Slutspillet i Durban III
11. december 2011
Nedenstående er noter lavet løbende under den sidste plenumsamling i Durban, som mere end et døgn forsinket skulle søge gennem en sidste kraftanstrengelse at nå til enighed om et resultat. Mødet ledes af Maite Nkoana Mashabane, Sydafrikas minister for internationale relationer og samarbejde. Hun gør et fantastisk arbejde, og til forskel fra slutspillet i København er det tilsyneladende i Durban lykkedes at opretholde tilliden til ledelsen af COPen.
Plenumsamlingen og efterfølgende pressemøde forløber fra midnat til kl. 5 morgen dansk tid 11. december 2011. Durban er en time foran, så det har dernede været fra 1 morgen til 6 morgen. De centrale deltagere havde knapt været i seng i de sidste nætter for at forberede nye versioner af de centrale forhandlingstekster, så de fleste har kørt på yderste reservetank. Men det lykkedes at få en aftale igennem. Og den kommende tid vil vise, om den formår at skabe fælles retning i verdens klimaindsats.
Noterne fortjente en gennemskrivning, men nu lægger jeg dem ud efter en lang nat, hvor vi fik en klimaaftale: En Durban-pakke, som på den ene side gør, at UNFCCCs proces ikke bare er i live, men er revitaliseret – vi har fået en basis, som i løbet af nogle år vil komme til at omfatte samtlige verdens lande – og på den anden side er aldeles utilstrækkelig. Men selv det står i aftalens indledende afsnit. Så med Durban er verden på rette vej, men meeeeget langsomt. Mange vil sige alt for langsomt.
.
Mødelederen: (Maite Nkoana Mashabane) insisterer indledende på at nå et resultat.
EU: (Connie Hedegaard) Stort at være på vej til en legalt bindende aftale, må stramme ambitionerne. EU har været tålmodige.
Bolivia: Kan ikke acceptere tekst, nu for veg, skal strammes op, støtter op om 2018.
Schweiz: Nødvendigt med et legalt bindende instrument.
Indien: (Jayanthi Natarajanfra) Indien har udvist mere fleksibilitet end stort set andre lande. Retfærdighedsprincippet (equity) er helt centralt, kan ikke fraviges. Indiens repræsentant er meget oprevet over at Indien ikke har ret til sin udvikling og leverer et yderst emotionelt-passioneret indlæg. Katastrofe, hvis Durban blev et farvel til lighed, at alle har lige forpligtelser.
Grenada: (I.J. Karl Hood) Føler sig ligeså emotionel som Indien, men vil prøve at tale med restraint. Hvad er det vi er samlet for? Dybt problematisk, at ambitionsniveauet går den gale vej. Hvad skal vi sige, når vi kommer hjem? Dette er på ingen måde i overensstemmelse med videnskaben. Ingen tidslinje for reduktionerne, ingen størrelsesorden på reduktionerne.
“We cannot allow countries to continue on the track which has brought us to this place,” sagde Hood: “While they develop, we die in the process. Madam Chair, why should we accept this? Why?”
Dette skift i forståelsen, at klimasituationen er så fremskreden, at vi er nødt til at møde udfordringen på alle fronter, delte tydeligvis udviklingslandene. Ikke mindst for verdens mange små atolriger, som står til at oversvømmes, hvis ikke udviklingen bremses op, er mere CO2 et problem, uanset om den stammer fra et I-land, som pr. definition burde have råd til at reducere, eller et udviklingsland, som galloperer frem efter klassisk industrielt forbillede. Dette synes en vigtig grund til, at det var muligt at gennemføre den aftale det endte med i Durban, hvor fra 2020 i princippet alle lande er med i klimaindsatsen, bindende men differentieret efter evne.
Bangladesh: Sad moment. Spørger alle om at forfølge fredens vej, ikke ødelæggelsens vej. Vi behøver stærkt bindende værktøj, en stærk roadmap, der kan sikre vores videre skæbne. Vi behøver at fortsætte Kyoto i en anden fase. Peger på svagheder ved green funding, longtime financing. Teksten er blevet udvandet. Men vi må rejse os fra asken som Fugl Phønix. Alle lande må reducere, hvis vi vil redde jorden. OK til den samlede pakke.
