Indlæg tagged med Løgstrup

Toilettets velsignelser

7. november 2008

WTO, World Toilet Organization, (ikke World Trade Organization!), har netop afholdt sin årlige World Toilet Summit and Expo på Macau. I den forbindelse udtaler formanden Jack Sim til Time Magazine, at verden ikke vil kunne fortsætte det vandskyllende toilet fremover: “This ‘flush and forget’ attitude creates a new problem which we have to revisit.”¹

Denne iagttagelse er helt på linje med den danske filosof K.E. Løgstrups tanker om bivirkningsdeterminisme i bogen System og symbol, at løsningen af ét problem ofte fører et nyt sæt af problemer med sig. Det vandskyllede toilet blev opfundet i 1596. Og sammen med kloakeringen af de større byer, som mange steder i den industrialiserede verden blev påbegyndt midt i 1800-tallet, løste det umiddelbart en række hygiejnemæssige problemer. Og en række sygdomme som kolera og dysenteri, som mennesket havde kæmpet med i århundreder, forsvandt stort set.

I begyndelsen lignede kloakeringen en løsning, når blot røret blev ledt langt nok ud i havet. Men kloakeringen medførte overtid, at en meget stor mængde næringsstoffer blev ledt ud i havmiljøet. 100 år senere står vi derfor i de danske farvande med havområder, som er uddøde eller tidvist dør på grund af iltmangel fremkaldt af en kombination af byspildevandet og de store mængder næringsstoffer, som udvaskes fra landbrugets uhensigtsmæssigt store brug af kunstgødning.

Kloakeringen af København blev indledt i årene 1860-85, men som man kan se Axel Larsens tegning fra Larslejsstræde i 1890erne (min gade), var der stadig ved århundredeskiftet åbne rendestene mange steder i København, og den vestlige del af byen blev først kloakeret i de første årtier af det 20. århundrede. Renseanlægget Lynetten blev først indviet i 1980.

I Danmark er vi forkælet med masser af godt drikkevand, men andre steder i verden er situationen en helt anden. Vi nærmer os hastigt et ‘peak water’, hvor vandforsyningen i store dele af verden ikke kan følge med behovet. Med udsigten til 3 mia. flere byboere indenfor de kommende få årtier er det et åbent spørgsmål, om der vil være 22 l vand pr. person blot til at skylle vores daglige efterladenskaber ud?

Læs mere »

Share