Strøtanker om bæredygtighed

Tawara-atollen er en del af det udstrakte ørige Kiribati, som sammen med verdens øvrige atolriger står overfor at blive de første, som må give op på grund af de stigende verdenshave.

Repræsentanter fra en række lande i Det Sydlige Stillehav, Fiji, Mikronesien, Cook-øerne, Kiribati, Marshall-øerne, Nauru, Palau, Tonga, Tuvalu og Vanuatu, har i den forgangne uge været samlet i Suva til det tredje Pacific Islands Development Forum med temaet “Bulding Climate Resilient Green Blue Pacific Economies”.

Disse lande har det skæbnesfællessab med verdens øvrige atolriger, deltaområder og lavtliggende kystegne, at man med klimaforandringerne og den indtil nu manglende vilje til at bremse hurtigt op for brugen af fossile brændsler må indstille sig på i løbet af det 21. århundrede at forsvinde i havet. Her op til COP21 i Paris har det altoverskyggende emne derfor været klimaforandringerne og klimaindsatsen, for disse landes videre eksistens afhænger af, at der om tre måneder i Paris ikke bare vedtages en klimaaftale, men igangsættes en stærk klimindsats. Og stod det til disse små atolriger, så var al brug af fossile brændstoffer fuldt udfaset inden 2050.

Pacific Islands Development Forum har da også vedtaget en Suva Declaration on Climate Change, som kan ses i sin helhed nedenfor. Den understreger den alvorlige situation for verdens mest sårbare lavestliggende lande og kræver på den baggrund, at verden vedtager og gennemfører en radikal klimaindsats, som sikrer, at den gennemsnitlige globale opvarmning holdes under 1½°C.

Dette er stadig teknisk muligt, men vi nærmer os hastigt det punkt, hvor den gennemsnitlige globale temperatur er steget 1°C. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1½°C vil det derfor kræve en helt anden politisk vilje til at udfase brugen af de fossile brændstoffer over en meget kort årrække, end man ser i dag (se blog-indlægget: Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?).

Deklarationen udtrykker derfor også stor utilfredshed med de klimamålsætninger, som indtil nu er indgivet til UNFCCC: Stillehavsøandene er “deeply disappointed that current international pledges for action as contained in submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDCs), to stabilize global average temperature increase to well below 1.5⁰C above pre-industrial levels, remain grossly inadequate.”

Deklarationen går således også meget direkte i rette med to af de nærmeste naboer, New Zealand og ikke mindst Australien, som hver især har fremlagt provokatorisk uambitiøse klimaplaner, som set fra verdens lavtliggende lande må betragtes som en dødsdom. I deklarationens punkt 19 g bliver der således krævet et moratorium for etableringen af nye kulminer som del af et generelt stop for udvidelsen af udvindingen af fossile brændstoffer med efterlysningen af: “a new global dialogue on the implementation of an international moratorium on the development and expansion of fossil fuel extracting industries, particularly the construction of new coal mines, as an urgent step towards decarbonising the global economy.”

Dette er en logisk konsekvens af den generelle globale klimamålsætning, for selv ved 2°C-målsætningen fald skal mindst 80% af alle kendte kulreserver forblive i undergrunden. Men stort set ingen af verdens klimaplaner gør deres del af at kunne holde en 2°C-målsætning. Australiens premierminister Tony Abbott er tværtimod i fuld gang med at nulstille den hidtidige australske klimaindsats og lægge hindringer i vejen for den videre udbygning af sol- og vindenergien for at fastholde ‘nødvendigheden’ af at udvikle nye kulminer, (se blog-indlægget: Australiens energiproduktion).

Pacific Islands Development Forum fandt sted i Suva umiddelbart inden denne uges møde i Pacific Islands Forum, som omfatter langt flere af regionens øsamfund, herunder Australien og New Zealand. Den kommende uge må vise, om de små lavtliggende nabolande kan overbevise Australien og New Zealand om nødvendigheden af at afvikle den nuværende fossile afhængighed hurtigt. I hvert fald har de med deklarationen præciseret deres forventninger til et godt naboskab på klimaområdet.

Deklarationen giver et godt indblik i en lang række af verdens fattigste og mest udsatte landes forhåbninger og forventninger til en global klimaaftale, så jeg har kopieret deklarationsteksten ind i sin helhed nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg: 2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning, Er 1½°C-målsætningen stadig mulig? Paris 2015 – New Zealands INDC, Paris 2015 – Australiens INDC, Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge og Stillehavsøer forsvinder i havet.

PACIFIC ISLAND DEVELOPMENT FORUM SECRETARIAT
56 Domain Road, P.O. Box 2220, Government Buildings, Suva, Fiji
Tel: (679) 3311520
Fax: (679) 3311527
secretariat@pacificidf.org
www.pacificidf.org

SUVA DECLARATION ON CLIMATE CHANGE

We, the Leaders of the Pacific Islands Development Forum following open, transparent and inclusive discussions with stakeholders undertaken during the Pacific Islands Development Forum Third Annual Summit held in Suva, Fiji between 2-4 September 2015 declare that we:

1. Læs mere »

Også i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Endnu ingen jublende gennembrud, og endnu ingen urimeligheder, måske bortset fra de giftige signaler, som i disse dage kommer i en lind strøm fra lande som Canada og Australien, og som ikke tegner godt for ambitionsniveauet for den aftale, som alle stadig håber på kan falde på plads inden 2015.

IISDs daglige video-reportage giver igen et fint lille overblik over dagen:

Warsaw Climate Change Conference Day 4, (4:43 min. video) IISD 14.11.2013.

Umiddelbart forud for COP19 havde Jennifer Morgan og David Waskow havde et blog-indlæg på WRIs hjemmeside, hvor de opregnede 5 Issues to Watch at COP 19, the “Construction COP”. Disse fem nøglespørgsmål eller hovedområder var:

1) Architecture and Process for an International Climate Agreement
2) Equity
3) Finance
4) Loss and Damage
5) Measurement, Reporting and Verification (MRV) and Accountability

Det er endnu for tidligt at afgøre, om det i Warszawa vil lykkes at nå til resultater på alle disse områder. Men der er ikke nogen tvivl om, at der fra de polske værter er store ambitioner om, at det skal lykkes at få konturerne af aftalen i Paris til at stå klart frem.

Spørgsmålet om equity har bevæget sig betydeligt siden klimaforhandlingerne blev indledt for snart 20 år siden, og billedet af de industrialiserede lande på den ene side, som stod for alle udledningerne og havde alle pengene, over for på den anden side udviklingslandene, som ikke havde udledninger af betydning men havde alle problemerne, har forskudt sig markant.

Det gør også at spørgsmålene om finance og loss and damage er sværere end nogensinde, for selvom der stadig er større rigdomme akkumuleret i de gamle industrilande, så er hele konstruktionen så at sige kørt træt, og selv hvis viljen var til stede, så er der slet ikke det økonomiske overskud, som skulle til for at dække behovet. Ikke mindst USA synes her aktivt at modarbejde, at der sker nogen form for ansvarspålæggelse ud fra de historiske emissioner – et synspunkt, som gennem årene har forsuret forhandlingsklimaet ved de internationale klimaforhandlinger.

Med en bindende aftale i støbeskeen bliver det vigtigere, at sikre at der er pålidelige og præcise opgørelser af udledningerne for de enkelte lande, så reduktioner ikke blot finder sted i excel-arkene, men også i virkelighedens verden.

Andre ville måske have fremhævet vigtigheden af at sikre det emission gap, som stadig tydeligere tegner sig, mellem de planlagte klimaindsatser frem til 2020 og hvad der vil være nødvendigt for med klimaaftalen i 2020 at blive i stand til at holde udviklingen under den målsætning på max. 2C, som blev vedtaget i København i 2009, hvilket igen ville kræve inkluderingen af en række indsatsområder ud over CO₂-reduktionerne som skovrejsning og reduktion af andre klimapåvirkninger som metan, sod og HFC-gasser.

Et af de områder, som der er en reel optimisme i forhold til, at det skal lykkes denne gang at komme et regulært skridt videre med, er REDD+ forhandlingerne om sikringen af verdens skove. Det er også på høje tid – en netop fremlagt undersøgelse godtgør, at der på verdensplan forsvinder skovareal svarende til 50 fodboldbaner i minuttet. Et anden af dagens publicerede forskningsresultater peger på, at en afskovning af Amazon-området vil give en El Niño-agtig situation over det nordamerikanske kontinent, som vil føre til en voldsom nedgang i nedbøren i USA, sine steder op til 50%.

Hvis man skal finde lyspunkter, så præsenterede Cookøerne i dag deres arbejde med inden for et år at nå dertil, at 50% af deres elektricitet stammer fra vedvarende energikilder, med retning mod, elektriciteten inden 2020 er 100% fra vedvarende energikilder.

De 48 lande i LCD-gruppen fremlagde i dag deres klimatilpasningsplaner sammen med en opgørelse over, havde det vil koste, og en klart artikuleret forventning om, at de rige lande betaler. Der er tale om projekter for i alt 1,4 mia. $.

Samtidig står det klart efter dokumenter, som er sivet fra det amerikanske klimaministerium, at USA aktivt modarbejder

Læs mere »

Her op til COP14 i Poznan har Greenpeace lavet en ny rapport, The True Cost of Coal, som fokuserer på prisen på kul. Kul er i udgangspunktet en billig energikilde – det er en af grundene til at det er så svært at lade den ligge i jorden. Men den sviner og ødelægger vores helbred, vores skove, vores klima og vores fremtid, og hvis man indregnede disse miljøudgifter, som nu er eksternaliserede, så prisen for 1 kWt fra et kulkraftværk ikke bare som nu skulle betale for den primære produktion, men også for at rydde op efter sig, så ville prisen blive en helt anden. Hele vejen i kulkredsløbet, fra brydningen i minerne til forbrændingen i fabrikker og kraftværker påfører kullene natur og mennesker store lidelser.

Og for nylig kom det frem, at en af grundene til, at ismassiverne smeltede langt hurtigere end hidtil antaget, er at isen ikke mere er hvid, men gråsnusket fra kulstøv fra ufiltreret kulafbrænding. Alene den grønlandske indlandsis bliver nu 2.000 km³ mindre om året. Hvis man breder det volumen ud over Danmark, ville det blive et isdække på næsten 50 m.

Ifølge The True Cost of Coal er de samlede eksternaliserede udgifter ved den nuværende afbrænding af kul på verdensplan 360 mia. euro pr. år.¹ Hvis politikerne tog sig sammen og lavede et økonomisk setup, som fuldt ud eksternaliserede denne udgift, ville kulafbrændingen blive så meget dyrere, at for eksempel regnestykket for at opføre et nyt kulkraftværk i Skotland ville se helt anderledes ud (se blog-indlægget: DONG på hårde stoffer).

Det står stadig klarere, at en vigtig del af at løse klimaproblemet er at finde løsninger, som gør, at vi lader kullene blive i jorden – i hvert fald indtil vi ved, hvordan vi skal afbrænde dem så al CO₂en forbliver under jorden.

I den nuværende situation vil prisen for at brænde alle kendte kulreserver af med den nuværende teknologi være et klimamæssigt ragnarok.

Som optakt til COP14 klimamødet i Poznan lavede Greenpeace derfor i forgårs en aktion, hvor de læssede et lille bjerg af sorte kul foran Sheraton-hotellet i Poznan, hvor en række af klimatopmødets ministre i disse dage holder møder, med stærke opfordringer til at kvitte kullene.

Jeg har hentet et par videoklip fra aktionen ind nedenfor:

Læs mere »

En nyhedsmail fra klimaforskeren James Hansen, leder af Goddard Institute ved NASA var netop i indbakken. Den rummer en første hurtig skitse til en henvendelse til den kommende præsident Obama, i et forsøg på at gøre ham situationens alvor klar, når det gælder klodens klima. Ifølge Hansen medvirker politikere over hele verden i dag i en form for greenwashing, hvor de under dække af klimahensyn laver en række delløsninger, som på ingen måde er tilstrækkelige til at sikre klimaets stabilisering og livsvilkårenes videreførelse:

“Frank communication with the public is essential. At present, all around the world, governments are guilty of greenwash, an implausible approach of goals and half-measures that will barely slow the growth of CO₂. The world, not just the United States, needs an open honest discussion of what is needed. It is a tremendous burden to place on the Presidentelect, who seems to be the only potential candidate. The only chance seems to be if he understands the truth – the whole truth” (p. 8).

Obama virker som en sjælden begavelse, så der er en chance for, at Hansens klarsyn vil vække genklang. Hansens tekst rummer den lysende enkle sætning: “Coal is best left in the ground” (p. 8).

Hansen har ofte påpeget, at det ikke er nogen naturlov eller noget gudgivent, at vi partout skal afbrænde alle klodens fossile brændstoffer, før vi lægger om til vedvarende energi. Og hvis vi blot fortsætter afbrændingen af kul som nu, har vi tabt klimakampen. CO₂ forbliver i atmosfæren op til 1.000 år efter at den er udledt, og vi er nødt til at reducere udledningerne drastisk i den allernærmeste fremtid, hvis vi vil sikre os mod, at klimaet løber løbsk. Ifølge Hansen skal vi hurtigst muligt tilbage til en CO₂-koncentration i atmosfæren på 350 ppm eller lavere.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Climate Threat to the Planet, James Hansen: Stop afbrændingen af kul, Brev til den japanske statsminister, James Hansen: Tipping Points Near, James Hansen: Sidste udkald og Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?

James Hansen: Tell Barack Obama the Truth – The Whole Truth, (draft) 22.11.2008 (pdf).