Strøtanker om bæredygtighed

Første lange del af dette indlæg er skrevet i løbet af eftermiddagen mens forhandlingerne i Warszawa stadig stod på, så som med klimaforhandlngerne er der i allerhøjeste grad tale om work in progress. Forhandlingerne findes i en række webcasts, som der er link til umiddelbart nedenfor.

Kl. 13:45 bad lederen af Venezuelas klimadelegation, Claudia Salerno, om ordet for at påpege, at forhandlingerne nu havde været i gang i 30 timer uden pause, uden søvn. At det ikke kan fortsætte i en uendelighed, vi forhandlere er ikke maskiner. Hvornår er der pause? Hvor længe vil det stå på? Vil meget gerne kunne bidrage, men denne måde at føre forhandlinger på sætter små lande med små delegationer i en umulig situation.

Da jeg slukkede for forbindelsen til Warszawa kl. 3 i nat blev mødet midlertidig suspenderet til kl. 5 for at der kunne forberedes nye kompromis-tekster. “2(b) og not 2(b)” har været det helt store stridsspørgsmål, og mange har i løbet af natten muntret sig over, at forhandlingerne på denne måde er blevet litterære. Lige nu er der tre forskellige ændringsforslag til nogle få paragraffer, men det er svært at komme frem til at diskutere disse, fordi lande bliver ved med indledende at få ordet.

Slutspillet er ikke noget kønt syn, fronterne er trukket hårdt op. Ting som syntes at være kommet videre i de seneste år, er tilbage i gamle skyttegrave. Hvis man træder et skridt tilbage, så er det fordi U-landene oplever, at I-landene har svigtet totalt. Adskillige industrilande har helt opgivet deres hjemlige klimaindsats, og finansieringsdelen går meget trægt. På den baggrund er store udviklingslande som Indien og Kina tilbage til ikke at ville bidrage med noget, ikke at ville indgå i bindende aftaler, og ikke forud for Paris at ville fremlægge planer om klimaindsats overhovedet. Så forhandlingerne bombet tilbage til før Doha, hvor det blev vedtaget, at der skulle etableres en aftale, hvor alle bidrog efter evne.

Kl. 14:16 bliver der sendt til frokost og informelle diskussioner af, om der er en løsning – ellers må forhandlingslederne (Mr. Co-Chair) konkludere, at det ikke lykkedes at nå til enighed – så direkte siger han det ikke, men “if you don’t resolve in a half an hour we take it to the next step”. De tre ændringsforslag er fra henholdsvis Indien, Singapore og Filippinerne.

De tre tekster, som afventer endelig godkendelse – og hvor stridighederne i første omgang gælder ADP-teksten, som giver køreplanen for etableringen af en global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015 –  ser lige nu sådanher ud:

Læs mere »

I dag er der tilsyneladende ikke nogen video-reportage fra IISD med dagens highlights, så jeg må prøve at klare mig uden. En arbejds-COP er denne runde i Warszawa blevet kaldt, og der er blevet arbejdet længe i flere af sporene. Agus Sari tweetede for eksempel her til aften, at han “started the day early. Now it’s 10pm, and there’s still no end in sight of this negotiating session.”

Pan African Justice Alliance, som er en sammenslutning af 500 afrikanske NGOer, har i dag fredag opfordret samtlige afrikanske delegerede til at udvandre fra klimaforhandlingerne i konsekvens af, at der ikke synes at være nogen reel vilje blandt de rige lande til at påtage sig et ansvar for finansieringen af klimaindsatsen i verdens fattigste lande, og at de endnu en gang synes at forhale planerne om at etablere et tredje ‘ben’ i forhandlingsstrukturen, så man ud over et mitigation-spor og et adaptation-spor, havde et selvstændigt loss and damage-spor i de i forvejen meget komplekse forhandlinger. Det lykkedes med en tilsvarende strategi ved et klimamøde i Barcelona i 2009, men det er stadig uvist, om de afrikanske delegationer vil gøre tilsvarende denne gang.

Opfordringen kommer på baggrund af, at der efter den første uges forhandlinger gradvist står klart, at de rige lande finansieringsmæssigt har meget lidt med hjemmefra at byde ind med, og at der rigtig mange steder er tale om en eklatant manglende seriøsitet, og at de op til 100 mia. $ pr. år, som der i København i 2009 blev stillet i udsigt frem mod 2020 har meget svært ved at materialisere sig. Samtidig er den åbenlyse respektløshed for den samlede situation, som ikke mindst Canada, Australien USA og Japan har lagt for dagen med til at øge frustrationerne.

Det har også vakt en del harme, at USA og EU har været helt afvisende overfor forslaget fra G77 og Kina om at udvikle et beregningsgrundlag for at indkalkulere de historiske emissioner for at kunne afgøre, hvor meget hvert land ville kunne udlede i fremtiden. USA synes at afvise blot ud fra en manglende erkendelse af, at de lande, som igennem snart 200 år har skabt problemet samtidig med, at de har opbygget deres rigdom og magt, har et andet ansvar for løsningen – og for hurtigt at afvikle sin brug af fossile brændstoffer – end de meget fattige lande, som har meget lille skyld i, at problemet er opstået. Hvor USA på hjemmebane slås med en klimafornægtelse, da har det amerikanske klimaperspektiv selv blandt dem, som fuldt ud anerkender klimaproblemet, været præget af fornægtelse overfor den historiske dimension og det forhold, at man ikke bare kunne dele det tilbageværende carbon budget ligeligt.

EU er omvendt åben overfor at forholde sig til den historiske dimension og har historisk været den største donor, selvom euro-krisen i de senere år har gjort, at der var mindre at gøre godt med. Men EU finder det særlige fokus på denne ene faktor misvisende – der er mange tilsvarende temaer, som burde inkorporeres, og EU finder principielt, at disse diskussioner bør ligge i ADP-forhandlingssporet, hvor de allerede foregår. Hvis der på nuværende tidspunkt at skulle inkorporeres et helt nyt beregningsgrundlag i en aftale, som skal ligge klar til underskrivelse i Paris i 2015, så er der dels stor risiko for forsinkelse og afsporing af disse forhandlinger, dels er der principielle problemer i som foreslået at lade IPCC udarbejde denne en nøgle for, hvordan man indregnede historiske udledninger i det mulighedsfelt og den hast i afviklingen af udledningerne som kunne tilskrives de enkelte lande. For det er langt hen ad vejen et politisk spørgsmål, som man hidtil har søgt at holde IPCC uden om.

TckTckTck har en artikel med et lille videoklip fra EUs pressekonference i dag, som primært diskuterede dette forhold. Og der er link til pressekonferencen i sin helhed her:

European Union, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Problemet er, at hvis man ser tilbage på de historiske udledninger, så kan en udligningsordning aldrig blive retfærdig. Det kunne måske have ladet sig gøre i 1980erne, hvis man havde været hurtig til at sætte ind. Men hvis alle i retfærdighedens navn skulle have lov til at udlede lige så meget som dem som i dag historisk har udledt mest, så ville ende med at have lukket alt alt for meget CO₂ ud i atmosfæren, og alle ville tabe derved. Derfor var det tanken i det fremlagte forslag at lave en kobling af, hvor hvert land allerede havde brugt med, hvor stor en del af det carbon budget, som IPCC har opstillet i sin netop fremlagte AR5 klimastatus, som tilfaldt det enkelte land. Ud fra rent klima-logiske betragtninger ville det være det eneste rigtige at gøre. Men det er blevet blankt afvist, med henvisning til, at det meget vel kunne afspore de i forvejen skrøbelige forhandlinger, som lige nu bliver forsøgt konkretiseret til endelig bindende aftale i 2015. I virkeligheden er denne afvisning en afvisning af, at der eksisterer definitive grænser for vores vækst, som vi må dele retfærdigt og agere med fuld respekt for.

Hvis klimaforhandlerne på den måde kunne vende tilbage til deres regeringer og side: vi (vores land/gruppe af lande) kan bruge (og udlede) herfra og hertil, det har vi aftalt med verdenssamfundet, det har videnskabsmændene afgjort er retfærdigt samtidig med, at det sikrer levevilkårene og biodiversiteten for fremtiden – nu må I så i dialog med jeres borgere, byer og virksomheder finde ud af, hvordan I bedst indretter jer inden for disse rammer. Så ville situationen være uendelig meget enklere.

Men selv tre årtier efter udgivelsen af den skelsættende bog Grænser for vækst, er der i praksis ingen lande, som anerkender sådanne begrænsende rammer. Vi kan skrue lidt på hanerne, så vi får noget, vi kalder grøn vækst, vi kan (i hvert fald nogen steder) støtte og beskatte, så det hele peger lidt mere i den ønskede retning. Men vi løser ikke herigennem det basale forhold, at dansk levestandard forbruger, som havde vi 4½ klode til rådighed. Ingen lande har her for alvor gjort deres hjemmearbejde.

Vi så det senest på hjemmefronten med den nu fremlagte pakke af klimatiltag, som skulle bringe den danske reduktion fra 34% til 40% i 2020 (i forhold til 1990). Her var det en udtalt parameter, at hver af indsatserne skulle være kostneutrale for statskassen. Dette gør for eksempel, at en lang række oplagte indgreb for at få afviklet privatbilismen og den stadig mere omfattende transport fra en virkelighed, som er stadig mere præget af specialisering og stordrift (hvor mennesker, materialer og produkter bevæger sig stadig mere), er svære at lave indsatser imod, fordi staten mister indtægter fra brændselsafgifter og vægtafgifter derved. Staten gør herved den fælles økonomi til en rent privatøkonomisk enhed, som kun foretager sig noget, hvis det kan betale sig, eller i hvert fald ikke betyder en udgift for statskassen. Dette er et kortsigtet købmandsperspektiv, som ikke hører hjemme i et statsbudget, som netop burde kunne prioritere mere fremadrettet-langsigtet.

Det bliver stadig klarere, at mange af de industrialiserede lande ønsker en såkaldt bottom up-approach, hvor det ikke oppefra dikteres, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, der skal reduceres, men det er overladt til de enkelte lande, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, de fossile brændstoffer skal udfases. Det lyder bekendt, ingen kan lide at være under stram administration – se blot hvor mange år de danske landmænd har fastholdt at de bedst selv vidste hvordan man mindskede forbruget af sprøjtemidler, så en frivillig aftale var det eneste rigtige, hvorefter forbruget blot er steget og steget. Hånden på hjertet, det kommer aldrig til at fungere, hvis det bindende ikke bliver bindende. Der er brug for så hurtige og så gennemgribende omlægninger, at alle er nødt til at være udfordret til det yderste. Og det er man ikke af frivillige ordninger.

Læs mere »

Dagen i dag i Warszawa har budt på fortsatte forhandlinger i flere spor. Blandt andet er der taget hul på ADP-forhandlingssporet, som havde samling både formiddag og eftermiddag. Det er her, hovedstrukturen for den klimaaftale, som skal ligge klar til underskrift om to år i Paris, gerne skal falde på plads her under forhandlingerne i Warszawa. Disse forhandlinger er ledet af EUs Artur Runge-Metzger og Kishan Kumarsingh fra Trinidad og Tobago, og i dette lille klip fra IISD kan man indledende høre Runge-Metzger give et godt rids af opgaven for de kommende to uger, herunder den presserende opgave at løse det mitigation gap som findes for tiden frem til 2020, hvis 2ºC-målsætningen skal forblive en mulighed:

Warsaw Climate Change Conference Day 2, (5 min. video-rapport) IISD 12.11.2013.

Disse små videorapporter fra IISD er velproducerede og en virkelig god måde at få hurtigt overblik over dagens vigtigste hændelser i Warszawa på.

IEA fremlagde i dag prognoser, som indikerer, at de årlige CO₂-udledninger på verdensplan vil stige med omkring 20% frem mod 2035, og dermed at muligheden for at holde målsætningen om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget ved COP15 i København i december 2009, er hastigt i færd med at glide os af hænde.

Samtidig var der til frokosten en gennemgang af første del af IPCCs nye klimastatus, AR5, som netop er blevet fremlagt (se blog-indlæggene Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget og Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde). IPCC opererer endog med et scenario, som gør det muligt at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 1½ºC. Mange lande, herunder verdens fattigste og mest udsatte, ønsker en 1½ºC-målsætning. Nauru talte i sit oplæg i dag på vegne af AOSIS-gruppen af østater om at stabilisere klimaudviklingen “well below” 1½ºC:

“The Outcome of the ADP Workstream 1 Should be a legally binding Protocol Under the Convention That is applicable to all Parties And adopted no later than 2015. The safety, viability and survival of our members demands that the agreement bebasedon science”.

Hvis det skal være muligt, vil det kræve en meget omfattende indsats allerede i tiden inden 2020 (se det følgende blog-indlæg: IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5).

Forud for COP19 sagde Christiane Figueres, at det carbon budget, som IPCC har inkluderet i sin seneste klimastatus, AR5, ikke ville blive en del af forhandlingerne – også fordi det rejser en række spørgsmål, som man er bange for vil vælte den i forvejen skrøbelige tidsplan for at få den første store klimaaftale på plads til COP21 i Paris. Men bare det, at det er formuleret og bliver fremlagt som i dag, gør, at det gradvist bliver en del af forståelsen af problematikken.

Forud for denne COP sagde Figueres ligeledes, at hun ikke regnede med i sin livstid at nå at se den definitive klimaaftale. Ja, der ville komme en aftale i Paris, som ville være klar til 2020. Men der ville være plads til forbedringer. Der er ikke bare tale om et emission gap – men nok så meget et commitment gap. Selvom det også på baggrund af IPCCs seneste klimastatus står lysende klart, at det haster endog overordentligt meget, og at det for hver dag vi nøler bliver dyrere og dyrere, så er der lang vej til, at denne indsigt genererer den tilstrækkelige politiske vilje til at gennemføre de nødvendige forandringer.

Rusland har barslet med et dokument – så sent at ingen rigtig har kunnet nå at læse det inden – som søger at løse det store procedure-problem, som man mener har præget de sidste to COP’er. I begge tilfælde blev der i de sidste timer vedtaget en konsensuserklæring, som Rusland meget klart føler at have markeret, at der ikke var konsensus om.

Uden at nævne navne blev der ved flere lejligheder henvist til nødvendigheden af at indhente tabt forhandlingstid efter den mellemliggende samling i Bonn, hvor Rusland i praksis blokerede for forhandlingerne i to uger ved ikke at ville anerkende dagsordenen. Så hvor Rusland synes at opleve, at klimaforhandlingerne har et kolossalt problem, så føler resten af verden, at Rusland har alvorlige problemer med at fatte, at et konsensusprincip ikke er ensbetydende med, at alle kan bruge en vetoret, indtil resultatet ned til mindste komma er, som man ønsker det. Tværtimod vil der kompasset rundt være store kameler, som skal sluges.

IEA fremlagde i dag sin årlige World Energy Outlook for 2013. Den fastslår, at verden på baggrund af de nu foreliggende udviklingsmønstre og tilsagn om reduktioner er på vej mod en global temperaturstigning på 3½ºC. Der sker positive ting verden rundt, det går blot alt for langsomt. Hvor IEA forventer, at næsten 50% af den nyinstallerede energikapacitet i 2035 vil være fra vedvarende energikilder, så burde vi på det tidspunkt være derhenne, hvor så godt som alle nye energiinstallationer er fra vedvarende kilder, hvis den globale temperaturstigning skal kunne holdes på 1½ºC. Den omstilling som sker, er således alt for langsomt.

IEAs rapport fastslår samtidig, at vi for at holde den globale målsætning om at holde den gennemsnitlige globbale opvarmning på under 2ºC, er nødt til lade to tredjedele af verdens kendte fossile reserver blive liggende hvor de er, under jordens overfalde, uafbrændte. IEA anbefaler derfor stærkt at sætte ind med energibesparelser, som i mange situationer er det allervigtigste manglende led i kabalen og i som oftest vil være billigere end en modsvarende yderligere udbygning af den vedvarende energiforsyning. Og så er IEA en varm fortaler for skifergassen som en overgangsfossil, hvilket der er langt mere delte meninger om.

Læs mere »

.
I denne video kan man se lederen af Filippinernes klimadelegation Naderev Saños tale på åbningsdagen for COP19 i Warszawa. Ugen forud har en ekstraordinært voldsom taifun Haiyan raseret Filippinernes kyster med gigantiske bølger og voldsomme vindhastigheder, og deroveni ladet falde 400 mm styrtregn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør. Så ødelæggelserne er ubeskrivelige, og foreløbig er dødstallet anslået til omkring 10.000.

Ved åbningen af COP19 konferencen blev der da også delt hvide blomster ud og der blev holdt 3 minutters stilhed. Der har været taifuner langs disse kyster også før de menneskeskabte klimaforandringer satte ind, men det er uomtvisteligt, at vejrfænomener som disse er blevet og vil blive stadig flere og voldsommere i takt med, at vi fylder stadig større mængder af CO₂ ud i atmosfæren.

Også sidste år kom Saño til klimaforhandlingerne med en alvorlig filippinsk taifun-katastrofe i bagagen, og med tårerne vældende kulminerede hans appel til verden om resolut klimahandling da med ordene: “Jeg spørger jer alle: Hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvornår? Hvis ikke her, så hvor?”

Saño erklærer i sin tale i dag, at han vil indlede en faste og undlade at spise i de 12 dage, COP19-konferencen i Warszawa varer, hvis ikke verdens lande tager reelle skridt mod indgåelsen af en ny global klimaaftale: “In solidarity with my countrymen who are struggling to find food back home and with my brother who has not had food for the last three days, in all due respect Mr. President, and I mean no disrespect for your kind hospitality, I will now commence a voluntary fasting for the climate. This means I will voluntarily refrain from eating food during this COP until a meaningful outcome is in sight.”

Og her er ikke kun tale om, at de rige lande skal tage sig sammen og binde sig for nogle procentreguleringer langt ud i fremtiden – det skulle de have gjort for længst. Saño kalder på en aftale, som løser problemet i sin helhed, herunder også finansieringen af klimaindsatsen i de fattigste lande, som samtidig med at de typisk har mindst ansvar for problemerne er de lande, som er hårdest ramt af klimaforandringerne – for der findes ikke nogen delløsning på klimaindsatsen.

Vi må håbe, at taifunen Haiyan ikke kun blev husket for sin gru og ødelæggelse, men som det, der efter mange års tilsidesættelse gjorde, at der endeli blev etableret en loss and damage mechanism, så det ikke kun er når katastroferne rammer de rige landes kyster, at der er råd til oprydnings- og rekonstruktionsarbejdet. G77-gruppen, som efterhånden omfatter mere end 130 lande lagde på åbningsdagen stærkt op til dette.

Saño skriver om sig selv på sin twitter-account @yebsano: Climate Change Commissioner, Philippines; old soul; environmentalist; philosopher; father; nature lover; peace activist; revolutionary. Han er en af dem, som gør, at jeg selv efter 18 COP’er og nu begyndelsen på den nittende kan have tiltro til FNs proces.

Se øvrige blog-indlæg tagged COP19.

Update 13.11. – med den overvældende opbaking omkring sin sultestrejke – i hundredevis af aktivister verden rundt er gået i solidaritetsfaste – har Saño i dag over twitter (@yebsano) sendt link ud om hvordan man bedst faster: Your Key to Safe Fasting.

Se IISDs Earth Negotiations Bulletin for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.11., 18.11., 19.11., 20.11. og 21.11. og 22.-23.11. for et mere teknisk præget resume af forhandlingerne i de mange spor (pdf).

Se COP19 optegnelser her på Strøtanker for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.-17.11., 18.11., 19.11., 20.11., 21.11., 22.11. og 23.11.

Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Roger Harrabin: WMO says Typhoon Haiyan is climate ‘wake-up call’, BBC News 13.11.2013.

Civil society to announce they will fast in solidarity with the Philippines’ Yeb Sano, Climate Action Network 12.11.2013.

Hundreds Join Hunger Strike at Climate Change Summit, Prenza Latina 12.11.2013.

Ed King: UN climate summit ‘fast’ swells as anger grows at lack of action, RTCC 12.11.2013.

John Vidal & Adam Waughan: Typhoon Haiyan: Philippines urges action to resolve climate talks deadlock, The Guardian 12.11.2013.

John Vidal & Damian Carrington: Typhoon Haiyan: is climate change to blame? The Guardian 12.11.2013.

Emily Atkin: Philippines To World: ‘We Will All Eventually Be Victims’ Of Haiyan If Climate Change Is Ignored, Climate Progress 12.11.2013.

Ari Philips: What Typhoon Haiyan Means For Climate Change — And The UN’s Ongoing Climate Talks, Climate Progress 12.11.2013.

“It’s time to stop this madness” – Philippines plea at UN climate talks, (teksten til Naderev Saños tale ved COP19 i dag) RTCC 11.11.2013.

Laureen McCauley: Philippine Rep Makes Plea for ‘Global Solidarity’ to Fight ‘Climate Madness’, Common Dreams 11.11.2013.

Quirin Schiermeier: Did climate change cause Typhoon Haiyan? Nature 11.11.2013.

Ed King: Typhoon Haiyan sends loss and damage roaring up UN climate summit agenda, RTCC 11.11.2013.

Sophie Yeo: Filipino delegate announces hunger strike at UN climate talks opening, RTCC 11.11.2013.

Ed King: Philippines envoy: UN climate talks are “fight for country’s future”, RTCC 10.11.2013.

Allerede nu ved jeg, at jeg ikke vil kunne følge COP19 intenst hver dag i de kommende uger, så dette er blot et sted for løbende små optegnelser – og en indledende opsamling af erfaringer om, hvilke informationskilder, som fungerer godt i denne omgang.

Der er masser af information tilgængelig, men den ligger spredt for alle vinde. For eksempel RTCC har ofte en meget indgående og sober dækning af de store klimatopmøder, og det tegner det også til i år – se deres COP19-sektion. De har tidligere produceret små videoer, men måske det i år bliver canadiske IISD, som gør det. Mod slutningen vil store aviser som The Guardian og New York Times ofte have live blogs, som følger forhandlingerne direkte. Environmental Health News har ofte en god nyhedsudklipsservice, som er søgbar, se for eksempel søgninger for COP19 og UNFCCC, mens UNFCCC har en smallere presseklip-liste, som til gengæld holder sig tæt til tematikken.

Agenda 350 er en nyhedsside, som jeg har sat op til at høste nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden hver dag kl. 12. Den fodres af en række feeds og ikke mindst et kæmpe mycelium af Twitter-søgninger og er forsøgsvis sat op til at finde en masse spændende stof frem om klimaforhandlingerne i Warszawa.

Via UNFCCCs hjemmeside kan man følge med i forhandlingerne direkte via live webcasts. Her vil der ud over hovedforhandlingerne være adgang til et væld af pressekonferencer fra NGO-organisationer, sammenslutninger af lande osv. Hvis ikke lige man nåede at se det hele real time, er der efterfølgende et video-arkiv med on demand webcasts, hvor man i ro og mag kan hive det hele frem.

Mange af forhandlerne tweeter direkte fra forhandlingerne, så man kan med fordel følge klimatopmødets vigtigste tweetere – Ed King har for RTCC lavet en fin oversigt over, hvemsom er er særligt interessante at følge og har samlet sine COP19-tweeter-favoritter i gruppen COP19 Tweeters – eller man kan give plads for lidt bredere input ved at klikke sig ind på hashtags som #COP19, #REDD, og #GLFCOP19. PÅ RTCC har de også lavet en nyttig oversigt over FN klimajargon.

Her på Strøtanker finder man en række blog-indlæg, som følger optakten til COP19: COP19 forhandlingspositioner, Polske genveje, Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale?. Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni samt Tilløb til COP19, som har en omfattende liste over artikler om de mange positioneringer, som finder sted i månederne op til COP19.

  Optegnelser mandag den 11.11.

COP19 er begyndt, og begyndelsen har i høj grad været præget af slagskyggen fra den voldsomme taifun, Haiyan, som med en sjælden voldsomhed har raseret Filippinernes kyster med ekstreme vindhastigheder og tårnhøje bølger og deroveni 400 mm regn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør på én gang. Så foreløbig regner man med 10.000 døde i en tragisk situation, som understreger nødvendigheden af en seriøs klimaindsats. For selvom vi stadig kun har en vis sandsynlighed for, at klimaforandringerne intensiverer cyklonsystemer som disse taifuner, så står det klart, at voldsomheden og hyppigheden af sådanne naturfænomener vil vokse indtil vi kommer dertil, at vi igen har fået fjernet store dele af den CO₂, vi har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse.

Læs mere »