Strøtanker om bæredygtighed

Allerede nu ved jeg, at jeg ikke vil kunne følge COP19 intenst hver dag i de kommende uger, så dette er blot et sted for løbende små optegnelser – og en indledende opsamling af erfaringer om, hvilke informationskilder, som fungerer godt i denne omgang.

Der er masser af information tilgængelig, men den ligger spredt for alle vinde. For eksempel RTCC har ofte en meget indgående og sober dækning af de store klimatopmøder, og det tegner det også til i år – se deres COP19-sektion. De har tidligere produceret små videoer, men måske det i år bliver canadiske IISD, som gør det. Mod slutningen vil store aviser som The Guardian og New York Times ofte have live blogs, som følger forhandlingerne direkte. Environmental Health News har ofte en god nyhedsudklipsservice, som er søgbar, se for eksempel søgninger for COP19 og UNFCCC, mens UNFCCC har en smallere presseklip-liste, som til gengæld holder sig tæt til tematikken.

Agenda 350 er en nyhedsside, som jeg har sat op til at høste nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden hver dag kl. 12. Den fodres af en række feeds og ikke mindst et kæmpe mycelium af Twitter-søgninger og er forsøgsvis sat op til at finde en masse spændende stof frem om klimaforhandlingerne i Warszawa.

Via UNFCCCs hjemmeside kan man følge med i forhandlingerne direkte via live webcasts. Her vil der ud over hovedforhandlingerne være adgang til et væld af pressekonferencer fra NGO-organisationer, sammenslutninger af lande osv. Hvis ikke lige man nåede at se det hele real time, er der efterfølgende et video-arkiv med on demand webcasts, hvor man i ro og mag kan hive det hele frem.

Mange af forhandlerne tweeter direkte fra forhandlingerne, så man kan med fordel følge klimatopmødets vigtigste tweetere – Ed King har for RTCC lavet en fin oversigt over, hvemsom er er særligt interessante at følge og har samlet sine COP19-tweeter-favoritter i gruppen COP19 Tweeters – eller man kan give plads for lidt bredere input ved at klikke sig ind på hashtags som #COP19, #REDD, og #GLFCOP19. PÅ RTCC har de også lavet en nyttig oversigt over FN klimajargon.

Her på Strøtanker finder man en række blog-indlæg, som følger optakten til COP19: COP19 forhandlingspositioner, Polske genveje, Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale?. Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni samt Tilløb til COP19, som har en omfattende liste over artikler om de mange positioneringer, som finder sted i månederne op til COP19.

  Optegnelser mandag den 11.11.

COP19 er begyndt, og begyndelsen har i høj grad været præget af slagskyggen fra den voldsomme taifun, Haiyan, som med en sjælden voldsomhed har raseret Filippinernes kyster med ekstreme vindhastigheder og tårnhøje bølger og deroveni 400 mm regn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør på én gang. Så foreløbig regner man med 10.000 døde i en tragisk situation, som understreger nødvendigheden af en seriøs klimaindsats. For selvom vi stadig kun har en vis sandsynlighed for, at klimaforandringerne intensiverer cyklonsystemer som disse taifuner, så står det klart, at voldsomheden og hyppigheden af sådanne naturfænomener vil vokse indtil vi kommer dertil, at vi igen har fået fjernet store dele af den CO₂, vi har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse.

Læs mere »

Denne video fra Al Jazeera giver en god introduktion til problemstillingen omkring COP18. Efter en kort reportage fra USA i forlængelse af orkanen Sandy, som i et betændt politisk valgkamps-klima formåede at sætte en stopper for klimatavsheden, stiller udsendelsens vært, David Foster, spørgsmålet: What do these climate talks actually achieve?

Han har en række gæster til at hjælpe med at besvare spørgsmålet: Pa Ousman, formand for LDC, the Least Developed Countries group, et forhandlingssamarbejde som består af 48  lande; Anjali Appadurai fra Earth in Brackets, en ungdomsorganisation, som arbejder for bæredygtighed samt for at gøre FNs processer mere tilgængelige og transparente; samt Bas Eickhout, som er medlem af The Greens, Europaparlamentets grønne gruppe.

Eickhout starter med at trække det fundamentalt urimelighed op i, at et problem, som de rige lande har påført hele verden, først og fremmest rammer de fattige lande. Appadurai fortæller så om hendes organisations navn ‘brackets’, at det henviser til al den tekst i parentes [brackets], som i løbet af forhandlingernes slutfase ender med at blive udeladt. Det er her, i de kantede parenteser, man finder de i forhold til fremtiden og biodiversiteten og beskyttelsen mod klimaforandringer rimelige krav om en målsætning på 1½ºC og 350 ppm, som de rige lande til sidst ender med at skubbe ud, fordi det er dem som sidder på pengene.

Ousman fortæller herefter, at der stadig ikke blandt de rige lande, som har skabt problemet, er den fulde vilje til at imødegå problemerne, særligt i USA er man stadig i fornægtelsesfasen. I dag gives der årligt 440 mio.$ i støtte til den fossile industri. Hvis blot denne støtte til verdens ødelæggelse blev kanaliseret til opbyggende arbejde i verdens fattigste lande, ville meget være nået. USA er fortaler for demokrati og menneskerettigheder. Men der er et meget stærkt menneskerettighedsaspekt i klimaproblematikken, og et stærkt juridisk-retfærdighedsmæssigt aspekt.

Efter at Foster viser en række tal over verdens største udledere, fortsætter Appadurai  med nødvendigheden af at USA og de rige lande erkender deres historiske ansvarlighed. Lande som Indien og Kina er stadig i en tidlig fase i deres udvikling, hvor udledningerne vil vokse.

Her er det, at jeg får lyst til at standse filmen og den standard-tænkning, som gør, at en gruppe af store udviklingsøkonomier, BASIC-landene føler at det er deres ret at køre økonomisk udvikling for fuld skrue og hvert år bygge dusinvis af nye kulkraftværker, mens man kun langsomt udbygger den grønne energisektor. For én ting er, at vi historisk har bidraget forskelligt til emissionerne, men konsekvensen af disse ganske langt udviklede udviklingslande (Brasilien, Indien, Kina, Mexico og Sydafrika) er, at selv hvis de gamle I-lande reducerede drastisk ville vi bryde gennem 2ºC-loftet. Og hvis de etablerer sig efter samme mønstre som de gamle I-lande, kommer de til at stå med samme dybt problematiske infrastruktur og organisationsmåde, som vil frembyde samme voldsomme problemer at få afviklet.

Appadurai  taler om, at Indien og Kina endnu ikke har gennemløbet “the path of industrialisation”, men det handler ikke bare om at have ret til at gøre som de gamle industrilande. De lande må stille sig spørgsmålet, om de vil være de sidste fossilt baserede industrisamfund, eller de første post-fossile velfærdssamfund?

Læs mere »

I nedenstående klip fra The Colbert Report i går kan man se et interview med Bill McKibben. For et meneske som mig, som kun meget uregelmæssigt ser TV, er det tankevækkende – for nu ikke at sige gruopvækkende – at TV-mediet har udviklet sig dertil, at man ikke bare kan have mennesker til at fortælle. hvad de har på hjerte, men at vi partout skal have narcissistiske nyhedsværter, som forventes at stille dumme spørgsmål, skæve spørgsmål, fjollede spørgsmål og i det hele taget gennem gimmicks og plattituder at sørge for at det hele ikke bliver for alvorligt. Alt sammen for ikke at kede seeren.

The Daily Show er i det mindste båret af begavede skæverter, Vores hjemlige Clement vedkender sig i det mindste sin begavelse. Men The Colbert Report … se engang, hvor meget McKibben får lov at få sagt – hvor meget han skal kæmpe for at få noget sagt – og hold det op mod, hvad et begavet modspil ala Deadline kunne få ud af de samme fire et halvt minut.

Læs mere »