Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.
I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.
Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.
Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.
Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.
Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.
Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.
Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.
Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.
Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.
Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.
Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.
I juni fik vi Pave Francis’ encyklika, Laudato Si, som i meget klare vendinger kalder verdens 1,2 mia. katolikker til klimaindsats – endda med en radikalitet, som det er svært for vore dages politikere at gøre det. Og i dag fik vi tilsvarende en Islamic Declaration on Global Climate Change, som udfolder klimaudfordringen i et islamisk perspektiv og meget direkte opfordrer verdens 1,6 mia. muslimer til at gøre deres til at vi kan møde klimaudfordringen.
Deklarationen er resultatet af et todages symposium i Istanbul med deltagelse af 60 islamiske ledere fra 20 forskellige lande.
Traditionelt har klimaindsatsen kun i mindre grad været drevet af muslimske lande, så på den led er det et dobbelt vigtigt dokument. Den islamiske kultursfære spænder over mange af de landskaber, som i de kommende årtier vil blive allerhårdest ramt af klimaforandringer, fordi i forvejen meget varme klimaer bliver varmere, i forvejen meget tørre klimaer bliver endnu mere tørre og ørkenagtige. Samtidig omfatter den islamiske verden en stor gruppe af olielande, som med deres enorme oliereserver traditionelt har været meget modstræbende mod at anerkende om ikke klimatruslen, så dens enorme omfang.
Som vi har set det både med pavens Laudato Si og den islamiske deklaration, så har det spirituelle udgangspunkt muligheder for at italesætte problemer og adfærd, som den verdslige politiske sfære har meget vanskeligt ved. Det kan moralisere, det kan tale til det gode i mennesket, det kan sætte grænser for vores grådighed vores fremfærd, vores egoisme vores fortravlethed og forvirrethed med en direkthed i sproget, som ingen politiker ville slippe levende fra. Så ligesom der er en helt central plads for NGOerne i den store omstilling, så er der en kæmpe opgave for vores tros- og forestilingssystemer i at hjælpe menneskeheden godt videre i den nok største trussel mod menneskeheden i menneskehedens historie, nemlig mennesket selv som er i fuld gang med at tilintetgøre sine omgivelser og sit livsgrundlag.
“Our species, though selected to be a caretaker or steward (khalifah) on the earth, has been the cause of such corruption and devastation on it,” siger den islamiske deklarationstekst. Vi får her for menneskets indplacering i jordelivet en form for mellemposition mellem et deep– og et shallow ecology-perspektiv. Hvor mennesket på den ene side ikke blot er en lige del af naturen, men på den anden side ikke blot er hersker og forbruger, men nok så meget tjener, forvalter og opretholder. Pave Francis har meget direkte adresseret de amerikanske katolikker, som bedriver en omfattende klimafornægtelse og har på sin kærlige måde sagt, at den ikke går. Og senere på året træder han ind midt i fornægtelsen, når han skal holde tale for den amerikanske kongres.
Vi har endnu til gode at se, i hvilken grad den islamiske deklaration bliver bredt formidlet. Den muslimske verden er mindre hierarkisk organiseret end den katolske, så deklarationen er mere afhængig af, at der i hvert land er mennesker, som tager den til sig og bruger den. For eksempel er det nok ikke tilfældigt, at konferencen ikke havde nogen repræsentant fra Tyrkiet, selvom den fandt sted i Istanbul, mens omvendt lederen af det indonesiske Ulema Council, UCI, som repræsenterer 210 mio. muslimer, har hilst deklarationen velkommen med ordene:
“we are committed to to implementing all [its] recommendations. The climate crisis needs to be tackled through collaborative efforts.” Vil islamiske fundamentalister tage den til sig, vil oliesheikerne tage den med i fredagsbønnen? Det må de kommende uger vise.
Umiddelbart er der tale om et stærkt og radikalt klimaperspektiv. Og hvor de indledende dele i høj grad søger at forbinde islamisk tro og livssyn med et klimaperspektiv – og søger at definere en sådan akse – så er målsætningsdelen trukket helt ind i FN-forhandlingernes værktøjskasse og begrebsapparat, med bud til verdens rigeste lande og olieproducerende lande om at have udfaset deres brug af fossile brændsler inden midten af århundredet samt at levere generøs finansiel og teknologisk hjælp til verdens fattigere lande, erkende den moralske forpligtelse til at reducere forbruget for at give også fattige lande mulighed for at nyde godt af ikke-fornyelige ressourcer, samt at holde 2°C-målsætningen og om muligt 1½ºC-målsætningen – og lade mindst to tredjedele af alle fossile reserver forblive under jorden. Der skal investeres i en grøn økonomi, og den nuværende uetiske naturødelæggelse må erstattes af naturbevarelse og bæredygtigt forbrug, mens forholdene for verdens fattigste må bedres.
Det var det helt korte resume af deklarationstekstens afsnit 3.2. På deklarationens hjemmeside kan man læse om tilblivelsen, at:
“A group of top academics has been engaged in drafting an “Islamic Declaration on Climate Change” and the initial draft has been circulated widely for consultation. The symposium will be an experts’ meeting convened to seek broad unity and ownership from the Islamic community around the Declaration, and to further discuss the amplification of messages and mobilization of various actors and groups around COP 21 and in the future. In attendance will be senior international development policy makers, leaders of faith groups, academics, and other experts. This symposium shall also provide opportunities to connect with leaders from other faiths as well as secular organisations, and promote inter-faith and cross-movement cooperation around aligned and joint messages. It will moreover highlight the future role and contribution of Muslims to the climate movement, and present ample communications opportunities, the aim being to secure high level representation from the diversity of actors mentioned above.”
Australske Juice Rap News bringer nyheder på vers. I den seneste udgave har Giordano Nanni & Hugo Farrant skabt en forrygende rap-baseret ekstrakt af Pave Francis’ nylige encyklika, Laudato Si’ i form af ti nye klimabud. Efterfølgende bliver et par selvmodsigelser i det pavelige perspektiv ristet, ikke mindst at man ikke agter at gøre noget ved befolkningstilvæksten. Herunder følger de ti reviderede klimabud:
If you still want to get to heaven on the Day of Judgment heed my revised list of the NEW ten commandments:
Thou shalt emulate my namesake, saint Francis of Assisi hang out with all creation: animals, plants and seaweeds.
Thou shalt value the Earth, more than money and wealth turn not this planet into an immense pile of filth.
Thou shalt have a revolution to avert smoggy darkness and rely not on the magic of technology or the markets!
Thou shalt see water as a holy human right that shall not be profited off, polluted, or privatised.
Thou shalt maybe consider generations not born yet in all decisions regarding use of resources, Like drilling the arctic, destroying the reef and amazon fauna, causing the sick mass extinction of the planet’s fauna.
Thou shalt transition as rapidly as possible to renewable energy and divest from fossil fuels. Australia: That means wind and sun rays coming down. cutting down trees and burning them doesn’t count!
Thou shalt modify thine own personal frikkin life style be not wasteful, and diligently recycle.
Move thyself away from consumerism, a new frame of mind get AFK , talk to people on the train, ride a damn bike.
Thou shalt heed the cry of the poor of the world for it is they who art already getting screwed by climate change, and who have least blame for tainting ocean and land. Eco-justice and people-justice shall go hand in hand.
Thou shalt be united, with the conviction strong that we are a single human family: We Are One!
With these new commandments, we can save the planet. Go forth, Christians, Catholics, infidels, all humanity, make it happen!
I dag udsendte Pave Francis sin længe varslede encyklika, Laudato Si’ [Lovet være du] om varetagelsen af vores fælles hjem, Jorden. Det er en tekst, som allerede inden udsendelsen har vakt store opmærksomhed, fra store forventninger om tekstens gennemslagskraft overfor kloden 1,2 mia. katolikker til stor irritation og afvisning først og fremmest fra USAs fremtrædende klimafornægtere, hvoraf mange er katolikker, og som med fremkomsten af denne tekst klart er på kant med deres religiøse basis.
Herunder kan man i første omgang se encyklikaen i sin helhed. Den kan ses i andre sprog her, og i pdf-format her. I blog-indlæggetPave Francis ind i klimakampen II kan man læse om de mange forventninger forud, og jeg regner med i de kommende dage at samle en række af de vigtigste passager om Laudato Si’s klima- og bæredygtighedsperspektiv og varetagelsen af vores fælles livsgrundlag i et særskilt blog-indlæg.
Tiden får vise det, men her få måneder før vedtagelsen af den første globale klimaaftale tegner Laudato Si’ til at kunne blive en milepæl i udviklingen af en ny fælles global bevidsthed om nødvendigheden af at alle bidrager til varetagelsen af vores fælles hjem, Jorden. Laudato Si’ – Lovet være du.
ENCYCLICAL LETTER
LAUDATO SI’
OF THE HOLY FATHER FRANCIS
ON CARE FOR OUR COMMON HOME
Laudato si’ (24 May 2015)
1. “LAUDATO SI’, mi’ Signore” – “Praise be to you, my Lord”. In the words of this beautiful canticle, Saint Francis of Assisi reminds us that our common home is like a sister with whom we share our life and a beautiful mother who opens her arms to embrace us. “Praise be to you, my Lord, through our Sister, Mother Earth, who sustains and governs us, and who produces various fruit with coloured flowers and herbs”.[1]
2. This sister now cries out to us because of the harm we have inflicted on her by our irresponsible use and abuse of the goods with which God has endowed her. We have come to see ourselves as her lords and masters, entitled to plunder her at will. The violence present in our hearts, wounded by sin, is also reflected in the symptoms of sickness evident in the soil, in the water, in the air and in all forms of life. This is why the earth herself, burdened and laid waste, is among the most abandoned and maltreated of our poor; she “groans in travail” (Rom 8:22). We have forgotten that we ourselves are dust of the earth (cf. Gen 2:7); our very bodies are made up of her elements, we breathe her air and we receive life and refreshment from her waters.
Nothing in this world is indifferent to us
3. More than fifty years ago, with the world teetering on the brink of nuclear crisis, Pope Saint John XXIII wrote an Encyclical which not only rejected war but offered a proposal for peace. He addressed his message Pacem in Terris to the entire “Catholic world” and indeed “to all men and women of good will”. Now, faced as we are with global environmental deterioration, I wish to address every person living on this planet. In my Apostolic Exhortation Evangelii Gaudium, I wrote to all the members of the Church with the aim of encouraging ongoing missionary renewal. In this Encyclical, I would like to enter into dialogue with all people about our common home.
4. In 1971, eight years after Pacem in Terris, Blessed Pope Paul VI referred to the ecological concern as “a tragic consequence” of unchecked human activity: “Due to an ill-considered exploitation of nature, humanity runs the risk of destroying it and becoming in turn a victim of this degradation”.[2] He spoke in similar terms to the Food and Agriculture Organization of the United Nations about the potential for an “ecological catastrophe under the effective explosion of industrial civilization”, and stressed “the urgent need for a radical change in the conduct of humanity”, inasmuch as “the most extraordinary scientific advances, the most amazing technical abilities, the most astonishing economic growth, unless they are accompanied by authentic social and moral progress, will definitively turn against man”.[3]
. Denne 2 min. video introducerer på en for mange nok uventet vis det af mange længe ventede pavelige hyrdebrev om vores pligt til at værne om det globale klima.
18. juni udsender Pave Francis en encyklika, et brev om klodens tilstand stilet til katolikker verden rundt med bud om respekt for Guds skaberværk, de klimaforandringer og den økologiske krise, som truer vores fælles fremtid og allerede i dag rammer verdens fattigste hårdest. Encyklikaen vil blive sendt til kardinaler i alle lande og blive gjort tilgængelig online på fem sprog. 18. juni vil blive markeret verden over med gudstjenester, pilgrimsfærd og symbolske markeringer såvel som i undervisning og studiekredse, seminarer, møder og udgivelser. Der er ikke blot tale om konventionel katolsk forkyndelse. Tværtimod har paven og hans rådgivere som del af de omfattende forberedelser haft konsultationer med fremtrædende politikere og videnskabsfolk fra hele verden for at afklare, hvordan den katolske kirke bedst kan medvirke til, at klimaudfordringen – og det underliggende problem, at vi ikke formår at værne om vores livsgrundlag, skaberværket – bliver taget alvorligt.
Allerede før den er udsendt, har pavens encyklika vakt kolossale forventninger i meget vide kredse. Her et halvt år før klimaaftalen i Paris skal være klar til underskrivelse, ses encyklikaen som en mulig game-changer, som kan være med til at styrke forståelsen af nødvendigheden af et fundamentalt kursskifte og skabe det pres på det internationale forhandlingsklima, som gør det muligt at tage store svære fremadrettede beslutninger.
Således kunne man i går ved afslutningen af to ugers intense klimaforhandlinger i Bonn på den afsluttende pressekonference bogstaveligt se den tydeligt søvnunderskudsmærkede forhandlingsleder Christiana Figueres live op og genfinde sit vanlige glimt i øjet, da talen mod slutningen faldt på den nært forestående pavelige encyklika (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni). For en sådan henvendelse forventes at ville kunne nå bredt ud blandt verdens 1,2 mia. katolikker og at kunne få en betydelig indflydelse. En undersøgelse blandt engelske og walisiske katolikker indikerer, at op imod hver tredje vil følge pavens bud og vælge en mere grøn levevis.
Paven kan fra sin position som religiøst overhoved italesætte vores forbrugskultur, vores grådighed, og manglende solidaritet med en direkthed, som ingen politiker kan det, mane virksomhederne til at tage mere hensyn til miljøet end til bundlinjen og i det hel taget mane os alle til eftertanke og mådehold. Selvom vi endnu ikke kender ordlyden, er der ingen tvivl om, at han vil tale meget direkte ind i vores svigtende lydhørhed og respekt for vores omgivelser, som er i færd med at ødelægge vores fælles livsgrundlag.
Traditionelt har klimaindsatsen kun i mindre grad været drevet af muslimske lande, så på den led er det et dobbelt vigtigt dokument. Den islamiske kultursfære spænder over mange af de landskaber, som i de kommende årtier vil blive allerhårdest ramt af klimaforandringer, fordi i forvejen meget varme klimaer bliver varmere, i forvejen meget tørre klimaer bliver endnu mere tørre og ørkenagtige. Samtidig omfatter den islamiske verden en stor gruppe af olielande, som med deres enorme oliereserver traditionelt har været meget modstræbende mod at anerkende om ikke klimatruslen, så dens enorme omfang.
“Our species, though selected to be a caretaker or steward (khalifah) on the earth, has been the cause of such corruption and devastation on it,” siger den islamiske deklarationstekst. Vi får her for menneskets indplacering i jordelivet en form for mellemposition mellem et deep– og et shallow ecology-perspektiv. Hvor mennesket på den ene side ikke blot er en lige del af naturen, men på den anden side ikke blot er hersker og forbruger, men nok så meget tjener, forvalter og opretholder. Pave Francis har meget direkte adresseret de amerikanske katolikker, som bedriver en omfattende klimafornægtelse og har på sin kærlige måde sagt, at den ikke går. Og senere på året træder han ind midt i fornægtelsen, når han skal holde tale for den amerikanske kongres.
Umiddelbart er der tale om et stærkt og radikalt klimaperspektiv. Og hvor de indledende dele i høj grad søger at forbinde islamisk tro og livssyn med et klimaperspektiv – og søger at definere en sådan akse – så er målsætningsdelen trukket helt ind i FN-forhandlingernes værktøjskasse og begrebsapparat, med bud til verdens rigeste lande og olieproducerende lande om at have udfaset deres brug af fossile brændsler inden midten af århundredet samt at levere generøs finansiel og teknologisk hjælp til verdens fattigere lande, erkende den moralske forpligtelse til at reducere forbruget for at give også fattige lande mulighed for at nyde godt af ikke-fornyelige ressourcer, samt at holde 2°C-målsætningen og om muligt 1½ºC-målsætningen – og lade mindst to tredjedele af alle fossile reserver forblive under jorden. Der skal investeres i en grøn økonomi, og den nuværende uetiske naturødelæggelse må erstattes af naturbevarelse og bæredygtigt forbrug, mens forholdene for verdens fattigste må bedres.
