Indlæg tagged med Los Angeles

Andy Lipkis: Urban Dreams – Remaking Our Cities for Sustainability

26. februar 2008

Andy Lipkis har siden 1970 arbejdet for at gøre Los Angeles til en mere bæredygtig by, først og fremmest gennem omfattende træplantningsprojekter. I januar 2006 gav han en forelæsning i Los Altos, Urban Dreams – Remaking Our Cities for Sustainability, hvor han fortæller om sit arbejde og perspektiv. Forelæsningen findes som video nedenfor.

Lipkis er grundlægger og leder af TreePeople, som i en menneskealder har arbejdet for et grønnere LA. Der har gennem årene også været store kampagner for plantning af frugttræer, som kunne give mad til byens mindrebemidlede, og op til olympiaden i LA i 1984 forestod han plantningen af én million træer. Hans seneste større projektramme er TREES, Transagency Resources for Environmental and Economic Sustainability, et offentligt-privat samarbejde, som sigter på at håndtere Los Angeles-området som et bæredygtigt urbant økosystem.

Indledende siger Lipkis i forelæsningen, at store byers meget sektoriserede forvaltning er en naturlig følge af den det 20. århundredes byudvikling, men at det er et dårligt udgangspunkt for at opretholde byen som økosystem.

Omkring to tredjedele af Los Angeles’ areal er asfalteret eller bebygget. Man har derfor store problemer med at bortskaffe regnvand fra områdets indimellem voldsomme regnskyl, og jævnligt slår kloakeringskapaciteten ikke til, med oversvømmelser og udledninger af forurenet vand til følge. Det er her, den systematiske træplantning sætter ind, og det er her det får stor betydning at få reduceret den del af byens areal, som er bebygget eller forseglet med asfalt og beton for at genetablere områdets naturlige absorptionskapacitet. Lipkis kalder i den forbindelse jord for a miracle device.

Læs mere »

Share