Det globale opland
17. maj 2012
Ved de igangværende klimaforhandlinger i Bonn var der i går ‘Workshop on equitable access to sustainable development’. Her var der blandt mange andre et indlæg fra Singapore, som i sin form var overraskende defensivt. Energi- og ressource-optimeringsmæssigt havde man i Singapore allerede gjort det ene og det andet – en indsats, som gik helt tilbage til 1990erne, og med Singapores særlige situation ville man ikke kunne gøre ret meget mere [sic]. Singapore er stort set byareal, med mange, mange millioner mennesker på et meget lille areal, med meget begrænsede mulighed for at lave vindmøllefarme, høste bølgeenergi, termisk energi og biomasse, og selv hvis man satte solceller på alle tage ville det kun kunne dække en mindre del af Singapores energibehov. Så der var ikke nogen let løsning for Singapore uden fossile brændstoffer – faktisk var det ifølge oplægsholderen umuligt at forestille sig Singapore uden fossile brændstoffer.
Det lyste ud af præsentationen, at Singapore var hunderæd for af det internationale samfund at blive holdt op på at være et rigt land, som skulle klare særligt store udledninger, da man 1) allerede havde høstet de lavthængende frugter, 2) havde særligt vanskelige vilkår for hurtige nedskæringer, og 3) historisk set havde små udledninger.
Dette bringer mig til spørgsmålet, om det, som det ofte bliver fremhævet, er den optimale klimaløsning, at mennesker bor i store byer? Og om vi for at kunne svare bekræftende på dette er nødt til at undersøge og forstå dette spørgsmål i en bredere kontekst? I hvert fald var dette indlæg fra Singapore én stor understregning af det så godt som umulige i, at byerne i sig selv blev klimavenlige og bæredygtige.
Indlægget fra Singapore fik mig til at tænke højt, hvad jeg ofte har været lige ved at tænke, at vi bliver nødt til at finde en anden måde at tænke byer og bæredygtighed på, hvor byen som system ikke bare er selve bykernen, og ikke bare det urbane sprawl af endeløse forstæder, som i hvert fald ikke er nogen klima- og bæredygtighedsmæssigt hensigtsmæssig løsning, men som man fuldstændig fortrænger, når man taler om fordelene ved den tætte by. For i praksis findes der ikke nogen tæt bykerne uden et langt større bånd af forstæder – bycentrene virker som magneter, med en transformerende effekt, som når langt ud i de omkringliggende landskaber. Som Singapores defensive indlæg viser – så er den tætte by for sig i praksis en størrelse, som det er svært at forestille sig fuldt bæredygtig.
Lenni Lenape-folket, som allerede beboede området, dyrkede majs og bønner, solsikker og squash på marker, som de ryddede gennem kontrolleret afbrænding. De fangede rådyr, vild kalkun, fisk og skaldyr, og samlede vilde planter, nødder og bær. Alt i alt en radikalt anden brug af landskabet end newyorkeren i dag.
