Strøtanker om bæredygtighed

Gidon Eshel and Pamela A. Martin fra University of Chicago har lavet et tankevækkende studium, Diet, Energy, and Global Warming, om vore spisevaners og fødevareproduktions indflydelse på den globale opvarmning. Det fremgår heraf, at energiforbrug, arealforbrug og CO₂-udledninger er så stor ved den animalske produktion i forhold til fremstillingen af vegetabilsk føde, at det repræsenterer omkring 20% af amerikanerens personlige CO₂-produktion og omkring 6% af USAs samlede CO₂-udledninger. Hver amerikaner ville kunne reducere sin CO₂-udledning med 1,5 ton om året blot ved at overgå til vegetabilsk føde.

Som forfatterne påpeger, er der således større CO₂-gevinst ved selv at overgå til vegetabilsk føde end ved at skifte sin benzindrevne bil ud med en hybridbil, som kører på plantebaseret brændstof.

Amerikanerne spiser noget mere animalsk føde end vi gør, så CO₂-besparelserne vil i Danmark ligge lidt lavere. Endda er rigtig mange grunde til at skrue ned for den animalske del af vores kost. Særlig det røde kød, som også energi- og CO₂-udledningsmæssigt er det mest problematiske, har markante negative virkninger på vores helbred. Der er ikke noget galt i en lille bøf en gang imellem, men det er hårdt ved helbredet, hvis vi, som der med velfærdsstigningen op igennem det 20. århundrede har været tendens til, stort set spiser traditionel julemad året rundt.

Artiklen Diet, Energy, and Global Warming slutter med at opridse, at det er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt at leve af en rent vegetabilsk diæt. Alene det forhold, at mere end 1 milliard mennesker gør det, peger på det mulige deri.

Se også forudgående blog-indlæg: Husdyrhold producerer mere CO₂ end transport.

Gidon Eshel and Pamela A. Martin: Diet, Energy, and Global Warming, Earth Interactions vol. 10 no. 9 2006 pp. 1-17 (pdf).

Another Inconvenient Truth.

FAO, Food and Agriculture Organization ved FN, kom i 2006 med en rapport om miljøproblemerne ved verdens husdyrhold, Livestock’s long shadow. Environmental issues and options, som viste, at vores husdyrhold globalt set nu har taget et så stort omfang, så det står for 18% af vores CO₂-udledninger og dermed mere end CO₂-udledningerne fra verdens transport. Rapportens hovedforfatter, Henning Steinfeld, siger, at “husdyrhold er end af de største bidragydere til nutidens alvorligste miljøproblemer. Umiddelbar handling er nødvendig for at udbedre situationen.”

Det er i høj grad den industrialiserede verdens factory farms, som er vokset i omfang, og dermed en lang række forbundne miljøproblemer både i og omkring selve produktionsstedet og i forbindelse med den globale indhøstning af foderstoffer. Det at neddrosle ens forbrug af animalsk føde og som forbruger systematisk at undgå produkter fra factory farming og efterspørge produkter, som er blevet til i en langt klarere økologiske forståelse end den, som moderne mainstream landbrugsindustri kan opvise, er derfor en vigtig del af vores strategi for hver især at bidrage til at mindske CO₂-udledningerne.

Når man taler om landbrugets CO₂-udledninger, er det ikke blot CO₂, men en række andre drivhusgasser, først og fremmest metan (NH₄). Der er således tale om CO₂–ækvivalenter, hvor man omregner de øvrige drivhusgasser til CO₂ i forhold til deres drivhuseffekt.

Sidste år kom der en anden stor rapport fra FAO, People and Animals. Traditional livestock keepers: Guardians of domestic animal diversity, som belyser et helt andet aspekt af husdyrholdet.

Gennem tiderne er der over alt på kloden opstået stærke symbioser mellem mennesker og husdyr, ikke mindst blandt nomadefolkene, som nøje afspejler mulighederne i landskabets økologiske niche, og der er efterhånden udviklet en stor biologisk og kulturel diversitet. Hvert af rapportens kapitler belyser husdyrholdet i bestemte landskabs- og klimaforhold, tempererede egne, fugtige tropiske egne, tropiske bjerglandskaber, tørre og halvtørre områder.

Det er vel at mærke ikke dette husdyrhold udviklet gennem århundrederne, som er ved at forskubbe klodens klima, for her er alt indfældet i selvopretholdende cykli, som har fundet deres form og balance med omgivelserne gennem erfaringer nedarvet generation efter generation. Alt bliver omhyggeligt brugt til noget, intet er spild. For eksempel afføring er både brændsel, byggemateriale og vital gødning. Billedet øverst på omslaget viser en flok ænder, som er ved at luge og gøde en rismark inden næste udplantning.

Hvis man er blevet forstemt ved at skulle forholde sig til de mange økologiske og etiske problemer ved moderne dyrefabrikker og den kulturløshed og kortsigtede griskhed de udtrykker, er People and Animals betagende læsning. Man finder herimasser af inspiration til processen med at få genindfældet vores moderne landbrug i landskabet på en måde, så det ikke som nu er hasard med vores egen og klodens sundhed.

H. Steinfeld et al.: Livestock’s long shadow. Environmental issues and options, FAO, Rom 2006 (408 pp. pdf).

Kim-Ahn Tempelman og Ricardo A. Cardellino (Eds.): People and Animals. Traditional livestock keepers: Guardians of domestic animal diversity, FAO, Rom 2007 (134 pp. pdf).

I dagens Politiken kan man læse, at Danske grøntsager sætter rekord i sprøjterester. Baggrunden er et brev, Pesticidrester i fødevarer, som Det Økologiske Råd 7. januar sendte til fødevareminister Eva Kjer Hansen, hvor man markerer det dybt utilfredsstillende i stigningen af pesticid-forbruget samtidig med, at man påpeger en række uhensigtsmæssigheder i fødevarekontrollens prioritering af, hvad der kontrolleres. For eksempel har man i 2006 taget et stort antal prøver af kartofler, hvor forekomsten af pesticidrester er lav, samtidig med at der ikke er taget en eneste prøve af for eksempel solbær, selvom de forud har haft en forekomst af pesticidrester på 100%.

Fødevarekontrollen fandt i 2006 sprøjterester i 14% af alle prøver af danske grøntsager, hvor det kun var tilfældet i 4% af prøverne i år 2000, hvor man begyndte at tage stikprøve kontroller for pesticidrester. Stadig er der i dansk produceret frugt og grønt færre prøver med pesticidrester end i de importerede produkter. Men udviklingen går den forkerte vej, ikke mindst i betragtning af, at man i Danmark har vedtaget en handlingsplan for at mindske brugen af pesticider, Pesticidplan 2004-2009. Dansk landbrug sover i timen, og eneste reelle mulighed for at undgå sprøjtemidlerne er i dag at købe økologisk producerede produkter.

For at hjælpe med at opfylde pesticidplanens målsætning om at minimere indholdet af pesticidrester i dansk produceret frugt og grønt kunne man passende foreslå en grøn afgift – eller rettere en sort afgift – på konventionelt dyrkede produkter, hvor provenuet skulle gå til en 100% omlægning til økologisk drift samt finansiering af de merudgifter for hospitals- og sundhedsvæsenet, som det kemiske landbrug påfører samfundet. Man kan diskutere, om den skal være 25%, 50% eller mere, men den skal lige præcis være så stor, at konventionelt dyrkede, pesticid-sprøjtede produkter til enhver tid var dyrere end tilsvarende økologisk producerede produkter.

Fødevarestyrelsens hjemmeside har en side om pesticider, hvorfra man kan downloade rapporten Pesticidrester i fødevarer 2006 – resultater fra den danske pesticidkontrol (72 sider pdf).

Det opløftende ved rapporten for 2006 er, at antallet af prøver med pesticidrester for både frugt og bær for første gang er lavere end året forud. Det er først og fremmest ved grøntsagsproduktionen, at brugen af pesticider ser ud til at være stadig stigende.

Mads Nyvold: Landbruget sprøjter løs med ukrudtsmidler – igen, Ingeniøren 03.02.2008.