Indlæg tagged med Miljøpunkt Indre By-Christianshavn

350-event verden rundt

24. oktober 2009

350-formation på Rådhuspladsen i København.

I alt var der mere en 5.200 steder i verden klima-events, som markerede nødvendigheden af en radikalt ny klimakurs. Med 350-events i 181 lande (ud af verdens i alt 192 lande), er det den hidtil største klima-manifestation, og et stærkt signal til politikerne om, at verden er rede til et markant kursskifte.

350 ppm er den koncentration af CO2, som atmosfæren skal tilbage på, hvis vi skal sikre klimaudviklingen mod at løbe løbsk.

Samtidig blev der lavet et stort nul på Rådhuspladsen , som her ses sammen med et stort fem-tal fra Indien og et stort tre-tal fra New Zealand – som en illustration af, at alle lande i verden må arbejde sammen for at vi kan langtidsstabilisere klimaet.

Herover er det tre-, fem- og nul-formationer fra henholdsvis Jordan, Palestina og Israel.

Herunder er det en række eksempler fra hele verden af markeringer på dagen.

Læs mere »

Share

Projekt Strøgbutik

16. september 2009

Københavns strøgbutikker har i dag haft besøg fra medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen ved Københavns Kommune med et tilbud om at blive KLIMA+ virk­som­hed.

Det blev en festlig dag med masser af solskin. Mere følger, her er foreløbig en stribe billeder fra dagen.

[nggallery id=138]

.
Fotos: Gregers Kirkegaard og Jens Hvass.

Dagen startede med en morgen-briefing i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Men hurtigt var de 30 medarbejdere ude i strøggaderne for at besøge butikkerne. Der var blomster med til alle, og foran butikkerne blev der lagt fodspor. I løbet af dagen blev næsten 300 butikker besøgt.

Under vejs var der pit stop i Restaurant Krebsegaarden, som netop er blevet KLIMA+ restaurant.

Dagen blev rundet af med erfaringsudveksling og muntert samvær på R77 – Miljøpunkt Indre By-Christianshavns lokaler på Rådhuspladsen 77.

Der havde i løbet af dagen været en endog meget positiv respons på besøgene, og i alt 187 af strøgbutikkerne har givet udtryk for, at de gerne vil være med i Klima+. De to teams, som havde fået flest tilsagn om interesse for at tilmelde sig KLIMA+, fik et gavekort på en middag på en KLIMA+ Restaurant og billetter til gallapremieren på klimafilmen Age of Stupid (som i parentes bemærket er en foruroligende fantastisk film).

Se også forudgående blog-indlæg: Projekt Strøgbutik pressemeddelelse.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mette Moth Fog: Butikker sætter fokus på klima, CityAvisen 09.09.2009.

Jesper Marthin: Butiker fik fod på klimaet, CityAvisen 23.09.2009.

 

Share

Projekt Strøgbutik pressemeddelelse

16. september 2009

Fra 16. september vil man i 14 dage kunne møde fodspor i gågaderne, som viser vej til, hvor­dan borgere og virksomheder kan spare på energien – besparelser, der kommer både økonomien og miljøet til gode.

Den 16. september tager 30 medarbejdere ved Teknik- og Miljøforvaltning på vandring i Indre Bys gågader. Her vil de aflægge mere end 300 butikker et besøg, hvor de blandt andet vil give butikkerne et tilbud om at blive KLIMA+ virk­som­hed. Undervejs vil de lægge en sti af fodspor, som opfordrer byens virksomheder til at blive KLIMA+ virksomhed og københavnerne til at blive KlimaKBH’er.

En KLIMA+ virksomhed bliver blandt andet tilbudt deltagelse i Københavns Kommunes netværk for klimavenlige virksomheder, individuel energirådgivning, profilering på KLIMA+ hjemmesiden samt dør-stickers som kan synliggøre, at det er en virksomhed, som gør noget for miljøet.

KlimaKBH er et tilbud til Københavns borgere. Det er gratis at tilmelde sig, og tilmelding giver mulighed for at få besøg af en klimakonsulent samt adgang til en række web-faciliteter.

KLIMA+ og KlimaKBH er iværksat for i de kommende år at inspirere virksomheder og borgere til at handle mere klimavenligt og spare udgifter på det daglige energiforbrug.

Københavns Kommune har netop vedtaget en klimaplan, som har som mål at reducere byens CO2-udledninger med 20% inden 2015 og en vision om at være CO2-neutral i 2025. Hele 70% af byens elforbrug og 35% af byens varmeforbrug stammer fra erhvervslivet. Det er derfor centralt at lave en indsats sammen med byens mange virksomheder.

Klima-eventen i strøggaderne er et samarbejde mellem Teknik- og Miljø­forvaltningen og Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Der vil på samme dag være klimaprojekter i alle bydele med i alt mere end 200 medarbejdere på gaden. I de kommende to uger vil man derfor kunne se en bølge af fodspor fra Vesterbrogade til Østerbrogade – som forhåbentlig fører til et hav af tilmeldinger til KLIMA+ og KlimaKBH.

For yderligere oplysninger vedrørende projektet, kontakt projektleder ved Teknik- og Miljøforvaltningen Per Schandorff: 33 66 59 77 / 26 77 29 01.

Se også det følgende blog-indlæg: Projekt Strøgbutik.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mette Moth Fog: Butikker sætter fokus på klima, Cityavisen 09.09.2009.

 

Share

Den Grønne By

29. august 2009

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi netop igangsat Den Grønne By, en idékonkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København.

Byens grønne elementer har en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe en smukkere, sundere og mere levende og bæredygtig by, som er rustet til at møde de kommende års klimaforandringer.

Den Grønne By efterlyser forslag til indplacering af grønne elementer i forskellige situationer i den historiske by. Det kan for eksempel være grønne gårde, taghaver, levende vægisolering, åbne belægninger eller anden forgrønnelse.

Læs mere »

Share

Reetablering af Københavns vandkredsløb

27. august 2009

Københavns Kommune er lige nu ved at udvikle en LAR metodehåndbog (Lokal Afledning af Regnvand), som rummer en hel række teknikker til lokal afledning af regnvand, som bliver samlet i en LAR metodehåndbog. Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg har skullet udarbejde høringssvar, og i den forbindelse har vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lavet et notat derom, som findes gengivet i sin helhed nedenfor.

Byen har op igennem det 20. århundrede forseglet en stadig større del af sit areal, dels med bebyggelse, dels med asfalteringer og andre belægninger, som regnvandet ikke kan sive igennem. En meget stor del af den regn, som falder over København, skal derfor i dag gennem kloaksystemet. Og med udsigten til, at de forestående klimaforandringer vil give op til 30% kraftigere regnskyl end vi kender i dag, står man overfor valget, om kloakkapaciteten skal udvides tilsvarende for ikke at få stadige oversvømmelser. Eller om man skal prøve i tide at lægge kursen om, så man ved systematisk at aflede regnvandet lokalt får mindsket behovet.

Den anden løsning indebærer en lang række tiltag, som tilsammen vil give en langt grønnere by: Etablering af grønne tage, som forsinker vandstrømmene, opsamling af regnvand til toiletskyl og vanding, lokal nedsivning gennem vandåbne belægninger. En sådan reetablering af det naturlige vandkredsløb er bæredygtighedsmæssigt det eneste rigtige. Så det er et spændende initiativ med store positive konsekvenser for København, som man må hilse varmt velkommen.

Læs mere »

Share

Interview med Bill McKibben

1. juli 2009

19. juni havde vi besøg af Bill McKibben ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, hvor vi ud over en pressekonference, hvor en række medier havde anledning til at lave interviews med Bill lavede den første planlægning af årets 350-manifestation på Rådhuspladsen til oktober.

Niels-Holger lavede afsluttende dette interview med Bill McKibben, hvor han ridser situationen op forud for klimatopmødet til december.

Niels-Holger: Hvad skal der foregå omkring 350 i det næste halve år op til COP15 i København?

Bill: Vi vil tage dette tal: 350, som er verdens vigtigste tal og gøre det til det mest kendte tal i verden. Den 24. oktober på den globale aktionsdag vil der være tusinvis af begivenheder over hele verden; alle designede til at banke dette nummer fast; dybt i den menneskelige bevidsthed, og når det sker, vil det direkte påvirke forhandlingerne i København, fordi vi endeligt har fået et mål at gå efter, endelig har fået en bundlinie for hvad vi vil acceptere og hvad vi ikke vil acceptere.

Niels-Holger: Hvad vil være de vigtigste målsætninger for en succesfuld aftale i København?

Bill: København er nødt til at præstere to ting: En stærk videnskabelig begrundet begrænsning af CO2-udledninger, det er det vigtigste, og for at det skal blive muligt, må vi have en stærk aftale om hvordan udviklingslandene skal hjælpes til udvikling uden at være nødt til at afbrænde kul. Hvis vi kan løse problemerne med at overføre teknologi og ressourcer fra den rige verden til den fattige verden, så er der en reel mulighed for at nå en virkelig global begrænsning af CO2.

Niels-Holger: Vil det være muligt at nå en aftale med store udledere som USA, Australien, Japan, Canada og andre som bagtrop? Kan der lægges pres på disse stater, eller vil de trække alle med sig i dybet?

Bill: Vi er nødt til at lægge et alvorligt pres på alle disse lande, ellers vil de trække alle andre ned eller tilbage. Vi kan gøre det, hvis vi organiserer over hele verden. Kina vil forstå, at de ikke kan være aftalebryder, USA vil forstå, at de ikke kan være den slemme fyr internationalt. Hvis det ikke er nok, så må vi alle vegne fra lægge pres på disse spillere, det er derfor vi må bruge global organisering.

Niels-Holger: Hvad mener du er de vigtigste ting at fortælle folk om 350 for at øge presset?

Bill: 350 betyder, at dette ikke længere er et problem for fremtiden. Vi er allerede godt forbi 350 med 389 ppm, alt for meget CO2 allerede – det handler ikke om fremtiden, det handler om nu. Det betyder, at vi må ændre retning nu, der er ikke tid til små gradvise ændringer, situationen kræver radikale ændringer. Det er det vigtigste ved 350 – at vi haster med at reagere.

Niels-Holger: Anser du 350.org for at være en organisation der kæmper for solidaritet mellem rige og fattige lande?

Bill: Den vigtigste del af vores organisering foregår, på mange måder, i verdens fattige lande i Asien, Latinamerika og Afrika, fordi disse lande har været i stand til at spille en rolle i denne debat og fordi disse lande vil blive ramt hårdest og først. Disse lande har krav på at blive hørt. Det er derfor 350.org har kontorer bemandet med unge mennesker i Congo, i Johannesburg, i Delhi, i Kina, i Equador og alle slags steder hvor man vil komme til at bære de største byrder, og hvor man har den mindste andel i skabelsen af dette problem.

Niels-Holger: Hvordan ser du på tiden efter december for 350.org?

Bill: Jeg synes, at det er svært at vide hvad fremtiden bringer så længe vi ikke kender resultatet fra København, men det er helt klart nu, at København ikke kan blive endestationen for denne proces. Det er i bedste fald snarere en slags begyndelsen med hensyn til reel handling for at tage meget stærkere skridt end vi har taget hidtil. Derfor vil kampangen fortsætte, men det er nødvendigt at 24. oktober bliver en virkelig succes. For virkeligt at gøre en forskel er vi nødt til at bringe tallet (350, nh) helt frem i den menneskelige bevidsthed.

Niels-Holger: Du er af Post Carbon Institute blevet udnævnt til at være rådgiver/medarbejder om lokalisering (lokal udvikling i modsætning til globalisering, nh). Frygter du at peak oil kunne skabe vanskeligheder i kampen for at nå målet 350 ppm?

Bill: Det frygter jeg virkeligt. Selvom det betyder, at vi bliver nødt til at standse afbrændingen af olie, vil det sandsynligvis føre til at man vil forsøge at erstatte olie med kul for at drive vores samfund, og kul er endnu mere beskidt end olie. Vi kan ikke forlade os på, at det faktum, at vi løber tør for olie, vil hjælpe os. Vi er nødt til at skabe en politik som sikrer at vi erstatter olie med sol og vind – ikke med kul.

Niels-Holger: Kommer du til København til december?

Bill: Jeg kommer til København til december. Det bliver kaotisk og vildt, men jeg kommer! Men det vigtigste arbejde ligger i ugerne op til København, hvor det stadig er muligt at blive hørt i tumulten.

Niels-Holger: Tror du, at præsident Obama dukker op?

Bill: Jeg håber han dukker op, og jeg tror på at han dukker op. Hvis han kommer er det et godt tegn, der betyder at USA og Kina har nået en eller anden form for overbevisende aftale, så vi i det mindste har et håb om en reel aftale i København. Præsident Obama kan ikke gøre disse ting alene, han behøver en bevægelse bag sig. Det Hvide Hus har gjort det klart for os ved at sige: “Vi ønsker forandring. Få os til at gøre det!” De behøver en forenet bevægelse hvor du og jeg arbejder sammen for at skabe 350.org.

Niels-Holger: Skal du have en god lang ferie efter COP15?

Bill: Ha, ha, ja det er skal jeg! Jeg er fanatisk langrendløber, så min plan er at tage hjem til bjergene, hvor jeg bor (Vermont, USA, nh). Og jeg håber at den gode Gud vil belønne mig for års arbejde med et rigtigt stort og tykt tæppe af sne, så jeg kan fordrive en måned med bare at gå ud af min havedør og stå på ski i skovene. Hvis det sker vil jeg snart være udhvilet og parat til at klø på igen!

Indlæg ved Niels-Holger Nielsen.

 

Share

Åbent hus på R77

25. april 2009

Mandag den 11. maj 2009 kl. 15.30–18.30 byder vi velkommen til åbent hus på Rådhuspladsen 77.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og sekretariatet for Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg slår dørene op for alle, der vil se de nye lokaler, hilse på stedets ansatte og kende til husets aktiviteter.

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam holder åbningstalen. Der vil være en velkomstskål og snack.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ser frem til at skabe energi- og miljømæssige forbedringer sammen med lokale borgere, ansatte, virksomheder, institutioner og foreninger. Miljøpunkt Indre By-Christianshavn arbejder løbende med projekter, der sigter mod en grønnere og mere bæredygtig bydel.

Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg styrker det lokale demokrati ved at være bindeled og sikre dialog mellem københavnerne i Indre By og på Christianshavn og politikerne i Københavns Borgerrepræsentation. Lokaludvalgenes medlemmer kommer fra lokalområdernes foreninger, netværk, organisationer og politiske partier.

I forbindelse med åbningen planlægger vi en lang række arrangementer – se program nedenfor.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Program

15.30: Dørene åbnes
16.00 Den akustiske trio Gdansk synger sange til byens pris.
16.15: Åbningstale ved teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam
16.45-18.30: En åbningsskål med snack samt te (Sing Tehus) og kaffe

Kom og se nærmere på Buddy-elbiler som fremvises af Poul Refstrup Leasing A/S.

Ved ’Klima-campingvognen’ kan du hente gode råd om at spare på energien. Opret dig som klimakøbenhavner og bestil et besøg af en klimakonsulent, eller giv et godt klimatip til kameraet og få en sparepære eller en indkøbspose i stof.

Energiselskabet Natur-Energi giver dig mulighed for at vælge strøm fra vedvarende energikilder til din bolig.

Mød Klimabevægelsen, som er en partipolitisk uafhængig bevægelse, som arbejder for et bedre klima.

Mød vindmøllelaugene, som har til huse i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, og hør om planerne for nye folkeejede vindmøller.

I leverer det gode humør.

Medbring paraply om nødvendigt.

 

Share

1 million danskere slukkede for lyset

10. april 2009

Der er netop i dag kommet tal, som viser, at lige godt 1 mio. danskere 28. marts slukkede for lyset i anledning af Earth Hour. I København var hele 35% af byens befolkning med til at slukke lyset.

Endda var for eksempel Politiken netavis hurtigt ude med lakonisk at konstatere, at det dårligt kunne ses på el-forbruget.¹ Og Kristeligt Dagblad kalder det klimapop.² Ikke desto mindre er det et stærkt signal. Det er symbolpolitik, og der ligger en vigtig markering i, at 1 mio. danskere, eller langt flere end noget dansk parti kan mønstre af stemmer ved et folketingsvalg, står sammen om en sådan markering.

Nedenfor er der tre små YouTube videoer fra Earth Hour 2009, som Sluk Lyset-kampagnen hedder ude i den store verden. Først en lille samling postkort med lys, der bliver slukket verden rundt. Dernæst fortæller den emgelske klimaøkonom Sir Nicholas Stern, hvorfor Earth Hour er vigtig: Det er en mulighed for verdens befolkninger for at lægge pres på regeringer verden rundt om at tage klimaudfordringen alvorligt. Det vil de ifølge Stern simpelthen ikke gøre, hvis ikke der er et massivt folkeligt pres. Stern er fadder til den engelske klimaplan, som i dag står mere konsekvent i sin klimamålsætning end stort set alle de andre store økonomiers. Og Stern er manden, som i de senere år igen og igen har påpeget, dels at vi må regne med fremover kun at have ét ton CO2 hver at udlede, dels at jo mere vi nøler, jo mere ubetalelig bliver prisen.

Læs mere »

Share

Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København

22. marts 2009

I de 17 år, jeg har boet i Larslejsstræde har der på denne tid af året været den vidunderligste solsortesang. Nogle år har der i forårsmånederne udspillet sig de drabeligste sangdueller mellem tre-fire solsorte – men ikke i år. Og jeg må indrømme, at jeg savner dig voldsomt, kære solsort – savner dine tonelege, dine ækvilibristiske triller, dine imitationer og intonationer. Indimellem bilder jeg mig endda ind, at vi har sunget sammen, talt sammen, udvekslet andet og mere end høfligheder, delt en jublende glæde over forårets komme – men måske det kun er indbildning. Mit næb er i hvert fald langt fra så lysende orange som dit.

Jeg har derfor tænkt på, hvad jeg kunne gøre? Sætte en annonce i solsortenes dagblad om et ledigt revir i et af hovedstadens mest attraktive kvarterer? Både ved 1 og ved 2 på kortet herover, i min for- og baghave.

Jeg synes jo det er et vidunderligt sted og kan ikke helt forstå … vinteren har jo ikke været særlig streng. Jeg har da også enkelte nætter hørt dig synge ved et-tiden – som om du i nattens mulm og mørke inspicerede reviret, men fandt det uegnet for solsorte. Er det blevet så ringe? Godt nok har de skramlet meget omkring de forhenværende TDC-bygninger, men du skal vide, at planerne om Sankt Petri Passage er opgivet – den finanskrise er god for mange ting. Og akustikken er fænomenal, din sang løfter sig mellem husmurene, og vi er mange, som værdsætter det højt.

Du har ret, kirkepladsen (1) er så langt fra hvad den kunne være: Der er snart ikke mere græs tilbage og en evig støj fra skolebørnene. Det er rent ud sagt en bedrøvelig affære – rundbold eller regnorme. Og ja, de to kolossale lindetræer i Asylbørnehaven (2) er skåret voldsomt tilbage, samtidig med at de har haft et anfald af oprydning i Valkendorf-kollegiets gamle forhave, hvor blandt andet Grundtvig – ham med alle salmerne – har boet. I hvert fald lindetræerne vokser ud igen – du må have lidt tålmodighed – og det har det med at gro til igen i kollegiehaven, så du inden længe igen kan regne med sikker fangst af mider og orme til dine unger.

Men hvad kan vi gøre indtil da? Prøve at få lagt den grønne løber ud til Ørstedsparken, så du igen føler dig velkommen? Skolegårdene i Niels Brock og Sankt Petri Skole (3&4, 5) er i dag stort set væg til væg-asfalteret. Jeg må se at prøve at formå dem til at forgrønne deres skolegårde, så forbindelseslinjerne bliver genoprettet. Det ville de mange elever sikkert også være glade for.

Selv dine små fætre og kusiner, musvitterne, blåmejserne, gråspurvene og bogfinkerne, er ikke nær så flittige gæster i år. Men de er her, jeg hører dem næsten hver morgen, så jeg håber stadig du har os i tankerne og giver vores kvarter en ny chance. Vi savner dig.

indlæg oprettet af Jens Hvass

De små grønne enklaver i den tættest bebyggede by er meget udsatte, og selv tilsyneladende små forandringer kan medføre store forskelle for de planter og dyr, som lever mellem husene, og det er vigtigt for bynaturens trivsel og overlevelse at styrke sammenhængen mellem de enkelte enklaver og forbindelseslinjerne til parkbåndet i det gamle fæstningsanlæg. Vi er derfor i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ved at forberede et kortlægningsprojekt af den historiske bys naturkapital. Netop kortlægningen kan give indikationer af, hvor man ville kunne sætte ind for at styrke bynaturens robusthed, sammenhængskraft og artsvariation i den tættest bebyggede by.

 

Share

Lad os slukke lyset og tænde for nærværet

17. marts 2009

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn markerer Sluk Lyset Dagen den 28. marts ved at invitere til forevisning af filmen En Ubekvem Sandhed (An Inconvenient Truth) og efterfølgende samtale i stearinlysenes skær.

Klimadebatten foregår for det meste i mediernes rampelys, på politikernes bonede gulve eller blandt klimafagfolk på højt niveau – og ikke sjældent i højt tempo.Vi vil gerne give mulighed for at alle der bekymrer sig om klimaet kan komme forbi og snakke om hvad vi kan gøre sammen, på en måde der giver mere plads til nærvær, eftertanke og – ikke mindst – til nye tanker.

Derfor viser vi først ’klimaklassikeren’ En Ubekvem Sandhed, og får dermed genopfrisket hvad klimaudfordringen består i fra en mand, Al Gore, der om noget har kæmpet for at verden både tager problemet alvorligt og samtidig for at bevare håbet om at vi kan løse det.

Selv hvis man har set den før, kan filmen derfor blive en kærkommen lejlighed til at få genopfrisket ‘det store overblik’ over klimaudfordringen, såvel som lyst og inspiration til at handle.

Efter filmen slukkes de elektriske lys og de levende lys bliver tændt. Vi giver kaffe og te og frem for alt en alternativ mulighed for at dele med hinanden, hvordan vi hver især oplever klimaproblematikken – som en udfordring eller trussel eller måske lidt af begge dele.

Der vil ikke være nogen særlige regler eller retningslinier, foredragsholdere, agendaer eller politikker som skal tages hensyn til. Vi inviterer til et anderledes, mere frit og mere stilfærdigt møde om klimasagen. Vi kan lære hinanden bedre at kende, dele vores håb eller frygt for fremtiden – såvel som gamle som nye ideer til hvordan vi bedst forbereder os på den. Ordet er frit for alle.

Lad os slukke lyset og tænde for nærværet kl. 18.30-21.30 d. 28. marts 2009 i Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen 77, stuen tv.

Hvis du regner med at komme, så send os venligst en mail på miljopunkt@a21.dk. Så ved vi bedre hvor meget kaffe og te, såvel som borde og stole, som vi skal have klar. På forhånd tak.

Læs mere »

Share