Indlæg tagged med moratorium

FN moratorium om gødning af oceanerne

31. maj 2008

I forbindelse med FNs konference om biodiversitet i den forløbne uge i Bonn, vedtog 200 lande i går et moratorium om ikke at fortsætte eksperimenter med at øge CO2-aborptionen i oceanerne ved at tilsætte næringsstoffer.

Man har ellers været ganske langt fremme med at pode oceanerne med jern, for derigennem at øge væksten af phytoplankton og dermed CO2-optagelsen. Firmaer har således været meget tæt på at tilbyde CO2-kvoteprojekter (se tidligere blog-indlæg: Jerntilskud kan fremme havenes CO2-absorption).

Hidtil har man lidt naivt antaget, at den CO2, som havene absorberer, blot ville synke til bunds og blive der – og gennem årene er der lavet adskillige rapporter om havene som CO2-recipienter. Formodningen har været, at hvis man blot førte et rør tilstrækkeligt langt ned under havets overflade, ville trykket blive så stort, at CO2en blev til en væske tungere end vand, som derefter ville synke ned på havets bund – og blive der.

Men en nyligt offentliggjort undersøgelse af den amerikanske Stillehavskyst viser, at vand fra oceanernes dyb med en CO2-påvirkning og dermed surhedsgrad så lav, at den er ætsende over for skaldyr og koralrev, ved flere lejligheder i undersøgelsesperioden i 2007 vældede op over fastlandssoklen med potentielle risici for det kystnære havs økologi og biodiversitet (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Når man tænker på, hvor store problemer, der har været med iltsvind i danske farvande på grund af det industrielle landbrugs udvaskning af store mængder af næringssalte fra overforbrug af kunstgødning, er FNs moratorium en klog beslutning, som man må hilse varmt velkommen.

Ved præsentationen af beslutningen sagde den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel til en gruppe journalister: “It’s a very strange idea that technology can solve everything. It’s very risky and shows what humans are ready to do. I’m glad we came to a de facto moratorium.”¹

indlæg oprettet af Jens Hvass

Madeline Chambers: U.N. talks halt plans for oceans absorb CO2, Reuters 30.05.2008.¹

UN biodiversity talks sketch a deal on protecting ecosystems, AFP 30.05.2008.

World Leaders Commit to Conserve Diversity of Life on Earth, Environment News Service 29.05.2008.

Michele Ma: Corrosive Sea Water Surprises Scientists, Curry Coastal Pilot 30.05.2008.

Share