Strøtanker om bæredygtighed

.
En af de ting, som virkelig har givet stærk resonans i Doha i det sidste døgn, er en rapport, som UNEP fremlagde i går, om den tikkende metanbombe, som ligger gemt i permafrosten, som spænder over store dele af jordkloden nord for polarcirklen. Det er udledninger, som ikke er medregnet i de nuværende klimamodeller, men med den accelererende afsmeltning af Arktis rykker stadig nærmere. Der ligger skønsmæssigt 1.700 gigaton CO_2e bundet i permafrosten – eller omtrent det dobbelte af den mængde drivhusgasser, som i dag findes i atmosfæren. Så hvis størstedelen heraf frigives, står vi overfor et klimatologisk tipping point, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende (se Arktiske faresignaler og Permafrosten måske ikke så permanent).

I den 5:46 min. lange video herover anslår rapportens hovedforfatter Kevin M. Schaeffer, at blot en temperaturstigning på 2-3ºC vil udløse et sted mellem 30-60% af den nu indeholdet metan og CO₂ i permafrosten, så det er vigtigt at indregne disse drivhusgasser i vores klimamodeller for at få et retvisende billede af, hvilke reduktioner, der skal til for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Med denne viden er loftet for yderligere CO₂-udledninger for at holde 2ºC-målsætningen blevet endnu lavere. Så deltagerne i COP18 har endnu en gang fået understreget, at det er uomgængeligt at få reduceret udledningerne radikalt i allernærmeste fremtid.

Stadig under udarbejdelse … grafer fra rapporten på vej.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Thawing of Permafrost Expected to Cause Significant Additional Global Warming, Not yet Accounted for in Climate Predictions, UNEP 27.11.2012.

Kevin M. Schaeffer  et al.: Policy Implications of Warming Permafrost, UNEP nov. 2012 (pdf).

COP18: We must reform fracking to limit environmental impact, RTCC 27.11.2012.

Fiona Harvey: UN: methane released from melting ice could push climate past tipping point, The Guardian 27.11.2012.

UNEP warns of catastrophic permafrost melt by 2100, RTCC 27.11.2012.

Faisal Baatout: Melting permafrost ‘may speed global warming’, AFP 27.11.2012.

Dette år har bragt endnu en tankevækkende klima-rekord – havisens udstrækning over Arktis er allerede nu mindre end på noget tidspunkt i den periode, man har været i stand til at måle den, der afsmeltes dagligt et område omkring det dobbelte af Danmarks areal, og denne sommers minimum vil først indtræde sidst i september, så det tegner til at blive en markant ny rekord – som man også kan se af den røde linje på grafen herunder.

Dette falder sammen med iagttagelser over Grønlands indlandsis, hvor man for blot en måned siden for første gang i de godt de 30 år, man har kunnet monitorere isfladen via satellitter har kunnet iagttage afsmeltning fra så godt som hele indlandsisens overflade (se blog-indlægget Ny afsmeltningsrekord på Grønland).

Havisens udstrækning svinger kraftigt mellem sommer og vinter, men sommerminimum i september synes i år at blive blot det halve af den gennemsnitlige udstrækning i 1980erne. Forestillingen om et helt isfrit Arktis i sommertiden, som for blot få år siden var et teoretisk fjernt scenario – måske ved udgangen af århundredet – synes det med den nuværende udvikling at ligge blot 10-20 år fremme.

Læs mere »

.
Denne video giver en fin illustration af klimaeffekten af verdens stadig mere omfattende kødforbrug. Perspektivet er den daglige burger. Hver amerikaner spiser i snit tre burgere om ugen, og det bliver til kolossale mængder på et år. I de klimaberegninger, som oprulles, giver disse tre burger om ugen således alene en udledning af klimagasser, som svarer til 158 mio. ton CO₂, eller næsten et halvt ton CO₂ pr. amerikaner – blot for tre mellemmåltider. Så klimaeffekten af bare en enkelt kødløs dag om ugen er betydelig.

I beregningerne af de indirekte omkostninger burde vi lægge 1½ $ til side til øgede sundhedsudgifter, hver gang vi spiser en burger. Eller rettere – Burger King, McDonald’s osv. burde opkræve dette beløb og betale det som bidrag til USAs sundhedssystem.

Her bliver fortællelinjen måske lidt flagrende. Men det er endda imponerende, hvor langt man kommer rundt på 7½ minut. Den lille videoanimation er en del af The Food for 9 Billion series, som ser på udfordringen i at brødføde verden i en tid med store sociale og miljømæssige forandringer.

Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion var en vigtig del af problemstillingen i udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetaarn 2011, og plancheteksten: “Kød og klima”¹ giver en bredere perspektivering af problemstillingen.

Download planchen Kød og klima (2,3 Mb pdf) / plancheteksten i A4-format (1,4 Mb pdf).¹

The hidden costs of hamburgers, (transskription) Center for Investigative Reporting, 02.08.2012.

.
Ofte forbindes denne del af Afrika med endeløse problemer, hastigt fremadskridende klimaforandringer, vandmangel og voksende ørkener, hungersnød og evindelige strammeopgør og borgerkrige, som igen og igen sætter situationen tilbage til start. Men denne lille solstrålevideo, som i går blev lagt ud på Rio+20s officielle hjemmeside uncsd2012.org, giver et helt andet billede af udviklingen i Ethiopien.

I en tid hvor væksten i verdens gamle økonomier er ved at ebbe ud (hvilket om man så må sige er på høje tid), har et land som Ethiopien i de seneste 20 år gennemgået en rivende udvikling. Med en årlig vækst i bruttonationalproduktet på 11,4% er Ethiopien i dag blandt verdens hurtigst voksende økonomier, og landet har en målsætning om inden 2025 at have vokset sig ind blandt verdens middelindkomstlande – gennem en bæredygtig udvikling.

Læs mere »

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO₂-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO₂-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO₂-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Den netop vedtagne Durban-pakkes store problem er tidslinjen. Verden som sådan kommer ikke i gang med egentlige bindende reduktioner før i 2020, og det er adskillige år for sent i forhold til indsatsen for at knække CO₂-kurven i tide. Ifølge klimavidenskaben er vi meget tæt på at forpasse chancen for at igangsætte en udvikling tidsnok til, at det kan lykkes at holde atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm og den samlede globale temperaturstigning under 2° C. Den eneste ansvarlige aftale i Durban havde derfor vedtaget en lang række indsatser, som kunne iværksættes umiddelbart. Afhængig af, hvor ambitiøse klimamål man inden for de næste par år kan definere fra 2020, mangler vi således 5-10 år.

For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og i bedste fald give os de nødvendige 10 års respit. Dette er ikke tidspunktet at gå i detaljer dermed, men det er omvendt godt lige at ridse de alternative muligheder op, for at kunne få placeret Durban-pakken et tåleligt sted.

En oplagt beslutning ville være at lave obligatoriske støvfiltre på samtlige kulkraftværker. En af grundene til, at gletsjerne og de arktiske vidder smelter hurtigere, er, at den snavsede is og sne sender mindre af sollyset tilbage ud ad verdensrummet. Det vil være en overkommelig operation, og det vil samtidig være en gave til folkesundheden (se tidligere blog-indlæg: Kølende hvidt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et helt centralt område at sætte ind vil være forskellige tiltag til at øge CO₂-bindingen i biosfæren. Det kan ske dels ved skovbevarelse, som samtidig er vigtig for bevarelsen af biodiversiteten og klodens nedbørssystemer. Og det kan ske ved systematisk skovplantning, som i den rette skala ville det samtidig kunne være med til at bremse op for ørkendannelsen de mange steder i verden, hvor den er på fremmarch.

Læs mere »

Vandkraft står på mange måder som den ultimative form for vedvarende energi – når først den er etableret, er der ingen bivirkninger, og vandet venter blot tålmodigt på at blive ledt forbi turbinerne for at lave CO₂-neutral energi. Og til forskel fra vindkraften er vandkraften let at dosere, så man præcist får så meget energi, som man har brug for, når man har brug for den … troede jeg indtil en artikel i The Guardian i går.¹

For én ting er de kolossale ødelæggelser af landskaber, som går forud. Men én gang etableret, sker der fra bunden af de store mudrede opstemningsbassiner en stadig udvikling af metangas fra forrådnelsesprocesser i iltfattige omgivelser – en effekt som er særlig udtalt i troperne. Ifølge forskere fra INPE står vandkraftværker for 23% af den menneskeskabte metan og mindst 4% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser. Vandreservoirer i troperne kan i værste fald have en større drivhuseffekt pr. produceret kilowatttime end fra fossile kilder, inklusive kul.² I et eksempel fra Curuá-Una inddæmningen i Amazon-området er det således vurderet, at produktionen af drivhusgasser er omkring 3½ gange større, end hvis energien var produceret fra afbrænding af olie.³

Læs mere »

Det er efterhånden almindelig kendt, at kødproduktion tegner sig for en betydelig del af den samlede klimabelastning. Nye tal fra Worldwatch Institute viser nu, at andelen er væsentligt større, end man tidligere har regnet med. Nedenstående tekst stammer fra temaplanchen Kød og klima fra udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som kan ses i Rundetaarn frem til 27. marts.

Billedet herover er fra en planche, som viser en australsk familie sammen med den mad, de spiser på en uge. Udstillingen har i alt 30 af sådanne portrætter fra hele verden.

FNs fødevareorganisation FAO udgav i 2006 en rapport om landbrugets klimapåvirkning, Livestock’s Long Shadow, som kom til det for mange meget overraskende resultat, at landbrugets animalske produktion tegnede sig for ikke mindre end 18% af de globale drivhusgas-udledninger. Til sammenligning står luftfarten for 2% og skibsfarten for 4-5% af de globale drivhusgas-udledninger. Den animalske produktion er således en af de allerstørste kilder til global opvarmning.

Vores husdyrhold er da også den menneskelige aktivitet, som tager allermest plads på kloden. Det beslaglægger i dag omkring 70% af verdens samlede landbrugsareal og 30% af verdens samlede areal til foderafgrøder og græsning. Og forbruget er stadig stigende, både i I-lande og U-lande. Hvor vi siden 2. verdenskrig er blevet dobbelt så mange mennesker, er der kommet næsten seks gange flere husdyr. For eksempel er der i Danmark 2½ gris for hver indbygger, og foderet til de stadig større produktionsenheder hentes efterhånden hjem fra hele verden – helt ude af balance med de umiddelbare omgivelser.

Husdyrene spiser mere end halvdelen af den mad, vi fanger i havet og omkring halvdelen af den mad, vi dyrker på vores marker. For en afgrøde som soja går 80% til foder til husdyr. I en tid, hvor markerne også skal levere stadig større mængder af biobrændstoffer til vores sultne motorer, er der mere pres på de dyrkbare arealer end nogensinde. Den voksende efterspørgsel efter kød er i dag den største drivende faktor bag fældning af regnskov, og over alt i verden æder motorsavene sig hver dag ind på regnskovene for at skaffe plads til flere husdyr.

Læs mere »

Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO₂-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO₂-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.

Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at “københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹

Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. – ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²

1) Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2) Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3) Brug flere grøntsager og mere frugt.
4) Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5) Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6) Minimer mængden af madaffald.

Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at

7) restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.

For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO₂-neutralitet i 2025.

Læs mere »