Strøtanker om bæredygtighed

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO₂. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO₂, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO₂ på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Læs mere »

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO₂-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO₂-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO₂-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO₂ ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO₂, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO₂ end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »

COP17 er nu i gang, og de kommende næsten to uger vil verdens lande forhandle om verdens fremtid i Durban.

COP17 omfatter en lang række parallelle aktiviteter og forhandlinger. Og først den sidste dag vil vi vide, om Kyoto-aftalen får en fortsættelse, om det lykkes at lave en køreplan for en global aftale, som kan standse verdens udledninger før vi når 450 ppm og 2ºC, som man principielt vedkendte sig i København uden at redegøre for hvordan. Men i dette blog-indlæg vil jeg løbende lægge links op til positioner og markeringer, analyser og refleksioner omkring COP17.

I blogindlægget Nedtælling til COP17 er der tilsvarende links til artikler mv. fra måneden frem til COP17 i Durban.

Læs mere »

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »

For få dage siden fremgik det af en rapport fra EAA, European Environment Agency, som har til huse i København, at de 15 gamle EU-lande i 2006 samlet lå 7,7% under udledningerne i 1990 og hermed var godt på vej til at opfylde sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen om at nedskære CO₂-udledningerne i 2012 med 8% i forhold til 1990, som er hele CO₂-aftalekompleksets nulår.¹

Men det dækker over ganske store forskelle. Tysklands udledninger lå i 2006 18% under 1990, og en række østeuropæiske lande lå omkring 50% lavere end i 1990 (i høj grad på grund af afvikling af kulfyret produktion), mens i den anden ende af spekteret Spaniens udledninger i 2006 lå hele 50% over 1990 og Cyperns 66% højere. De danske udledninger er stort set uændrede igennem perioden – i tabellen nedenfor er de samlede drivhusgasudledninger opgjort til at ligge 2% over 1990.

Efter en let faldende tendens har de danske CO₂-udledninger de seneste tre år endog været stigende, først og fremmest fordi man har valgt at fyre mere med kul på bekostning af brændelskilder med mindre CO₂-udledninger. Det er bagsiden af det europæiske kvotesystem. Man har villet etablere en markedslogik, uden at stramme udgangssituationen tilstrækkeligt til, at markedet fungerer. Kvoteprisen er derfor stadig så lav, at det i alt for mange situationer bedre kan svare sig at betale sig fra at CO₂-forurene. Og kvotesystemet har endnu ikke formået at skabe det brede incitament til fuld omlægning til vedvarende energi i Danmark, som skal til for at imødegå klimaudfordringerne.

Læs mere »

I går meddelte Tyrkiets regering, at den var rede til at underskrive Kyoto-aftalen. Efterhånden har mere end 170 lande underskrevet Kyoto-aftalen, hvoraf dog kun 37 industrialiserede lande har forpligtet sig til bindende reduktioner.

Tyrkiet har længe vægret sig mod at skrive under, og har forbeholdt sig sin ret til at blive gennemindustrialiseret, inden der kan være tale om nogen form for CO₂-reduktioner, så det er en glædelig udvikling, som gør det endnu mere sandsynligt, at vi får en bred samling om afløseren af Kyoto-aftalen klar til underskrift i København næste år i december.

Tyrkiet vil i første omgang ikke blive pålagt CO₂-reduktioner. Hvor de danske CO₂-udledninger ligger på over 10 ton CO₂ pr. indbygger, ligger de tyrkiske udledninger fra fossile brændstoffer på blot 4,1 ton CO₂ pr. indbygger, og landet har et stort endnu ikke udnyttet vandkraftpotentiale.

Turkish government decides to approve Kyoto Protocol, Reuters 02.06.2008.

Yonca Poyraz Dogan: Ministry working on proposal to ratify Kyoto Protocol, Today’s Zaman 03.06.2008.

Yonca Poyraz Dogan: Turkey set to gain from carbon trading, Today’s Zaman 04.06.2008.

Information har i de seneste dage bragt en serie artikler, som problematiserer en række forhold ved det system af CO₂-kvoter, som vi som internationalt samfund er ved at etablere for vores indsats overfor den globale opvarmning.

7. februar fremgik det af Berlingske.dk, at Mærsk producerer lige så meget CO₂ som hele Danmark. Og dagen efter kunne man i Information i Farlig sejlads læse, at: “Mærsks flåde i 2006 udledte 34 mio. ton CO₂ om året. Medtages udledningerne fra koncernens olie- og gasplatforme i Nordsøen, når man op på 40-50 mio. ton CO₂ – tæt på nationen Danmarks udledninger i 2006 på 52,5 mio. ton.”

I grundlaget for Kyoto-aftalen, som ligger til grund for de nuværende klimamålsætninger, har man således holdt nogle af de allerstørste CO₂-poster udenfor beregningsgrundlaget ved at undlade at indregne den internationale skibsfart og luftfart. Dels kan det være vanskeligt at administrere få CO₂-udledninger korrekt fordelt på de nationale regnskaber. Dels er den frie globale bevægelighed af varer og tjenesteydelser et dogme i det herskende ‘trossystem’, som ikke står til diskussion. Selvom det er uomgængeligt nødvendigt at få indset det fundamentalt uhensigtsmæssige og irrationelle i den nuværende flytten rundt på kolossale varemængder blot for at opretholde et frit forbrugsvalg, er der derfor meget store ideologiske interesser i ikke gennem klimapolitikken at lægge afgifter på eller hindringer for det globale transportsystem.

Læs mere »

Af en meddelelse fra AFP fremgår det, at Irak 23.01. har underskrevet Kyoto-aftalen. En bemærkelsesværdig handling fra det hårdt prøvede land.

Man kunne ønske sig af Iraks amerikanske besættere, at de tog sig sammen og gjorde ligeså. USA burde koncentrere sig om at få ryddet op på hjemmefronten frem for vedblivende at fremture som verdens politibetjent.

Jeg har aldrig været så flov over at være dansker, som da vi pludselig havde tropper i Irak. Hvordan kunne det ske? Havde det været et FN-mandat, var det måske til at forstå, selvom jeg personligt tror, det er meget vanskeligt at opnå noget som helst positivt med væbnet magt. Men vi lod os lokke af en skinger amerikansk retorik, som byggede på falske efterretninger. Lad det aldrig ske igen.

Med sin industri stort set sønderbombet, er Irak blandt verdens mindre CO₂-udledere (90 mio. ton eller omkring 3 ton CO₂ pr. indbygger). Iraks tilslutning til Kyoto-aftalen fører derfor ikke i første omgang til skrappe reduktionsmål for CO₂-udledning. Men det giver Irak mulighed for støtte og vejledning til energieffektive investeringer. Og det øger endnu en gang presset på USA for at tilslutte sig Kyoto-aftalen.

Iraq ratifies Kyoto Protocol on climate change, AFP 26.01.2008.