Indlæg tagged med Max Picard

Pausebillede XIX – I skovens stilhed

11. juni 2015


.
Johnnie Lawson: 1 times beroligende skovlyde (2014).

“Imagine yourself sitting under the shade of a forest of young beech trees in springtime, listening to the soothing sound of woodland birds singing in the branches above you,” skriver Johnnie Lawson i introduktionen til sin video: “Feel a warm spring sun as it penetrates the leaf cover dappled on the sea of bluebells beneath your feet.”

Under vejs i denne én time lange video ændres der ikke en eneste gang på kameraopstillingen, og her er ikke nogen time-lapse-kondensering af tiden, kun tidens fulde udstrækning. Der er end ikke valgt en dag, hvor passerende skyer driver dramatiske skyggespil hen over ‘lærredet’, man ser kun de samme klokkeblomster i forårsskoven. Vi er langt fra civilisationen, i hvert fald høres ingen biler, stemmer eller hujen fra leg. Fuglene væver deres lysende sangkuppel, mens en svag brise indimellem leger med det nyudsprungne løv. Ellers sker her absolut intet.

Lawsons skovportræt understreger, at stilhed ikke blot er fraværet af lyd. Den schewiziske filosof Max Picard bruger i bogen The World of Silence (1948) det billede, at fuglesangen er stilhedens noder. Når solsorten synger i parken, i baggården eller i skoven, så udtrykker den stilheden, forstærker den og gør os opmærksom på den.

Johnnie Lawson har lavet en hel serie af sådanne pausebilleder, hvoraf flere forløber over 8 timer. De kan ses via hans YouTube-kanal. Hvis man er til videoer med naturlyde, har han et bibliotek med flere hundrede deraf: Nature Sounds.

Se flere pausebilleder.

 

Share

Morgensang

19. juni 2013

Dette billede er taget ud fra mit vindue i Larslejsstræde kl. 4 i morges, hvor det tætte låg af regnskyer for en stund magisk åbnede sig for en morgenrøde med en dybtglødende intensitet, som jeg ellers kun har oplevet i troperne.

En magisk stund midt i Middelalderbyen – ingen biler, ingen fulderikkers bevidstløse skrigen, ingen vejarbejder eller skramlende feje- eller skraldebiler. Kun solsortens, musvittens og bogfinkens jublende lovprisning af en ny dags begyndelse til at understrege stilheden i morgenrøden.

Blot et par hundrede meter fra party-zonen, hvor diskotekerne pumper i hormonerne, neonskiltene besværger mørket og alkoholen giver nogle få timers højlydt frisættelse inden tømmermændene sætter ind.

Fortalerne for denne urbane festkultur, som år for år støjer stadig mere og respekterer beboerne og deres nattesøvn og velbefindende stadig mindre, siger, at man må flytte på landet, hvis ikke man kan tåle mosten. Men på en sådan morgen tænker man, af det måske var dem, som ikke kan høre stilheden og synke ind i den, som skulle flytte på landet.

Fornemmer lidt det var noget i den retning, solsorten prøvede at sige.

Som den schweiziske filosof Max Picard sagde: “Intet har forandret menneskets natur så meget som tabet af stilhed.”

Men er stilheden endelig tabt, eller kan vi lære igen at træde stille på denne klode?

 

Share