Strøtanker om bæredygtighed

Det nordøstlige USA er i disse dage vidne til et helt usædvanligt vejrfænomen, en tropisk storm, Sandy, som har bevæget sig endog meget langt nordpå og netop i disse timer trækker ind over land i det nordøstligste USA.

Ingen ved endnu, hvor voldsomt, det kommer til at foregå – men der er varslet markante regnfald, vindstyrker af op til stormstyrke, og tre meter stormflod, en cocktail som vil lave alvorlig ravage langs de nordøstlige kyster i de kommende døgn, og foreløbigt tegner det meget voldsomt. Sandy går på land syd for New York med det dybeste lavtryk, som er målt i USA nogensinde. Som man kan se af det lille kort herover, som findes i større størrelse nedenfor, vil Sandy husere det meste af ugen. Efterhånden trækker orkanens centrum ind over Canada, og forventes fredag og lørdag at passere hhv. Montreal og Quebec. Hvor voldsomt det bliver, og hvor længe Sandy holder pusten inde over land, kan ingen endnu vide. Men der har været tale om op imod 10 mio. mennesker uden strøm i op til en uge, det store beredskab er aktiveret, New Yorks toge, busser og undergrund er blevet indstillet i løbet af dagen og New Yorkerne har hamstret som vilde.

Den amerikanske valgkamp, som igennem de sidste mange måneder har skubbet stort set alt andet i baggrunden, er for et øjeblik sat på standby. Både Obama og Romney har måttet indstille en lang række aktiviteter – Obama er rykket tilbage til Det Hvide Hus for at stå i spidsen for beredskabsarbejdet, Romney er blæst inde i en lille flække i Ohio med kun 10.000 indbyggere, hvorfra han, samtidig med at han og konen ved en fundraiser-event karakteriserede Obama som umoden, over fjernsynet kunne se Obama som statelig statsmand dirigere forsvaret mod den indtrængende fjende og få forærende ikke bare ros fra republikanske senatorer for sin indsats, men nok så meget en uvurderlig taletid, hvor folk må forventes at høre efter – til forskel fra den tæppebombning med valgspots, som på nuværende tidspunkt er ved at drive folk til vanvid. Begge må de regne med at ændre deres kampagneplaner radikalt for de kommende dage, for flytrafikken vil være stærkt begrænset i store dele af svingstatsområdet.

Det er som om at det klima – og den klimaudfordring – som både Obama og Romney er gået i en stor bue udenom, her i allersidste øjeblik på sin helt egen måde insisterer på alligevel at være med i valgkampen. Mike Tidwell, leder af Marylands Chesapeake Climate Action Network og forfatter til bogen The Ravaging Tide (2006) siger i en artikel i dagens Huffington Post: “The irony is that the two presidential candidates decided not to speak about climate change, and now they are seeing the climate speak to them,” … “That’s really what’s happening here. The climate is now speaking to them – and to everyone else.”¹

Læs mere »

Også i den anden af de tre planlagte debatter mellem Obama og hans udfordrer ved det snart nært forestående amerikanske præsidentvalg var noget af det eneste, de to overhovedet kunne enes om, fuldstændigt at fortie klimaspørgsmålet.

Debattens format var ellers sådan, at der var mange gode muligheder for at komme ind på det – en hel serie spørgsmål fra tilhørerne hvor hver af de to kandidater til præsidentvalget havde to minutter og derefter to minutter til “debat”. Som Chris Hayes fra nyhedskanalen MSNBC udtrykte det i en af de mange analyser umiddelbart efter debatten, så var det at fortie klimaspørgsmålet fra den ganske diskuterede energisituation som at diskutere rygning uden at tale om kræft.¹

Debatlederen tirsdag nat var CNNs Candy Crawley. Og hun gjorde det på mange måder kompetent, men på grund af den manglende disciplin fra de to kombattanter – det var flere gange lige før man frygtede, at de ville tage næverne i brug – nåede hun kun 11 spørgsmål fra salen, hvor planen forud havde været, at man på de halvanden time ville nå 13 runder. Adspurgt efter debatten, hvorfor hun ikke inddrog et klimaspørgsmål, siger Candy, at hun havde planlagt det, men at der så ikke var tid, og at de fleste nok var mere interesseret i at høre om økonomi (se klip på Treehugger²).

Under vejs i debatten var de to kombattanter på et tidspunkt ved at falde over hinanden for at sandsynliggøre, hvem som havde pumpet mest olie op, hvem som ville flest pipelines, hvem som ville mest fracking og mest kul. Her var den Obama, vi kunne se anno 2012, endog meget langt fra den Obama, som i 2007 ville sikre, at verdenshavene steg langsommere, og at der efter års neglegt blev taget seriøst hånd om klimaudfordringen.

Læs mere »

Det har været sagt, at det eneste Obama og Romney havde til fælles, var deres uvilje over for at skulle inddrage klimaet i valgkampen. Det af forskellige grunde – Romney har et blodtørstigt Tea Party bagland, som over en kam pure benægter, at klimaforandringer finder sted, eller i hvert fald at de er menneskeskabte, mens Obama og den demokratiske lejr mere synes nervøs ved at lukke op for et spørgsmål, som deler vandene meget voldsomt. Konventionel visdom har da også været, at miljøspørgsmål ikke egnede sig som valgspørgsmål – og vi så måske en bekræftelse af den frygt på vores hjemlige politiske scene med den hårde medfart, som forslaget om en betalingsring omkring København fik. Det kan meget let blive noget, som det er lettest at være imod.

Men grafen herover fra Mother Jones 3. oktober¹ mere end antyder, at klimaspørgsmålet kunne blive vigtigt for Obama i valgets slutspurt. Den bygger på en undersøgelse fra Yale / George Mason University² af holdningen til klimaspørgsmål blandt de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig, om de vil stemme demokratisk eller republikansk, og den viser ganske interessant, at hvor under en tredjedel af dem som sandsynligvis vil stemme Romney mener at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er der omkring to tredjedele af både af dem som hælder til at stemme på Obama (men som ikke har besluttet sig endeligt), og dem som er åbent i tvivl finder, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Hvor mange miljøorienterede næsten havde opgivet Obama, som syntes helt at have svigtet klima- og miljøindsatsen eller at have indset, at der ikke var noget at komme efter med republikansk flertal i Kongressen, kunne man da også ved demokraternes konvent i begyndelsen af september høre Obama sige følgende: “And yes, my plan will continue to reduce the carbon pollution that is heating our planet – because climate change is not a hoax. More droughts and floods and wildfires are not a joke. They are a threat to our children’s future. And in this election, you can do something about it.”³

Læs mere »

Op til det amerikanske præsidentvalg opdaterer Huffington Post løbende dette Election Dashboard. Det er skabt på baggrund af hundredvis af enkeltmålinger. Det amerikanske valg afgøres stat for stat, og den kandidat som kan samle mindst 270 valgmandsstemmer, bliver præsident. Man kan således godt blive præsident uden at have flertal af befolkningen bag sig, hvis man blot vinder flertallet af valgmændene.

Mange stater er hhv. sikre republikanske stater (de mørkerøde) og sikre demokratiske stater (de mørkeblå), og man vil se, at Obama og Romney her i slutspurten op til valget den 6. november vil fokusere deres indsats præcist i de områder, hvor de er nødt til at sikre en lille fordel, som når Demokraterne lægger deres konvent i North Carolina (den gule, som lige nu er helt åben). Kortet opdateres løbende, og man kan abonnere på de seneste opdateringer via et RSS-feed. Som man kan se til højre, har North Carolina inden for det seneste døgn skiftet kategori to gange. Under selve kortet kan man stat for stat se, hvem som vandt ved de seneste tre præsidentvalg.

Som det ser ud nu, står Obama til et vinde komfortabelt – her 6 uger inden valgdagen står Obama til at vinde 332 valgmænd overfor Romneys 191. Men meget kan endnu ske frem mod valgdagen. Hvis blot en stat som Florida glipper (den største af de lyseblå blokke på den øverste sammentællingslinje) – og republikanerne har gjort hvad de kunne for at besværliggøre valget for typiske Obama-vælgergrupper i Florida – så er situationen allerede langt mere åben. Så vælgerne i disse svingstater vil i de kommende uger blive tæppebombet med reklamer, systemariske opringninger osv.

Læs mere »

Når vi er ved klima-dimensionen ved det amerikanske valg, så er der på climatesilence.org lavet en fin oversigt over, hvad de to præsidentkandidater Obama og Romney gennem tiderne har sagt om klimaudfordringen, dens natur og vigtighed.

Det er lavet på en lang tidslinje, som spænder fra 2007 til i dag. Illustrationen herover er et lille udsnit fra midten af 2011 til begyndelsen af 2012. Fra hvert af de enkelte udsagn kan man klikke til dets fulde sammenhæng, og hvert udsagn er vertikalt ordnet efter en skala som øverst har “action”, og længere nede af skalaen har undgåelse, fornægtelse og modarbejdelse.

Og lade det stå klart, der sker langt mest under den stiplede linje – også for Obamas vedkommende. Før valget i 2008 svingede Obama sig op til at love at møde vor tids vigtigste udfordring. Men efter hans indsættelse er det blevet ved løfterne – kun en enkelt “action” er det blevet til (krav om højere  brændstof-effektivitetskrav i 2009). Romneys kurve ligger gennemgående lavere. Tilbage i 2007-08 var han ved flere lejligheder oppe over den stiplede linje, i det affirmative felt, men med Tea Party-bevægelsens dominans i det republikanske parti er det blevet sådan, at ingen republikaner tør vedkende sig klimaudfordringen.

Så selvom Obama foreløbig i manges øjne har “spildt” fire års muligheder, og har skuffet mange, fordi han forud for valget talte så klart og direkte om udfordringen og direkte lovede at bremse havenes stigning, så er der klimamæssigt set mere at håbe på med Obama i Det Hvide Hus end hvis Romney tager over. Og hvad man ikke ser af diagrammet er, at demokraterne i tiden omkring Obamas valg som præsident arbejdede systematisk med at få en klimaplan igennem, som sigtede mod en 80% CO2-reduktion i 2050 (se blog-indlægget: Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej).

Det lykkedes som bekendt ikke, og efter midtvejsvalget hvor republikanerne genvandt en del mandater, var der politisk set lukket for den videre udvikling. Men klimaplanen havde også modstand i demokraternes egne rækker ikke mindst fra stater, som i dag har en betydelig kulproduktion.

På en data-side er udsagnene samlet i mere udførlig form. Det første udsagn fra Obama er fra en høring om Kyoto-protokollen i 2005, da han stadig var senator i Illinois, hvor han fastslår, at klimaudfordringen og videnskaben bag ikke står til diskussion, og han efterlyser handling og lederskab. Han slutter her med at sige: “And I hope that our primary response as a country is not simply to try to study the problem more to death or to think that voluntary initiatives by the private sector alone are somehow going to achieve the important goals that need to be achieved.”

climatesilence.org.

Goldenbergs artikel i The Guardian (skrevet fem uger efter dette blog-indlæg) afdækker ganske præcist Obama-admnistrationens valg ikke at nævne klimaudfordringen:

Suzanne Goldenberg: Revealed: the day Obama chose a strategy of silence on climate change, The Guardian 01.11.2012.

.
Donald Brown: Romney 13:37 min. video.

For godt en uge siden bragte jeg miljøetik-juristen Donald Browns video i tre dele om, hvordan den nuværende klimafornægtelse, som den praktiseres af de amerikanske kul- og olieinteresser, kan betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden.

Nu har Brown lavet en videreførelse, hvor han ser på Mitt Romneys klimaperspektiv – eller rettere mangel på samme. Og på Browns hjemmeside Ethics and Climate kan man finde en fuld transskription af vidoen.¹

År tilbage, da Romney var guvernør i Massachusetts, var han  indforstået med, at klimaforandringerne var virkelige og klimaudfordingen var reel. Men i takt med, at Tea Party-fløjen har overtaget luftherredømmet i det republikanske parti, har Romney skiftet standpunkt, og han er nu helt afvisende overfor, at der er et problem, som USA skal tage sig af eller særlige forpligtelser overfor.

Lad mig sige med det samme, Romney har ikke nogen god sag i Browns etiske ret. Romney anklages for enten at lyve bevidst eller udvise ansvarspådragende misligeholdelse ved på trods af verdens samlede ekspertise at fastholde sin benægtelse af, at klimaforandringer er menneskeskabte. Han overtræder ikke bare forsigtighedsprincippet, men basale regler om ikke at skade andre (lande), og han øger udgifterne til den nødvendige indsats voldsomt ved at forhale processen.

Romneys insisteren på, at det kun giver mening for USA at handle, hvis alle lande gør tilsvarende, holder heller ikke i Browns perspektiv. Uanset andres indsats er alle lande forpligtet til at søge at tage vare om deres rimelige del (Brown kommer her end ikke på, at USA stadig historisk set er det land i verden, som samlet har haft de største klimaudledninger). Så Romneys afvisning af en amerikansk klimaindsats er etisk set dybt problematisk.

Romneys modkandidat til det forestående præsidentvalg, Barack Obama, kom til magten ikke med detaljerede klimaløfter, men alligevel klare udmeldinger om, at klimaudfordringen var vigtig, og at vi under hans styre ville se verdenshavene mindske deres stigningstakt – hvilket måske er meget ambitiøst på blot fire år. Men to af de stadigt tilbagevendende Obama-citater fra 2008 viser, at han faktisk har en god forståelse af klimaudfordringen:

“All across the world, in every kind of environment and region known to man, increasingly dangerous weather patterns and devastating storms are abruptly putting an end to the long-running debate over whether or not climate change is real. Not only is it real, it’s here, and its effects are giving rise to a frighteningly new global phenomenon: the man-made natural disaster.”

Læs mere »