Indlæg tagged med lysmesse

Kyndelmisse

2. februar 2008

Det er koldt herude.
Kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård.
Hvidt foroven, hvidt forneden.
Pudret tykt står træ i skoven, som udi min abildgård.

… skrev Steen Steensen Blicher i 1838. Kyndelmisse er ifølge overleveringen årets koldeste dag. Der har da også hist og her været et lille snefnug i luften i dag. Men min barndoms længere perioder med sne og frost hver vinter er der ikke meget af. Eller som vintrene sidst i 70erne, hvor jeg flere uger i træk måtte tage skiene tværs over markerne for at hente varer i Brugsen. En snestorm kan vi stadig få ind over fra Atlanterhavet, med regn og tø lige i hælene. Men højtryksvinter med klingende frost og smukke aftenhimle er der efterhånden ikke meget af.

På den led er klimaforandringerne ikke en hypotese, men en direkte erfarbar realitet. Og efter topmødet på Bali er der ikke meget, der tyder på, at vi får vores snevintre igen i min levetid.

Kyndelmisse er i sin oprindelse en lysmesse, på latin misa candelarurm. På denne dag blev kirkelysene til resten af året indviet. Men i 1770 afskaffede Struense Kyndelmisse sammen med Hellig Tre Konger.

For bonden markerer Kyndelmisse, at halvdelen af vinteren er gået, og at der stadig skulle være halvdelen af roekulen tilbage. Kyndelmisse har også været forbundet med sundhed, og ved at skænke en person et æble på denne dag, kunne man bibringe vedkommende sundhed.

Nu er den seneste storm ved at have lagt sig, men i Jylland sagde man i gamle dage, at hvis blæsten på kyndelmissedag var så stærk, at 18 kællinger ikke kunne holde fast på den 19., så fik vi tidligt forår. På Sjælland hed det omvendt, at foråret lige om hjørnet, hvis man kunne lægge en visk halm udenfor uden at det blæste væk.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share