Indlæg tagged med Martin Wattenberg

Vindbilleder

27. marts 2012

I det forudgående blog-indlæg var det en visualisering af havstrømmenes bevægelsesmønstre, som kan vække mindelser om Van Goghs flade-skildringer. Jeg har en prik med billeder af det usynlige – det at kunne synliggøre det usynlige – og når vi er ved visualiseringerne, så har de amerikanske visualiseringsmestre Fernanda Viégas og Martin Wattenberg lavet en i bogstaveligste forstand bevægende visualisering af vindenes betagende smukke bevægelser hen over det amerikanske fastland.

Den vidende meteorolog vil vide, hvor i disse stort anlagte, spiralerende bevægelser, der er varm- og koldfronter, lavtryk og højtryksrygge, risiko for regn og storm. Vi andre må “nøjes” med at glæde os over naturens enestående mønsterdannelser.

Fra hjemmesiden kan man dels se det øjeblikkelige vindbillede, dels er der en side med snapshots af en række karakteristiske vindmønstre. Med et klik kan man zoome ind i kortene, og se for eksempel i hvor stor udstrækning topografiske træk som Rocky Mountains-bjergene bag den californiske kyst griber ind i vindens bevægelsesmønstre.

Og til forskel fra her på siden bevæger de hvide fartstriber sig på Viégas’ & Wattenbergs hjemmeside til stadighed modsvarende vinden – betagende smukt.

Gennem årene har Fernanda Viégas og Martin Wattenberg lavet mange andre betagnede visualiseringsprojekter i feltet mellem forskning, formidling og kunstnerisk udtryk  – som da de i 2003 synliggjorde Wikipedias selvhelende potentiale. Så det er en spændende sider at gå på opdagelse på.

 

Share