Klimabilleder og klimakommunikation
20. november 2016.
Den kun 3:43 min. video herover, som Carbon Brief har lavet under COP22 i Marrakech, bringer et interview med Adam Corner, som er forskningsleder ved Climate Outreach. Her har man fokuseret på, hvordan man kommunikerer klimaproblematik, så modtageren rent faktisk lytter i den anden ende, i første omgang hvilke ord og begreber, man bruger til at beskrive klimaforandringer og klimaudfordringer. Men i høj grad også hvilke billeder, vi bruger til at illustrere artikler og kommunikere problemstillinger med.
Ofte er de billeder, der følger med klimakonferencer som den i Marrakech, billeder af politikere og forhandlere, man kender – slutbilledet med de rejste arme som begejstret billede af, at noget er lykkedes efter endnu et års forberedelser. Og ikke ubetydelig del af alle artikler om klima viser skorstene, som udspyr deres røg og damp i atmosfæren, eller mennesker, som reddes i gummibåde i oversvømmede byer. Men er det vitterligt de billeder, som fænger? – som forklarer ? – som giver artiklen en ny dimension af forståelse? – eller som i bedste fald giver en næsten flash-agtig aha-oplevelse? Og er der billeder, som blot får os til at føles os uformående og til at vende os bort for i stedet at koncentrere os om, hvad vi skal lave til aftensmad?
Jeg er selv meget billedglad, har måske hang til det æstetiserende, som ikke nødvendigvis kommunikerer historien i detaljer, men omvendt er med til at skabe det bedvidsthedsrum – den lille tænkepause – som gør, at man lader sig suge ind i en fortælling. Nogle gange er det interessant at få et ansigt på, ikke mindst for at menneskeliggøre at anonymt korps af aktivister og forhandlere. Men jeg er også vild med gode grafer, der formår at udfolde en problematik og give den en ny visuel nøgle, selvom det givet ikke er flertallets naturlige præferencer. Faktisk kan jeg føle mig stimuleret til at skrive et blog-indlæg alene ud fra at have set et begavet stykke grafik – vel vidende, at de fleste ikke tænder på grafer. Så de kommer ofte først som anden eller tredje illustration, hvor de kan være helt centrale for at forstå en kompleks problemstilling.
jstemt festtale-retorik, som vil vise sig at være tomme løfter, eller har vi for alvor fattet, at Paris-aftalen kun var en første begyndelse, en rammeaftale, som skriger på at blive taget alvorligt og blive fulgt op af handling, konsekvent handling? Har de politikere og virksomheder, som hver dag verden rundt træffer beslutninger med klimaimplikationer mange år frem i tiden, reelt fattet, at der ikke er tid til at vælge forkert. Er det sunket ind, at der ikke er noget, der hedder at udsætte, hvis vi som verdenssamfund skal lykkes med at forløse Paris-aftalens målsætning om at sikre at den gennemsnitlige globale temperaturstigning holder sig godt under 2°C med en aspiration om at kunne holde den på blot 1,5°C?
