Indlæg tagged med Masdar

Masdar – en CO2-neutral by

6. marts 2008

I januar fremlagde Abu Dhabi, det største af de syv forenede emirater, planer for Masdar, en ny visionær CO2-neutral by til 47.500 mennesker, designet uden biler, uden brug af fossile brændstoffer, uden affald, med fuld recirkulering af spildevand. Arkitekten er Norman Foster, en af verdens ledende high-tech low-energy arkitekter, og første fase af opførelsen er netop påbegyndt, et 60 MW solcellekraftværk, som skal levere energi til opførelsen.

Er det sådan, at Refshaleøen skal bebygges – uden biler, uden forurening, og uden CO2-emissioner? Verden har blandede erfaringer med totalplanlagte byer, om det så er Le Corbusiers Chandigarh, Oscar Niemeyers Brasília eller Claus Bonderups Høje Tåstrup. Men vil klimaudfordringerne give dem en ny chance?

Og selvom Masdar viser sig at være CO2-neutral, er den så bæredygtig? Kunne man forestille sig, at hele verdens befolkning boede i sådanne byer? Treehugger bragte i går en længere reportage, hvor man havde spurgt en række specialister, om et projekt som Masdar rent faktisk var bæredygtigt?

Det er ikke mindst tankevækkende, at det er et af verdens olieproducerende lande, som nu er ved at udvikle rammer for tilværelsen efter olieeventyret. Men se den 5:51 min. præsentationsvideo nedenfor.

Læs mere »

Share