Strøtanker om bæredygtighed

.
Off and On: The Climate Movement and the Road Through Paris, Brooklyn Academy of Music, New York 10.09.2015.

I nat kunne man online følge multimedieshowet OFF+ON om klimakrisen, med Bill McKibben (forfatter, 350.org co-founder), Naomi Klein (forfatter), Cynthia Org (klimaaktivist fra Borneo), Lennox Yearwood (præst, Hip Hop Caucus) og en lang række andre på scenen. Det er klart det fossile misbrug, som skal turnes OFF, og den vedvarende energi, som skal turnes ON.

Det imponerende er, at en sådan aften ikke bare er en grædetur over, hvor galt det er, og hvor synd og uretfærdigt det er, men hvor mange sejre, hvor muligt og indlysende det er, hvor mange steder klimabevidstheden vokser, og hvor mange sejre, der er kommet de senere år – men også hvor meget det haster. Så vi ser lige nu de fossile interesser få et massivt og kvalificeret modspil verden rundt. Ikke bare Keystone XL, men standsede kulkraftværker i Indonesien, en i hvert fald foreløbigt standset kulmine i Australien, som hvis den blev iværksat ville betyde CO2-udledninger svarende til 5% af resten af vores carbon budget.

Under vejs er der musikalske indslag, og de fire hovedpersoner supplerer hinanden ganske godt, omend det et par steder virker lidt løst i timingen. Men der er nerve og urgency, der er indblik og udsyn. Mod slutningen giver May Boeve, som nu er 350.orgs executive director, et rids af de mange arrangementer op til og under COP21 i Paris sammen med en opfordring til at bringe så mange nye divestment-tilsagn med til Paris, som overhovedet muligt.

Jeg havde mulighed for at se store dele af den og må sige at det var en god oplevelse. I løbet af de godt to timer får vi ud over et fantastisk indblik i, hvad der sker verden rundt, et fantastisk perspektiv på klimakampen, som den udfolder sig lige nu – som breder klimaindsatsen ud til at omfatte indsatsen for en mere lige og retfærdig verden.

Antonique Smith rundede af med at synge “Here comes the sun …”

Læs mere »

Naomi Klein er journalist og forfatter til to bøger, der har vundet verdensry: No Logo og The Shock Doctrine. Hun er konstant på farten, fordi der hele tiden er bud efter hende. Efter bøgerne om de multinationale firmaers magt og deres strategier for at skabe profit gennem kriser, har hun, ikke overraskende, erklæret klimakampen som vor (frem)tids vigtigste spørgsmål.

I den artikel, som du nu står over for at tage hul på, udfolder hun dette tema. Ikke som den kølige iagttager, men som den passionerede anbefaler af enhed mellem alle kræfter, som støtter kampen for civilisationens fortsættelse og dens forudsætning: den nødvendige kamp mod de korporative kræfters overtagelse af samfundsøkonomien. Hun forsvarer de lokale samfund, den folkelige magt over produktionens formål og organisering, og naturen som altings grundlag.

Hendes hovedtese er, at vi ikke har hverken tid eller råd til en overenskomst med den fossile industri og dem, der er afhængige af den, hvis vi skal nå at redde verden fra den klimakatastrofe, som trænger sig ind på os fra alle sider og bruges af de selvsamme korporative magter i et forsøg på at slavebinde verdens befolkning, uanset omkostningerne. Hun peger på mange alternative veje, vi kan vælge, og hendes konklusion er krystalklar: Der er ingen mulighed for et kompromis mellem på den ene side kampen for at redde civilisationen og på den anden side de store firmaers interesser. Det er enten eller.

Det er klart, at denne konklusion, for mange, synes meget drastisk. Jeg synes, at man skal lade tvivlen komme Naomi Klein til gode, og læse artiklen. Nedenfor er der oceaner af plads til at diskutere, om hun har ret. God læselyst og et varmt ønske om en frugtbar debat. Især kunne det være interessant at høre fra dem, som føler sig udfordret at artiklen.

Niels-Holger Nielsen

Kapitalismen vs. klimaet

af Naomi Klein

Herren på fjerde række har et spørgsmål.

Han præsenterer sig som Richard Rotchild, og fortæller forsamlingen, at han stillede op til valget til lokalrådet i Marylands Carroll County, fordi han var kommet til den konklusion, at politikker til bekæmpelse af global opvarmning faktisk var ‘et angreb på amerikansk middelklassekapitalisme.’ Hans spørgsmål til panelet, som sidst i juni måned var forsamlet på et Marriott-hotel i Washington, DC, lød således ‘I hvilken udstrækning er hele denne bevægelse simpelthen en grøn trojansk hest med maven fyldt af marxistiske socioøkonomiske doktriner?”

Her på Heartland Institutes⁽¹⁾ 6. internationale konference om klimaforandring, den fremmeste forsamling af ‘de, der er dedikeret til benægtelsen af den overvældende videnskabelige konsensus om den menneskelige virksomheds opvarmning af planeten’, er dette spørgsmål retorisk. Det er som at spørge en forsamling af tyske centralbankfolk hvorvidt Grækenland er upålideligt. Paneldeltagerne lader sig naturligvis ikke fragå en sådan lejlighed til at fortælle spørgeren, hvor evigt ret han har.

Chris Horner, et seniormedlem ved Competitive Enterprise Institute⁽²⁾; han excellerer i at forulempe klimavidenskabsfolk med sagsanlæg og forsøg på fiskeri i oprørte vande angående ‘Frihed til Information’⁽³⁾ bemægtiger sig mikrofonen. ‘Man kunne tro, at dette handler om klimaet’, siger han dystert, ‘og det er der da også mange, der gør, men det er ikke en fornuftig antagelse.’ Horner, hvis tidligt grånede sølvhår får ham til at ligne en højrefløjsudgave af Anderson Cooper⁽⁴⁾ ynder, at tage Saul Alinsky⁽⁵⁾ til indtægt: “Sagen er ikke sagen”. Sagen er helt klart at “intet frit land ville gøre imod sig selv, hvad denne agenda foreskriver…. Ifølge den er det første skridt at fjerne vores påtrængende frihedsrettigheder, som til stadighed står i vejen.”

At hævde, at klimaændringer er en sammensværgelse for at stjæle amerikanske frihedsrettigheder er temmelig tamt i forhold til Heartland-standarden. I løbet af denne todages konference vil jeg lære, at Obamas kampagneløfte om at støtte lokalt ejede biodiselfabrikker i virkeligheden handlede om “grøn kommunitarisme” sammenlignelig med “maoist”planen om, at der skulle være en “højovn” i enhver baghave” (Cato-instituttets Patrick Michaels⁽⁶⁾). At klimaændringer er et skalkeskjul for Nationalsocialisme (tidligere senator for republikanerne og pensioneret astronaut Harrison Schmitt). Og at miljøforkæmpere er som aztekekerpræster, der ofrer utallige mennesker for at formilde guderne til at ændre vejret (Marc Morano, udgiver af benægternes nøgle-website, ClimateDepot.com).

Først og fremmest vil jeg komme til at høre forskellige versioner af den holdning, som udtryktes af lokalrådspolitikeren på fjerde række: At klimaændringer er en trojansk hest skabt til at afskaffe kapitalismen og erstatte den med en eller anden form for økosocialisme. Som konferencetaler Larry Bell rammende udtrykte det i sin nye bog ‘Korruptionens Klima’: klimaforandring “har ikke meget at gøre med miljøets tilstand, men derimod meget at gøre med at baste kapitalismen og ændre den amerikanske livsform til fordel for en global omfordeling af velstand.”

Læs mere »

Naomi Klein havde tidligere på ugen en tankevækkende (og ganske lang) artikel i The Nation om klimasagens stilling i USA. Hvor 71% af alle amerikanere i 2007 var enige i, at fortsat afbrænding af fossile brændstoffer ville føre til klimaforandringer, så var det i 2009 nede på 51% og i juni 2011 blot 44%. I visse dele af USA er det i dag kun én ud af fem republikanere, som vedkender sig, at klimaforandringer er menneskeskabte. Og hvor der for få år siden var forståelse for klimaudfordringen både til højre og til venstre på den politiske scene, så er det lykkedes inden for det republikanske parti at skabe en skinger konspirationsforståelse, hvor klimasagen og dens fortalere er både anti-kapitalistisk og anti-amerikansk.

Artiklen starter med en lille stemningsrapport fra ‘Heartland Institute’s Sixth International Conference on Climate Change’, hvor klimafornægtere fra hele verden over to dage mødes for at samle kræfterne mod klimaforkæmperne, som blot er ude på at gafle dollars til dem selv. Klimaforandringer, “the global warming con”, er blot en trojansk hest med det formål at promovere socialismen. Det er faktisk ganske morsomt, hvis ikke det var for, at det er så aldeles tragisk.

Klein påpeger, at hvor disse klimafornægtere er helt galt på den med deres alternative klimavidenskab (klimafornægterne opererer i et totalt usammenhængende forklaringsunivers), så er klimafornægternes forståelse af, hvilke løsninger, der skal til for at håndtere klimaudfordringen, ganske præcis. En konsekvent håndtering af klimaudfordringen vil føre til et samfund med mere omfordeling, mere planlægning, mere fællesskab, langt stærkere kontrol af det frie markeds excesser og meget mere af det, som karakteriserer det socialistiske samfund.

Naomi Klein har fat i noget centralt i med sin fornægtelsesanalyse – at det er vigtigt, hvis man vil imødegå klimafornægterne og klimafornægtelsen, så mere at gøre det på værdisiden end på klimaspørgsmålet, som så at sige blot er et lag af støj for at skjule, hvad de fleste med en blot gennemsnitlig begavelse skulle kunne indse (og måske for længst har indset), at det ikke kan fortsætte videre som nu.

Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, The Nation 09.11.2011.

Naomi Klein: Occupy Wall Street: The Most Important Thing in the World Now, The Nation 08.10.2011.

Andrew Revkin: Naomi Klein’s Inconvenient Climate Conclusions, New York Times 07.12.2011.