Strøtanker om bæredygtighed

“Store Robert er en smuk skulptur, en mellemting mellem kolossal og monumental. Den udtrykker den abstrakte verden, som vi lever i, og er en vision om vor teknologiske tidsalder”. Sådan skrev Robert Jacobsen om sin lille model til en skulptur til Langelinjeområdet, som nu foreslås opført ved indsejlingen til Københavns Havn.

Med lidt god vilje har skulpturen da også et strejf af den tidlige teknologis dampturbineprustende former – aksler, kedler, ventiler, trykstempler. Men hvis man umiddelbart skal lade associationerne fri, er det i mine øjne mere en mutation mellem maritime pejlemærker og et motorvejsikon for en rasteplads med cafeteria. Skal den forsikre forbisejlende krydstogtskibe om, at de nok skal blive bespist, hvis de lægger til?

[nggallery id=127]

. 
Den bliver stor, meget stor, det skal den også være på det sted, men spørgsmålet er, hvad den skal på det sted? – og jeg kan ikke forestille mig, at Robert Jacobsen, selv kaldet Store Robert, ville have lavet lige den skulptur til det sted, hvis han havde levet i dag. I en tid, hvor vi er ved at vågne til de graverende klima- og miljøproblemer, som den teknologiske tidsalders verdenssyn har påført kloden, virker det på mig aldeles misforstået at placere disse 600 ton jern på byens horisont.

Store Robert er blevet udråbt som et vartegn for byen. Men den har slet ikke den uomtvistelige klarhed eller uomgængelighed, som har gjort Utzons operaskaller til en hel bys identitet – den er i forhold til sin tid nærmest lidt ligegyldig. “Store Robert er en socialdemokratisk skrothandler”, kunne man i begyndelsen af 1980erne læse på indersiden af en af toiletdørene under den italienske trappe på Charlottenborg. Der er gennem årene blevet svejset rigtig meget jern sammen efter hans direktiver.

Den store møllebue hen over Middelgrunden holder horisonten åben. Men i al dens sorte stivhed er skulpturen ‘Store Robert’ endnu en blokade af den vidunderlige fornemmelse af udstrake horisonter, som åbner sig, når man fra Middelalderbyens fortættede labyrinter bevæger sig ud langs havnefronten.

Kunne man ikke nøjes med at udstille den lille model i en glasmontre på Langelinjekajen, som et sindbillede på, hvordan kunstnere tænkte for 25 år siden?

Jacob Weiss: Store Robert på vej til Københavns Havn, Berlingske 12.06.2008.

Din Mening: Er Store Robert den rigtige skulptur til Københavns Havn? Berlingske 13.06.2008.

Camilla Stockmann: Kæmpeskulptur i København udløser hidsig debat, Politiken 18.10.2008.

Det bliver indimellem fremført, at vindmøllerne skæmmer de danske landskaber – og, ja vi behøver jo ikke at sætte dem op over alt. Men på mine mange togrejser til Nordjylland har det, når man først er kommet så langt nordpå, at vinden har godt tilløb fra Vesterhavets bonede gulv, været en fryd at se, hvordan der år for år er kommet stadig flere møller. Og efterhånden som møllerne er blevet større, er omløbshastigheden faldet, så de ikke mere virker uroligt piskende i blæsten, men står solidt i landskaberne.

Møllrene har en indre skønhed, eller måske blot en indre nødvendigheds skønhed, og vi kan ligeså godt først som sidst vænne os til at de hører til i vores landskaber, for på vore breddegrader er de en af de mest indlysende metoder til at høste vedvarende energi.

Jeg faldt lige over nedenstående fem-minutters video fra Elegant Technology af vindmøller majestætisk stående i landskabet. Der er ingen tekst, ingen tal, ingen formaninger, blot titlen: The Beauty of Windpower til musik af Grieg. Så den må stå som et søndagsbillede.

Læs mere »

På Langelinje blev der i 2005 plantet 200 japanske kirsebærtræer som en gave fra Seiichi Takaki i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum. Lokket af det gode vejr var jeg derude i dag, og kirsebærtræerne stod i fuldt flor nu for tredje gang. Men blomstringen varer kun kort, så hvis du vil opleve sakura i København i år, er det her i løbet af de kommende par dage.

Det er opstammede træer med en meget karakteristisk podet vækst. Stadig er toppen en anelse spinkel i forhold til stammen, så de virker lidt duskagtige, men det er et rigtig flot syn i disse dage. Og er det fortryllende allerede nu, så bliver det eventyrligt overvældende, når de for alvor gror til.

[nggallery id=107]

.
I Japan har man hvert år prognoser for, hvornår kirsebærtræerne springer ud i forskellige egne af landet. Det kan svinge lidt fra år til år, men begynder i marts på de sydligste øer og breder sig herefter som et hvidt flor nordpå over det langstrakte japanske ørige. Vi kunne også behøve sådanne sakura-varsler, for da sakura-beplantningen på Langelinje i 2006 under stor festivitas skulle indvies, var blomstringen for længst ovre.

Læs mere »