned over link-samlingen i det forudgående blog-indlæg, Fukushima – links, får man en fornemmelse af, hvor omfattende ravage en sådan ulykke har i et højteknologisk samfund. Siden 11. marts har det præget hver eneste dag for samtlige 126 millioner japanere, og ingen kan endnu sige noget om, hvornår og i hvilken udstrækning tingene igen bliver “normale”.

Læs mere »