Strøtanker om bæredygtighed

De arktiske egne gemmer på store metan-depoter, som gennem årtusinder har været indkapslet under den kappe af permafrost, som strækker sig igennem de polare egne. Men med de stadig lunere arktiske somre, som i år gjorde, at man for første gang i historisk tid kunne sejle både den ene og den anden vej omkring Nordpolen, tyder alt efterhånden på, at permafrosten i de kommende årtier gradvist vil tø op, og at store mængder af metan, som stammer fra en fjern fortids forrådnede plantedele, frigives til atmosfæren. Metan er som drivhusgas omkring 21 gange mere aktiv end CO₂, så der er en frygt for, at denne optøning vil accelerere klimaforandringerne yderligere.

Forskere har for få dage siden rapporteret, at metan frigives i store mængder fra havområder nord for Sibirien. Man har her kunnet konstatere metan i så store mængder, at det ikke blot blev optaget i vandet, men boblende op fra bunden, og mener at det skyldes huller i havbundens permafrost. Det har været anslået, at metan frigivet fra fastlandssoklen langs den siberske kyst har et lige så stort omfang som fra verdens have i øvrigt.

Metan-koncentrationerne i atmosfæren har ellers været let faldende i de senere år, men man mener, at stigningen i de seneste år kan hænge sammen med, at de store mængder metan bundet af (under) den arktiske permafrost er begyndt at boble frem.

Læs mere »

Franske forskere har netop offentliggjort en undersøgelse, hvor man med data fra seks forskellige europæiske bjergkæder kortlagt i alt 171 planters udbredelse over en 100-årig periode. Vegetationen op ad en bjergside rummer en hel serie af plantesamfund, som hver i sær er tilpasset de særlige vilkår op ad bjerget, som gennemgående bliver jo koldere, jo højere oppe.

Ifølge undersøgelsen har planters typiske voksested siden 1905 i gennemsnit bevæget sig 29 m opad pr. årti. Det er blot tre meter om året, men på et århundrede bliver det næsten 300 m. På et landskab som på billedet til højre, som stammer fra Valsertal i det centrale Schweiz, er der cirka 1.000 m fra bund til top, så 300 m er en betragtelig rejse. Mange skisportssteder har da også i samme periode erfaret tilsvarende problemer med, at grænsen for godt skiføre rykker stadig højere op i bjergene.

Planternes vandring mod toppen afspejler meget direkte, at de klimatiske vilkår, som de gennem årtusinder har tilpasset sig, på grund af klimaforandringerne skal findes stadig højere oppe. I de undersøgte områder har temperaturstigningen i perioden været på 0,6° C, og man kan forestille sig, hvordan visse plantesamfund med tiden vil strande på toppen og blive vokset ovenud.

De 29 meter pr. årti dækker over store forskelle. Gennemgående bevæger græsser og urteagtige planter sig langt hurtigere opad end buske og træer. I tider, hvor ændringerne af vilkårene kommer hurtigt, kan man derfor frygte for, at hidtidige symbioser og samspil melle plantesamfundenes mange arter brydes op.

Det er kun få dage siden, at amerikanske forskere offentliggjorde en undersøgelse af planternes bevægelser som følge af klimaforandringer i Californien, som forudsagde, at forandringen i vækstvilkårene med den nuværende udvikling ville være så omfattende, at omkring to tredjedele af de omkring 2.300 plantearter, som kun findes i det californiske landskab, står overfor at få deres vokseområde indskrænket med mere end 80% i løbet af de næste 100 år (se tidligere blog-indlæg: Klimaforandringer og biodiversitet).

En tilsvarende konsekvens af de globale temperaturstigninger er, at skovgrænsen gradvist bevæger sig nordud over tundraen. Når først skoven har fat, mildner den mikroklimaet markant. Dette giver risiko for en frigivelse af de kolossale mængder af metangas, som nu findes indespærret under tundraens lag af permafrost.² Ligesom CO₂ er metan en drivhusgas, blot er den 22 gange mere aktiv. Metanudledninger i forbindelse med menneskelig aktivitet har medført, at metakoncentrationen i atmosfæren i de sidste 200 år er mere end fordoblet, fra 0.8 ppm til 1,7 ppm.

Laureen Cahoon: Climate Change Pushes Plants Out of Their Comfort Zone, Science News 26.06.2008.¹

Janet Raloff: Forest invades tundra, Science News 20.06.2008.²

Michael Kahn: Rising Temperatures Force Many Plants Higher – Study, Reuters 27.06.2008.

Mason Inman: Plants ‘Climbing’ Mountains Due to Global Warming, National Geographic 26.06.2008.

Study: Global warming chases plants uphill, MSNBC 26.06.2008.

Elisabeth Astrup: Klimaændringer tvinger planter opad, Politiken 29.06.2008.

Forskere har netop offentliggjort undersøgelser fra Kap Verde, som viser, at havene optager visse drivhusgasser fra atmosfæren langt hurtigere, end man hidtil har antaget. Særlig ozon trækkes hurtigere ud af atmosfæren, og det medfører, at metan også optages i øgede mængder. Begge luftarter virker ligesom CO₂ som drivhusgasser, og øgede koncentrationer vil lede til øget global opvarming. Baggrunden er ifølge forskerne bag undersøgelsen, at overfladen ofte er pisket op af bølger og skum, hvilket øger udvekslingen mellem atmosfæren og havet markant. Undersøgelsen viser, at ozonkoncentrationen relativt hurtigt falder fra 50 ppm over land til 10 ppm over havet.

Det kan umiddelbart lyde som en god nyhed. Men man ved i dag ikke, i hvilket omfang de øgede mængder ozon og metan i længden vil virke forstyrrende ind på verdenshavenes biologiske systemer. Og en af forskerne bag forsøget, Alastair Lewis, siger, at resultatet bør tilskynde til at reducere udledningerne af disse drivhusgasser, netop fordi de absorberes relativt hurtigt.¹ Resultaterne vil under alle omstændigheder indgå i den stadige finjustering af de klimamodeller, man benytter til at forudsige sammenhængen mellem drivhusgasser og global opvarmning. For hvis metan og ozon nedbrydes hurtigere end hidtil antaget, må det også betyde, at der er produceret mere af disse gasser end hidtil antaget.²

På det seneste har vi fået alarmerende meldinger fra havbiologerne om, at forsuringen af oceanerne på grund af havenes optagelse af CO₂ nu skrider så hurtigt frem, at det udbyder en markant risiko for, at fødekæder kan kollapser, i og med at forsuringen nærmer sig et niveau, hvor koralrevene er truet og skaldyr (som udgør vitale led i fødekæden), har problemer med at kunne danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner I, Sure oceaner II og Sure oceaner III).

Ian Sample: Oceans clearing greenhouse gases faster than expected, Telegraph 26.06.2008.¹

Michael Kahn: Study Highlights Need to Adjust Climate Models, Reuters 26.06.2008.²

Katie A. read et al.: Extensive halogen-mediated ozone destruction over the tropical Atlantic Ocean, (abstract) Nature 02.07.2008.

Acidifying oceans add urgency to CO₂ cuts, Science Codex (blog), Reuters 03.07.2008.

Ocean Chemistry: The Lost Issue Of Greenhouse Gas Concerns, Scientific Blogging, Reuters 04.07.2008.

Igen er der foruroligende tegn på, hvor hurtigt klimaforandringerne skrider frem i de polare egne. Denne vinter har isdækket været tyndere end nogensinde, hvorfor polarforskerne forventer, at det isfri område af Arktis i år vil blive endnu større end i 2007, som ellers lå exceptionelt lavt i forhold til udviklingen i de seneste årtier, som har vist en relativt langsomt vigende tendens.

Indtil for få år siden lå risikoen for, at Nordpolen ville blive isfri i sommertiden langt ude i en fjern fremtid, men nu er det ikke usandsynligt, at vi måske vil se isfrit farvand på selve Nordpolen allerede denne sommer.¹

Problemet med afsmeltningen, er at det kan accelerere temperaturstigningerne inde over land i de arktiske lande. David Lawrence, klimaforsker ved National Center for Arctic Research, har udviklet en model for klimaudviklingerne, som viser, at den hastige issmeltning kan medføre en opvarmning over land, som er 3,5 gange højere end den gennemsnitlige opvarmning i dette århundrede. Dette vil accelerere optøningen af tundra-områder, som vil frigøre de store mængder metan, som nu ligger bundet i permafrosten.¹

Metan har en drivhuseffekt, som ligger omkring 21 gange højere end CO₂, så det vil yderligere kunne accelerere klimaforandringerne.

Læs mere »