Strøtanker om bæredygtighed

EU har en overordnet klimamålsætning, som sigter mod i 2050 at have nedbragt sine CO₂-udledninger ned med 80-95% i forhold til udledningerne i 1990. Yderligere har man en mere detaljeret målsætning om at nå en 20% reduktion i 2020. Det kan derfor synes lidt tidligt, men processen med at afklare EUs målsætning for 2030 er allerede i fuld gang. Således blev der i marts fremlagt et forslag, som frem til juli er til diskussion, at EU i 2030 skal være nået 40% under niveauet i 1990.

Når det er vigtigt at få på plads nu, så er det for at EU i FNs forhandlinger kan fremstå med klart definerede klimamål, som kan nå at komme med i den store globale klimaaftale, som efter den køreplan som blev vedtaget på COP17 i Durban skal være forhandlet færdig til vedtagelse ved COP21 i Paris i december 2015.

Det kan lyde af en del at gå fra 20% til 40% på 10 år, men med den nuværende udvikling vil EU sandsynligvis allerede i 2020 være 27% under udledningerne i 1990, så man burde løfte overlæggeren til 50%.

Måske er man også nødt til at indse, at EU ikke er nogen homogen blok, men at man hvis EUs klimamål skal være en optimal ansporing for alle medlemslande, må kunne håndtere graduerede indsatser. Så måske et land som Polen, som har en tung kuløkonomi at transformere,  kunne “nøjes med” 40%, mens rigere og mere teknologisk avancerede lande som Tyskland, England, Frankrig, Holland, Belgien, Sverige og Danmark, kunne rykke op i en anden klasse, hvor omstillingen kørte i højere gear og ambitionsniveauet skulle op på 50% eller mere for at være fuldt udfordret. Det vil klart kræve flere investeringer, men det vil samtidig være det, som gør, at disse lande også om 10 og 20 år ligger i førerfeltet.

Med det vi i dag ved om klimaet, så er selv en klimaindsats, som bringer EU ned på 20% af 1990-niveauet i 2050, ikke tilstrækkeligt – EU skal helt ramme de 5% eller ligefrem CO₂-neutralitet. Og med det vi ved fra den danske klimakommission, var det muligt at have alle fossile brændsler udfaset allerede i 2040.

Læs mere »

Da finanskrisen for nogle år siden strammede til, var Sydkorea bandt de få lande, som systematisk satte grønne betingelser for sin intervention. Landet har så at sige fatte potentialet i den grønne omstilling og er lige nu ved at etablere et koreansk kvotemarked, som står til at blive verdens hidtil mest ambitiøse kvoteordning.

Måske (forhåbentligt) har man studeret de mange problemer med det europæiske kvotesystem grundigt – i hvert fald er der fra iværksættelsen primo 2015 og frem til 2020 lagt op til en yderst ambitiøs reduktion af Sydkoreas samlede emissioner på 30% i forhold til business as usual (BAU), hvilket svarer til en reduktion på 19% i forhold til 2010-niveauet.

Sydkoreas ETS-ordning vil involvere sektorer, som tilsammen omfatter omkring 70% af de koreanske udledninger, og reduktionen er, som man kan se af nedenstående figur endnu større – næsten 40%. Der er således tale om virkeligt ambitiøse klimamålsætninger, som får EUs nølen med sine 20% over en langt længere tidshorisont til at fremstå endnu mere lallende.

Man har søgt at designe ordningen, så prisen for at udlede 1 ton CO₂ vil blive op imod 90 $ pr. ton.  Man har ligeledes sat en begrænsning på, så hver enhed maksimalt kan bruge kvoter på 28% af sine udledninger. Og fra 2021 er der lagt op til kun at kunne modregne fra hjemlige projekter. Så man har ønsket med ordningen ikke bare at få abstrakte effekter et eller andet ikke nærmere defineret sted i verden, men samtidig at høste miljøfordelene hjemme ved, at den koreanske industri lægger om til grøn energi og grønne produktionsformer. Mange af fjernøstens lande har ganske graverende problemer med luftforureningen, og hvis ellers reduktionerne holdes indenlands, vil man i 2020 ud over at være godt i gang med at reducere de samlede nationale udledninger være godt på vej til at have genvundet en ren luft i de koreanske storbyer.

Det forventes, at brugen af kul i stor udstrækning vil blive udfaset frem mod 2020, men at man qua den hurtige omlægning, som der er lagt op til, vil se, at det ikke sker fuldt ud med vedvarende energikilder, men at en del af energiforbruget i stedet dækkes med naturgas, som har markant lavere udledninger pr. produceret energienhed.

Planerne har snart sagt selvfølgelig vakt modstand i den sydkoreanske industrisektor – og som der er lagt p til nu, vil den virkelig skulle agere proaktivt for ikke at blive straffet økonomisk af systemet. Men hvis man ønsker sig at nå 30% under business as usual, så kan det ikke nytte noget at lade som om, at det er i orden at fortsætte med business as usual.

Bloomberg New Energy Finance (BNEF) anbefaler i sin rapport om de sydkoreanske kvotemarkedsplaner, at Sydkorea kobler sit kvotesystem sammen med kvotesystemerne i EU, Australien og Californien for herved at få adgang til billigere kvoter. Herved risikerer man dog meget let, at børnesygdommene fra det europæiske system, hvor kvoteprisen har været helt nede på 3-4 euro, kommer til at smitte også den koreanske ordning. Og hermed vil den manglende europæiske vilje (evne) til at forvalte sit kvotesystem og sætte tilstrækkeligt stærke reduktionskrav, som har bremset omstillingsincitamentet i Europa, brede sig til Sydkorea.

Hvis EU hævede sin klimamålsætning fra de nuværende 20% til 30-40% – for min skyld gerne gradueret fra land til land, så et land som Polen ikke partout skulle underlægges samme reduktionskrav som Danmark – kunne det give mening. Men man burde omvendt søge at sikre sig, at de enkelte kvotemarkeder fungere optimalt på deres egne vilkår, inden man udsætter dem for yderligere eksperimenter. Og der ligger noget fundamentalt rigtigt i, at systemerne først og fremmest lægger op til at rydde op i eget hus – at det forbliver tydeligt, at hvis man ikke fjerner sine egne udledninger, kan man kompensere ved at være med til at betale for en tilsvarende reduktion for ens nabo, som måske endda er ens konkurrent, men som bare er lidt mere omstillingsparat.

Silvio Marcacci: South Korea May Launch World’s Most Ambitious Cap And Trade Market, Clean Technica 18.05.2013.

South Korea’s emissions trading scheme, Bloomberg 10.05.2013.

South Korea’s emissions trading scheme, White Paper, Bloomberg New Energy Finance & Ernst & Young 2013 (pdf).

John Parnell: EU carbon price crisis spreads to Australia, RTCC 10.05.2013.

Dette indlæg rummer Bolivias statement ved klimakonferencen COP18 i Doha, fremlagt af Jose Antonio Zamora, Bolivias minister for miljø og vand, 5. december. Det er et godt eksempel på, hvordan en række sydamerikanske lande som en helt fundamental del af deres miljø- og selvforståelse taler om Pachamama, Moder Jord – som en levende størrelse, vi må respektere og indfælde vores samfund og levevis i på harmonisk vis.

I det perspektiv bliver de kvoteordninger, som er tænkt som en kommende global klimaaftales primære mekanisme, blot en købmandsløsning, en de riges lande fralæggen sig ansvaret for de problemer med jordens klimasystem, som man har skabt gennem halvandet århundredes bevidstløs brug af fossile brændstoffer. I politisk perspektiv bliver de rige landes måde at håndetere klimaudfordringen på blot endnu en neokolonialistisk udbygning, hvor det kapitalistiske marked underlægger sig endnu mere af vores fælles levende planet. 

DOHA, Qatar – Mr. President of the COP, distinguished Heads of State of countries of the world, Ministers, Officials, delegates and representatives of social organizations, indigenous peoples and communities and farmers of the world, receive a greeting from the Plurinational State of Bolivia and our President Evo Morales Ayma. The planet and humanity are in serious danger of extinction. The forests are in danger, biodiversity is in danger, the rivers and the oceans are in danger, the earth is in danger. This beautiful human community inhabiting our Mother Earth is in danger due to the climate crisis.

The causes of the climate crisis are directly related to the accumulation and concentration of wealth in few countries and in small social groups, excessive and wasteful mass consumption, under the belief that having more is living better, polluting production and disposable goods to enrich wealth increasing the ecological footprint, as well as the excessive and unsustainable use of renewable and non-renewable natural resources at a high environmental cost for extractive activities for production.

A wasteful, consumerist, exclusionary, greedy civilization generating wealth in some hands and poverty everywhere, has produced pollution and climate crisis. We did not come here to negotiate climate. We did not come here to turn the climate into a business, or to protect businesses of them who want to continue aggravating the climate crisis, destroying Mother Earth. We have come with concrete solutions. THE CLIMATE IS NOT FOR SALE, LADIES AND GENTLEMEN!

Mr. President, The withdrawal of some developed countries of the Kyoto protocol and avoiding of their commitments is an attack on the Mother Earth and to life. The problem of climate crisis will not be solved with political declarations, but with specific commitments.

Læs mere »

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Læs mere »

.
Ved åbningen af COP18 har Australien annonceret sin intention om at medvirke i en anden runde af Kyoto-aftalen. Som man kan høre Will McGoldrick fra WWF Australien fortælle i den knapt 4 min. videosekvens herover, har det på ingen måde været givet, og beslutningen er først truffet få uger inden COP18. Men Australien synes endelig at have fået gang i sin klimaindsats. I juli i år kunne igangsætte et kvotemarked efter en lang og drabelig proces, og nu arbejder man på at få det integreret med det europæiske kvotemarked.

Den australske målsætning for anden runde af Kyoto-aftalen om at nå 5% under 2010-niveauet inden 2020 lyder ikke umiddelbart af meget – og set i forhold til 1990 er der blot tale om en halv procent. Men udledningerne i Australien har været stigende indtil nu, så 5%-målet skulle svare til 22% over business as usual.

Australien har samtidig meddelt, at man er indstillet på at hæve målsætningen til 10% eller 15%, hvis andre lande stiller sig tilsvarende ambitiøse reduktionsmål. Og så begynder det så småt at nærme sig den nødvendige klimaindsats.

Hvis det kunne får EU til at hæve sin forkølede udmelding på 20% (hvoraf man allerede har nået de 18%) til 30% eller 40%, begynder det at ligne noget. I de seneste år er EUs udledninger faldet med omkring 2½% om året. Det svarer på 8 år til 20%

Australien havde i 2011 CO₂-udledninger på 17,3 ton pr. person pr. år, eller rundt regnet det dobbelte af EU. Australien står for 1,2% afverdens samlede udledninger, hvor EUs 27 lande tilsammen tegner sig for 11%.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Australia puts Kyoto Protocol II target on the table, RTCC 26.12.2012.

Ed King: Australia opens door to future Kyoto ambition, RTCC 04.12.2012.

Nation in top three for carbon emissions, (AAP) The Australian 03.12.2012.

Will McGoldrick: Doha: How does Australia’s Kyoto 2 target measure up? REnew economy 27.11.2012.

Chris Wright: Australia pledges 0.5% reduction, Adopt a Negotiator 26.11.2012.

Clancy Moore: Australia outshines New Zealand on Kyoto, Adopt a Negotiator Project 16.11.2012.

Tierney Smith: Australia announces Kyoto II commitment, New Zealand opts out of second phase, RTCC 12.11.2012.

Mike Anderson & James Paton: Australia Joins Europe in Kyoto Extension; New Zealand Opts Out, Bloomberg 09.11.2012.

Tierney Smith: Pressure grows on Australia to sign Kyoto Protocol II, RTCC 29.10.2012.

Chris Wright: Australia’s needs to commit to KP2, The Adopt a Negotiator Project 08.09.2012.

Ed King: LDC chief confident Australia will sign up to Kyoto Protocol extension, RTCC 04.09.2012.

Onsdag i sidste uge havde Californien startskud for sit CO₂-kvotemarked. Det har til formål frem mod 2020 at reducere Californiens CO₂-udledninger til niveauet i 1990, hvilket indebærer en reduktion på 17%. Ordningen omfatter omkring 350 større virksomheder med i alt 600 enheder, først og fremmest i fremstillings- og energisektoren.

I går var det så auktionsdag for den første pulje af forureningstilladelser (allowances). Dagen forløb uproblematisk, og samtlige 23,1 mio. udbudte allowances (som hver giver ret til at udlede 1 ton CO₂) blev afsat. Prisen var på blot lige godt 10 $, så det er på samme lave niveau som EUs kvotesystem er endt på. Der havde været frygt for, at banker og spekulanter havde opkøbt tilladelserne. På den baggrund var det positivt at erfare, at 97% af tilladelserne blev købt af de direkte involverede virksomheder.

I bedste amerikanske stil rejste California Chamber of Commerce få døgn inden første auktionsdag en retssag med påstand om, at kvotelovgivningen var ulovlig. Men det blev afvist med henvisning til, at kvoteordningen har været under forberedelse i omkring 6 år.

Så nu er den californiske kvoteordning en realitet. Den vi blive fulgt med stor spænding fra resten af USA. Forventningerne – både positive og negative – er store. I den negative ende er der spået store omkostningsfordyrelser for både virksomheder og forbrugere, og at virksomheder i stor stil vil udvandre – på den led kan man sige, at det måske er heldigt, at prisen pr. ton CO₂ foreløbig har lagt sig så lav som 10 $, for det vil kun føre til helt marginale fordyrelser. I den anden ende er der en tiltro til, at kvoteordningen vil være med til at skabe økonomisk incitament til at energieffektivisere og klimaoptimering – og at cap & trade udgør den perfekte “styring” af klimaindsatsen, fordi markedet ikke er sat ud af spil. Her ville effekten omvendt være stærkere, hvis kvoteprisen blev højere. Men lettelsen over, at alt kørte efter planerne, er udtalt.

Læs mere »

EUs kvotesystem har nu i efterhånden en årrække fungeret alt andet end tilfredsstillende. Håbet ville være, at prisen for at udlede 1 ton CO₂ fra europæiske kraftværker og fabrikker ville ligge på 30 euro – allerede på det niveau ville det gøre energieffektiviseringer og omstilling til bæredygtig energi økonomisk rentabel i en lang række situationer. Men prisen for at udlede 1 ton CO₂ er nu nede under 10 euro. Og det er langt fra nok til at virke som incitament for noget som helst – tværtimod afholder det i den nuværende situation en lang række firmaer fra at investere energimæssigt rigtigt.

Det er et næsten udiskuterbart dogme, at styringen skal være markedsbaseret, og det er nok ikke tidspunktet at drøfte, om der var bedre måder at gøre det på. Men for eksempel med EUs landbrugs- og fiskeriordninger så man i mange år, at EU gik ind og købte op, når priserne truede med at falde for meget, for at sikre, at (illusionen om) markedet blev opretholdt. Så EU har en tradition for ikke bare at lade markedet styre helt ureguleret. Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at EU nu søger at gennemføre en redningsplan for EUs kvotesystem, så det kommer til at virke efter hensigten. Connie Hedegaard har således i dag fremlagt en rapport om, hvordan man kan genoplive kvotesystemet og gengive det den centrale rolle i EUs omstilling til vedvarende energi, som det var tiltænkt.¹

Ifølge Ingeniøren² kommer det blandt andet til at indebære disse seks løsningsforslag:

• EU’s samlede reduktionskrav øges fra 20 til 30 procent i 2020
• Et antal kvoter fjernes permanent i fase tre
• Den gradvise reduktion af kvoter skal øges 1,74 procent årligt
• Nye sektorer skal ind under ETS herunder brændstofforbrug i transportsektoren
• Man skal fjerne eller reducere internationale kreditter fra projekter uden for EU (CDM)
• Endelig bør der introduceres en mekanisme, der løbende kan justere kvoteprisen.

Vedr. nye sektorer peger Hedegaard konkret på muligheden for at lægge transportsektoren ind under kvotesystemet.³ Den stadigt eskalerende transport i EU ville have godt af at blive afgiftsbelagt, så det blev en reel omkostning at transportere over store afstande – og minimering af afstand og transportforbrug igen blev centrael overvejelser både i tilrettelæggelser af produktionssystemer og i vores dagligdag.

Kurven herunder viser udviklingen i kvoteprisen siden kvoteordningens igangsættelse i 2008. I den første tid så kvoteprisen ud til at holde sig, men allerede efter godt et år nåede den første gang under 10 euro. Herefter lå den et par år omkring 15 euro pr. ton, men i år har den rodet under 10 euro pr. ton. Grundproblemet er, at der fra starten af blev uddelt alt for mange gratis kvoter. Den efterfølgende økonomiske afmatning har medvirket til, at udbuddet har været alt for stort. Så i starten af året satte kvoteprisen ny bundrekord med kun 6 euro pr. ton udledt CO₂.

Det er ikke kun vigtigt for den europæiske udvikling, at kvoteordningen fungerer optimalt. I lande som Australien, Kina og Japan er man ved at etablere tilsvarende kvotemarkeder, og præcis i dag åbner Californien et kvotemarked. Så der bliver skelet kraftigt til, hvordan kvotemarkedet fungerer i EU. Kvotesystemet er tiltænkt en central rolle i den globale klimaaftale, som med COP18 i Qatar står overfor en ny runde om blot to uger. Så det er vigtigt, at dette kvotesystem får den fulde chance for at fungere.

Se tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem, Den fulde pris for CO₂-udledninger, Mindstepris på CO₂-kvoter, Kvotesystem med børnesygdomme, Vismænd på afveje, Moderne afladshandel, CO₂-regnskaber for viderekommende, Misbrug af CO₂-kvotemidler? og Ny bundrekord for den europæiske kvotepris.

Connie Hedegaard: “We want an even more robust European carbon market”, European Commisssion 14.11.2012.

The state of the European carbon market in 2012, EU 14.11.2012 (pdf).¹

Erik Holm: Kul eller gas i Europa: Udspil fra Hedegaard vil afgøre sagen, Ingeniøren 14.11.2012.²

Erik Holm: Hedegaard: Oversvømmet kvotesystem skal reddes inden nytår, Ingeniøren 14.11.2012.

Erik Holm: Polen kræver CO2-kvoter til spøgelses-kraftværker, Ingeniøren 13.07.2012.

Erik Holm: CO2-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Marc Prosser: CO2-kvotesystemets skaber: »Systemet fungerer ikke«, Ingeniøren 18.08.2011.

Marc Prosser: Ekspert: Lavpris på CO2-kvoter er katastrofal for grøn energi, Ingeniøren 16.08.2011.

Som det fremgik af en nylig rapport fra WWF, er store dele af Østersøen ved at bukke under som økosystem efter årtiers tilførsler af næringsrigt spildevand fra byerne og store udvaskninger af kunstgødning fra landbruget. Og processen er efterhånden så langt fremskredet, at det vil tage adskillige års indsats hele vejen rundt om Østersøen at genskabe et sundt og levende hav (se: Østersøen langsomt ved at kvæles).

Men lande som Danmark, Sverige og Tyskland har allerede lavet massive indsatser for at mindske udledningerne af næringssalte, og investeringer i yderligere oprensninger i disse lande vil derfor være meget høje i forhold til effekten. Helsinki-kommissionen, som arbejder for at genoplive Østersøen, som i store centrale dele i dag må betegnes som dødt, har derfor fremsat et forslag om oprettelsen af et kvotemarked for udledninger af næringssalte Østersøen. På den måde vil samme investering placeret i for eksempel i Polen give langt større effekt på de samlede udledninger end hvis de foregik i for eksempel Danmark, og man regner med gennem kvote-ordningen at kunne opnå samme reduktion for omkring den halve pris.¹

Dette er samme logik, som ligger til grund for Kyoto-aftalen, og som kommer til at ligge til grund for Kyoto-aftalens afløser, som forhåbentlig bliver klar til vedtagelse næste år i København. Der er tale om samme ene atmosfære (Østersø), og ud fra mange betragtninger giver det bedst mening at bruge pengene de steder, og på de måder, som giver størst valuta for pengene.

Læs mere »

I går vedtog man i Europaparlamentet, at flyselskaberne fra 2012 vil være underlagt en kvoteordning – og dermed, at man får en begyndende CO₂-afgift på luftfarten. I betragtning af, hvor store udledninger af drivhusgasser, som luftfarten repræsenterer, er der tale om meget små begrænsninger. Således skal udledningerne fra 2012 skal ligge 3% under udledningerne i periode 2004-2006, og fra 2013 5% under. SAS har da også beregnet, at det kun vil berøre hver billet med 15-25 kr.¹ – og dermed meget lidt i forhold til de prisstigninger, som i de kommende måneder vil følge af, at brændstofprisen på kort tid er fordoblet.

I disse tider, hvor modvirkningen af den globale opvarmning er ved at komme i centrum, har luftfarten en rigtig dårlig sag. For ikke bare producerer flyene store mængder drivhusgasser, når de store stålkroppe med stor fart drives igennem atmosfæren. De udledninger, som sker i flyenes marchhøjde, har en virkningsgrad, som ligger op imod tre gange højere end udledninger nede ved overfladen. Og selv hvis man en dag blev i stand til at flyve 100% på biobrændstof, ville alene den opvarmning af atmosfæren, som flyene afstedkommer, have en markant drivhuseffekt (se tidligere blog-indlæg: Clearing The Air). De omkring 3% af verdens CO₂-udledninger, som stammer fra luftfarten, giver således omkring 10% af den samlede drivhuseffekt. Og vi vil kort sagt aldrig nå noget, vi med rimelighed vil kunne kalde klimavenlig, endsige bæredygtig, luftfart.

Omvendt er det svært at forestille sig, at vi er parate til helt at opgive at flyve. Så processen med at klimaoptimere emissioner og brændstofforbrug er i fuld gang. SAS sigter mod at have reduceret sit CO₂-udslip med 20% i 2020, og Airbus regner med i 2020 at have fly klar med 50% reduktion af CO₂-udledningerne – som for flytrafikkens vedkommende ikke er det samme som en 50% reduktion af drivhusgasbelastningen (se tidligere blog-indlæg: (SAS præsenterer klimaplan for 2020 og Airbus udvikler fly med 50% CO₂-reduktion).

Samtidig med indførelsen af kvoteordningen for den europæiske luftfart har man planer om en opdatering af de europæiske flyruter. De løber i dag ikke alle lige brændstofrationelt – for eksempel er den nuværende flyrute mellem Lyon og Frankfurt 40% længere end nødvendigt, og man regner med på EU-plan at kunne vinde op mod 10% i brændstofforbruget ved at redesigne rutenettet.²

Europaparlamentet havde oprindelig sigtet mod en reduktion af CO₂-udledningerne på 25% frem mod 2020, så det er et svækket forslag, man har vedtaget.³ Men man kan håbe på, at kvoteloftet bliver strammet markant, når det først er etableret. For som det er nu, producerer blot en enkelt returrejse til Australien CO₂-udledninger på 10-12 gange det, vi hver især bør udlede pr. år, hvis vi skal lykkes med at stabilisere klimaet.

Pete Harrison: EU lawmakers approve deal on airline CO₂ emissions, Reuters 08.07.2008.

Jeppe Timmermann Findalen: Flybilletter bliver dyrere, Politiken 08.07.2008.¹

Pete Harrison: EU Aims to Straighten Air Routes to Cut CO₂, Reuters 26.06.2008.²

Jeppe Timmermann Findalen: Det europæiske luftrum skal renses for CO₂, Politiken 25.06.2008.²

Ilona Wissenbach and Pete Harrison: EU in Deal on Airline CO₂ Emissions – Sources, Reuters 27.06.2008.³

CO₂ tax angers airlines, iafrica.com (AFP) 30.06.2008.

Pete Harrison: EU Lawmakers Confirm Deal on Airline CO₂ Emissions, Reuters 30.06.2008.

James Kanter: EU reaches landmark deal to cap airline emissions, Herald Tribune 26.06.2008.

Flyselskaber skal købe CO₂-tilladelser, Politiken 08.07.2008.