Wu Wei
18. marts 2011
Noget helt gennemgående i alle Japan-farendes oplevelser er de kolossale kontraster, vi møder, blandinger af nyt og gammelt, forfinet og råt, stort og småt – livsrum, der hvis vi skulle fylde dem ville volde os store problemer. Vores måde at søge integritet, sammenhæng, retning og entydighed i vore liv ville komme på en hård prøve – stress og psykosomatiske billeder ville florere.
Men mange af disse kontraster rummer ikke samme anspændthed for japaneren – hans m/k identifikationspunkt ligger bag dagligdagens mange iscenesættelser, og gør det mere utvungent at bevæge sig fra helt traditionsbundne sfærer til golfklublivet, arbejdspladsens ritualer og familielivet.
Også i det religiøst-filosofiske bagtæppe møder man konstant modsætningen – den komplementære modsætning som grundlæggende enhed.
Det filosofiske system overtaget fra Kina er en toleddet størrelse. Konfucianismens verden af form og orden udtrykkende samfundets og menneskets stræben og pligt til i sine aktiviteter at føje sig ind i naturens orden står overfor Taoismens kaos, formløshed, anarki og opløsning er ofte formuleret yderst polemisk paradoksalt.
I buddhismens udbredelse gennem Kina til Japan opsuges store dele af det taoistiske begrebsapparat og udtryksmåde, og specielt zen-buddhismen rendyrker denne paradoksets form.
I zen er hellige skrifter og omstændige ritualer skrællet bort – den levende dialog mellem mester og adept, oplyst og søgende, står helt centralt. Den får ofte form af en koan – et tilsyneladende paradoksalt udsagn, der peger imod en ultimativ virkelighed, og via intens bearbejdning skal hjælpe adepten frem til klarhedsoplevelsen, Satori. Vi kender for eksempel lyden af to hænder, der klapper, men hvad er lyden af én hånd, der klapper?
Jeg vil gerne her slutte med en lille personlig oplevelse: På det vestlige Shikoku, langt fra det travle moderne Japan fandt jeg via en smal sti vej fra dalen op til Fukuoka-sans bjerghytte. Fukuoka-san er bonde, filosof og vismand i grænselandet mellem taoismen og buddhismen.
Ingen var hjemme, men jeg var helt gennemblødt af den vedholdende regn, og gik ind for at få tøjet tørret. I det mørke indre var alt gennemtrukket af røg fra det åbne ildsted, gulvets tatami-måtter var frønnede og møre som resten af huset – ingen vand, telefon eller elektricitet var ført op fra dalen, og eneste møbel var en lille skrivepult.
Fukuoka-san har med bogen 
