Indlæg tagged med Miljømetropolen

Agendacenter Indre By / Christianshavn på Klimafestival 2008

26. august 2008

I dagene 5.-7. september kan du møde det kommende Agenda 21-center for Indre By / Christianshavn på Klimafestival 2008. Vores stand vil være på Gammel Strand, så se efter det grønne telt lige ved Fiskekonens Plads lige dér, hvor trappen går ned til kanalrundfartens brygge.

Der vil være en lille udstilling om facadeplanter i bybilledet: Byens grønne lunger. Måske du kan få en god idé til at få mere grønt i din gade eller gård. Og hvis vi kan få strøm, vil vi gerne vise en video om produktion og affald: The Story of Stuff.

Men allermest håber vi, at rigtig mange vil lægge vejen omkring og give deres besyv med om, hvordan vores bydel kan udvikle sig i en bæredygtig retning, hvordan vi kan tage aktiv del i de omfattende forandringer, som skal til i de kommende år for at genskabe den globale balance, og hvordan det kommende agendacenter kan være med til at hjælpe denne udvikling på vej.

Vi vil indrette teltet som et lille tehus, hvor snakken går omkring bordet og man kan få sig en kop økologisk te fra Sing Tehus – en hvid eller grøn grøn kinesisk te eller en let fermenteret nepalesisk Oolong. Så giv dig tid til at sidde ned og lade tankerne og inspirationen fri.

Yderligere informationer via Jens Hvass, 27 37 87 94 / miljopunkt@a21.dk.

Vi ses på Gammel Strand fredag kl. 15-20, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-16.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Se Agendacenter Indre By/Christianshavn på Klimafestival 2008 (pdf).

Se blog-indlæg med billeder fra Klimafestival 2008.

Se Program for Klimafestival 2008 (pdf).

Se mere om Klimafestival 2008 på Københavns Kommunes hjemmeside.

Se mere om Byens grønne lunger.

Se mere om The Story of Stuff.

 

Share

København som verdens miljømetropol i 2015

6. marts 2008

“I 2015 er København med rette kendt som den af verdens hovedstæder, der har det bedste storbymiljø. København er blevet verdens Miljømetropol og har dermed bevist, at miljøhensyn giver ekstra dynamik i byudviklingen. Københavnerne og deres gæster kan mærke og se forbedringerne, samtidig med at byen tager aktivt medansvar for den globale miljøudvikling.”

Sådan hedder det i Miljømetropolen – Vores vision CPH 2015, et oplæg til Københavns Kommunes miljøplan for 2015, som er blevet lagt frem her ved årets begyndelse.

Det er store ord, ikke mindst når man ser, hvor konsekvent man går til bæredygtig byudvikling mange andre steder i verden. Der skal mere end ambitioner til at blive verdens Miljømetropol. Men det er ambitioner i den retning, der skal til for at vise verden, at der findes konstruktive træk mod den globale opvarmning, og at der findes en vej frem mod mindre ubæredygtige tilstande med mere livskvalitet end i dag.

Miljøplanen, som kan downloades i pdf-format, rummer en bred vifte af målsætninger: I 2015 cykler 50% af alle københavnere på arbejde mod 36% i dag. Antallet af alvorlige ulykker ved cykling skal være halveret, og 80% skal føle sig trygge ved at cykle i København, mod 58% i dag. Dette vil endnu stærkere end i dag profilere København som cykelby.

Læs mere »

Share